Bliver man nogensinde afklaret?

Vi skal måske ikke have flere. Pt har vi 3 og manden siger, at han ikke ved om han kan overskue en 4. Vi snakker ikke nu men om et par år. Jeg ved at det snart bliver min svigerindes tur til at blive gravid. Eller i hvert fald forsøge. Hun er meget skruk og har nu fundet en kæreste som også er det.
Jeg tænker meget på det. Jeg må indrømme, at jeg ikke ved om jeg bliver glad når nyheden falder. Hvis jeg skal være ærlig bliver jeg nok ked. Fordi jeg ved, at det måske ikke bliver mig igen.

jeg er helt afklaret med at jeg ikke skal have flere. Det kom egentlig allerede under den sidste graviditet, som bestemt ikke var ukompliceret.

Jeg kan da godt synes babyer er dejlige og fik jeg en ville jeg da gå ind i det 100% men jeg er ikke skruk på nogen måde.

Jeg tror mere det handler om at man kan føle man fravælger noget, som andre så glad fortæller de har tilvalgt.

Måske det slet ikke bliver som du forestiller dig når din svigerinde melder ud..men du kan da også være en af dem som egentlig aldrig bliver helt afklaret.

Går du og er helt vildt skruk er du måske ikke personligt færdig med at få børn - mens manden måske er..og det skal i helt klart have snakket igennem.

Men ja man kan godt blive helt afklaret :-D

Lullaby skriver:

Vi skal måske ikke have flere. Pt har vi 3 og manden siger, at han ikke ved om han kan overskue en 4. Vi snakker ikke nu men om et par år. Jeg ved at det snart bliver min svigerindes tur til at blive gravid. Eller i hvert fald forsøge. Hun er meget skruk og har nu fundet en kæreste som også er det.
Jeg tænker meget på det. Jeg må indrømme, at jeg ikke ved om jeg bliver glad når nyheden falder. Hvis jeg skal være ærlig bliver jeg nok ked. Fordi jeg ved, at det måske ikke bliver mig igen.

Jeg har altid gerne vil have 3 børn mens manden stod af efter vi fik nr 2. Jeg var SÅ skruk mange år frem og fik desideret ondt i maven når tanken om det 3 barn dukkede op fordi det var mit højeste ønske og jeg viste det ikke blev en realitet. Det sidste års tid har jeg mere eller mindre affundet mig med at jeg måtte "nøjes" med mine to dejlige og skønne unger da jeg jo også ønskede at være sammen med min bedre halvdel og skrukheden gik egentlig mere eller mindre over selvom jeg stadig gerne ville have en 3.er.

Held i uheld blev jeg så gravid på prævention og om 3 mdr venter vi så nr 3 ankomst. Jeg glæder mig ubeskriveligt meget men jeg er stadig ikke sådan i ekstase over det.

Så ja jeg tror at man kan blive afklaret når man finder ro i det man har. Men jeg ved også vejen dertil er meget lang især hvis ønskerne ikke er ens mellem parterne for hvem har ret til at få netop SIT ønske opfyldt. Og lige med børn er det ikke ret meget at gå på kompromis med hvis den ene vitterligt ikke ønsker flere.

Lullaby skriver:

Vi skal måske ikke have flere. Pt har vi 3 og manden siger, at han ikke ved om han kan overskue en 4. Vi snakker ikke nu men om et par år. Jeg ved at det snart bliver min svigerindes tur til at blive gravid. Eller i hvert fald forsøge. Hun er meget skruk og har nu fundet en kæreste som også er det.
Jeg tænker meget på det. Jeg må indrømme, at jeg ikke ved om jeg bliver glad når nyheden falder. Hvis jeg skal være ærlig bliver jeg nok ked. Fordi jeg ved, at det måske ikke bliver mig igen.

Da vi havde fået de store ( tvillinger ) var jeg ikke i tvivl . Jeg ville gerne have 1 mere . Der skulle så gå 8 år før det gik i opfyldelse . Nu er jeg ikke i tvivl . Jeg skal ikke have flere børn.

 

Jeg har efter barn nr. 3 måtte acceptere at jeg bare aldrig bliver afklaret. Vi troede vi skulle have to og så ville vi rigtig gerne have 3 og syntes det var perfekt og var sikker på at det ville gøre os afklaret. Vi har bil og bolig der passer til 3 børn, så et barn mere ville give anledning til nogle justeringer men det er vi meget enige om vi finder ud af, så det ikke er det som er det afgørende.

Så nu kunne vi godt forestille os at få nr 4, dog syntes vi der helst skal gå et 2-3 år endnu da vi har to små pseudeotvillinger. Måske mister vi lysten i takt med årene går eller måske ikke. Lige nu er det i hvert fald ikke til at sige og har jeg simpelthen opgivet at blive afklaret. For det ved jeg nu at jeg ikke bliver.Det må nok være fornuften og det praktiske der skal stoppe det.

Synes det er svært for det er jo bare fantastisk at få børn og se dem vokse op og tanken om ikke at skulle opleve det mere kan være sværere for nogen åbenbart, så kan kun sige jeg forstår dig fuldt ud og ka også mærke det bliver lidt værre når nogen tæt på bliver gravide.

Jeg tror nogle gør, andre gør ikke.
Jeg har også tre og kunne sagtens få nr 4 om nogle år hvis manden sagde ja. Men DET gør han ikke. For ham er tre alt rigeligt og han ønsker ikke flere børn i fremtiden.

Jeg kan sagtens sætte mig ind i din tankegang. Og bare fordi man har tre bliver man ikke mindre ramt end dem der har 1 barn hvis ønsket om flere børn er til stede.
Jeg