Jeg magter ikke mere, knust over og opgive

Hej.

Jeg ved ikke hvor jeg står, kan ikke længere finde ud af mig selv. Har drømmen om kernefamilien, som jeg nægter og opgive. Jeg er ved og miste mig selv. Forholdet går dårligt pga. Vores lille baby har en hård periode. Sådan har det været i 2 ugers tid nu. Jeg er så træt og udmattet. Vi havde det så godt før. Nu er den lille meget sur og græder og er generelt svær og tilfredsstille, tror det er en af de hårde perioder man bare skal igennem. Men det tager på forholdet, vi er begge stressede og kede af baby har sådan en periode = ingen overskud. Så vi kommer nemt til og vrisse af hinanden. 

Det er bare ikke så ligetil.

Min mand har under denne svære periode sagt nogle sårende ord i vrede til mig, og jeg tager afstand til ham efter de ord er blevet sagt. Han bliver meget sur på mig og jeg på ham, netop pga. perioden med den lille.

Sagen er den; jeg magter ikke mere nu. Han hjælper ikke særligt med den lille, han vil ikke vise mig forståelse og når han bliver sur på mig siger han grimme ting og får mig til og føle mig som verdens dårligste mor. Samtidigt kan han også være omvendt og være den dejligste, og vi elsker jo hinanden.

Jeg har ondt i mit moderhjerte og føler ikke vores barn er tjent med mig som mor. Tænker af og til om vores barn ikke vil få et bedre liv uden mig. Samtidigt kan jeg se hvor højt hun elsker mig når hun mysser mig og smiler til mig. JEG FÅR SÅ ONDT INDENI MIT HJERTE! For jeg elsker vores barn så højt. Men samtidigt kan jeg ikke leve det liv jeg har lige nu. Jeg er depri, trist, stresset og føler mig som intet. Jeg overvejer og gå min vej og overlade vores barn til faren (min mand). For jeg kan ikke magte noget som helst i min psyke lige nu. Men hvis han skal tage vores barn alene lige nu, får jeg så nogen sinde vores barn og se igen? Jeg vil ikke miste vores barn, men jeg kan heller ikke være her i mit liv lige nu..

Anonym skriver:

Hej.

Jeg ved ikke hvor jeg står, kan ikke længere finde ud af mig selv. Har drømmen om kernefamilien, som jeg nægter og opgive. Jeg er ved og miste mig selv. Forholdet går dårligt pga. Vores lille baby har en hård periode. Sådan har det været i 2 ugers tid nu. Jeg er så træt og udmattet. Vi havde det så godt før. Nu er den lille meget sur og græder og er generelt svær og tilfredsstille, tror det er en af de hårde perioder man bare skal igennem. Men det tager på forholdet, vi er begge stressede og kede af baby har sådan en periode = ingen overskud. Så vi kommer nemt til og vrisse af hinanden. 

Det er bare ikke så ligetil.

Min mand har under denne svære periode sagt nogle sårende ord i vrede til mig, og jeg tager afstand til ham efter de ord er blevet sagt. Han bliver meget sur på mig og jeg på ham, netop pga. perioden med den lille.

Sagen er den; jeg magter ikke mere nu. Han hjælper ikke særligt med den lille, han vil ikke vise mig forståelse og når han bliver sur på mig siger han grimme ting og får mig til og føle mig som verdens dårligste mor. Samtidigt kan han også være omvendt og være den dejligste, og vi elsker jo hinanden.

Jeg har ondt i mit moderhjerte og føler ikke vores barn er tjent med mig som mor. Tænker af og til om vores barn ikke vil få et bedre liv uden mig. Samtidigt kan jeg se hvor højt hun elsker mig når hun mysser mig og smiler til mig. JEG FÅR SÅ ONDT INDENI MIT HJERTE! For jeg elsker vores barn så højt. Men samtidigt kan jeg ikke leve det liv jeg har lige nu. Jeg er depri, trist, stresset og føler mig som intet. Jeg overvejer og gå min vej og overlade vores barn til faren (min mand). For jeg kan ikke magte noget som helst i min psyke lige nu. Men hvis han skal tage vores barn alene lige nu, får jeg så nogen sinde vores barn og se igen? Jeg vil ikke miste vores barn, men jeg kan heller ikke være her i mit liv lige nu..

fortæl ham hvordan du har det...

hvor gammelt er barnet?


og et eller andet sted lyder det som en fødselsreaktion ... ring til din sundhedsplejerske imorgen

til dig!

Du har ikke fortjent, at din mand får dig til at føle, at du ikke er en god mor! Heller ikke selvom det er sagt, hvor der er spidsbelastning på og l er trætte og udkørte!

Hvis du gerne vil have det til at fungere, så er l nok nødt til at få noget hjælp, til at komme ovenpå igen!

Jeg kender ikke til, hvordan det fungere, hvis du flytter og overlader jeres datter til din mand, men så længe du ikke opgiver forældremyndigheden, så vil jeg tro, at du kan anmode om at få bopælsadresse på jeres datter, når du har det bedre, men hvor nemt det er at få den, det er nok en anden sag.

Held og lykke til dig, jeg håber du har nogle du kan snakke om det hele med og få noget hjælp fra,

Hej.

Jeg ved ikke hvor jeg står, kan ikke længere finde ud af mig selv. Har drømmen om kernefamilien, som jeg nægter og opgive. Jeg er ved og miste mig selv. Forholdet går dårligt pga. Vores lille baby har en hård periode. Sådan har det været i 2 ugers tid nu. Jeg er så træt og udmattet. Vi havde det så godt før. Nu er den lille meget sur og græder og er generelt svær og tilfredsstille, tror det er en af de hårde perioder man bare skal igennem. Men det tager på forholdet, vi er begge stressede og kede af baby har sådan en periode = ingen overskud. Så vi kommer nemt til og vrisse af hinanden. 

Det er bare ikke så ligetil.

Min mand har under denne svære periode sagt nogle sårende ord i vrede til mig, og jeg tager afstand til ham efter de ord er blevet sagt. Han bliver meget sur på mig og jeg på ham, netop pga. perioden med den lille.

Sagen er den; jeg magter ikke mere nu. Han hjælper ikke særligt med den lille, han vil ikke vise mig forståelse og når han bliver sur på mig siger han grimme ting og får mig til og føle mig som verdens dårligste mor. Samtidigt kan han også være omvendt og være den dejligste, og vi elsker jo hinanden.

Jeg har ondt i mit moderhjerte og føler ikke vores barn er tjent med mig som mor. Tænker af og til om vores barn ikke vil få et bedre liv uden mig. Samtidigt kan jeg se hvor højt hun elsker mig når hun mysser mig og smiler til mig. JEG FÅR SÅ ONDT INDENI MIT HJERTE! For jeg elsker vores barn så højt. Men samtidigt kan jeg ikke leve det liv jeg har lige nu. Jeg er depri, trist, stresset og føler mig som intet. Jeg overvejer og gå min vej og overlade vores barn til faren (min mand). For jeg kan ikke magte noget som helst i min psyke lige nu. Men hvis han skal tage vores barn alene lige nu, får jeg så nogen sinde vores barn og se igen? Jeg vil ikke miste vores barn, men jeg kan heller ikke være her i mit liv lige nu..

Du skal have noget hjælp, nu. 

Snak med din SP. I kan få gratis familierådgivning via kommunen, du og din mand, så I kan blive bedre til at kommunikere og så han kan forstå hvor dårligt du rent faktisk har det.

Du bliver nødt til at være ærlig omkring hvordan du har det og bede om hjælp. Det er helt normalt at der kan være spidsbelastede perioder når man får børn, men det lyder som om dine problemer stikker lidt dybere. Hvis familierådgivningen ikke er nok, så synes jeg at du skal få dig en god psykolog, hvor du evt. også kan få involveret din mand. Han bliver nødt til at løfte sin del af opgaven med baby og være med til at hjælpe dig ud af det sorte hul du befinder dig i nu.

 

 

Anonym skriver:

Hej.

Jeg ved ikke hvor jeg står, kan ikke længere finde ud af mig selv. Har drømmen om kernefamilien, som jeg nægter og opgive. Jeg er ved og miste mig selv. Forholdet går dårligt pga. Vores lille baby har en hård periode. Sådan har det været i 2 ugers tid nu. Jeg er så træt og udmattet. Vi havde det så godt før. Nu er den lille meget sur og græder og er generelt svær og tilfredsstille, tror det er en af de hårde perioder man bare skal igennem. Men det tager på forholdet, vi er begge stressede og kede af baby har sådan en periode = ingen overskud. Så vi kommer nemt til og vrisse af hinanden. 

Det er bare ikke så ligetil.

Min mand har under denne svære periode sagt nogle sårende ord i vrede til mig, og jeg tager afstand til ham efter de ord er blevet sagt. Han bliver meget sur på mig og jeg på ham, netop pga. perioden med den lille.

Sagen er den; jeg magter ikke mere nu. Han hjælper ikke særligt med den lille, han vil ikke vise mig forståelse og når han bliver sur på mig siger han grimme ting og får mig til og føle mig som verdens dårligste mor. Samtidigt kan han også være omvendt og være den dejligste, og vi elsker jo hinanden.

Jeg har ondt i mit moderhjerte og føler ikke vores barn er tjent med mig som mor. Tænker af og til om vores barn ikke vil få et bedre liv uden mig. Samtidigt kan jeg se hvor højt hun elsker mig når hun mysser mig og smiler til mig. JEG FÅR SÅ ONDT INDENI MIT HJERTE! For jeg elsker vores barn så højt. Men samtidigt kan jeg ikke leve det liv jeg har lige nu. Jeg er depri, trist, stresset og føler mig som intet. Jeg overvejer og gå min vej og overlade vores barn til faren (min mand). For jeg kan ikke magte noget som helst i min psyke lige nu. Men hvis han skal tage vores barn alene lige nu, får jeg så nogen sinde vores barn og se igen? Jeg vil ikke miste vores barn, men jeg kan heller ikke være her i mit liv lige nu..

Kære du, jeg tror du har en fødselsdepression. Jeg synes du skal hive fat i din sp eller læge.

Grunden til jeg tror det, er fordi du tror dit barn er bedre tjent uden dig. Det er et klart symptom, og mange kvinder med fødselsdepression føler det. Og det er en alarmklokke der bimler, for "vi andre" føler det modsatte, nemlig at vores børn ikke kan undvære os. Jeg synes virkelig du skal få hjælp, for det er ikke løsningen at forlade dit barn.

 

 

tribk skriver:

Kære du, jeg tror du har en fødselsdepression. Jeg synes du skal hive fat i din sp eller læge.

Grunden til jeg tror det, er fordi du tror dit barn er bedre tjent uden dig. Det er et klart symptom, og mange kvinder med fødselsdepression føler det. Og det er en alarmklokke der bimler, for "vi andre" føler det modsatte, nemlig at vores børn ikke kan undvære os. Jeg synes virkelig du skal få hjælp, for det er ikke løsningen at forlade dit barn.

 

 

og så skal der nok lige tilføjes at fødselsdepressioner er HELT NORMALE og der er en løsning på det

serinasmor skriver:

og så skal der nok lige tilføjes at fødselsdepressioner er HELT NORMALE og der er en løsning på det

Fuldstændig enig!!!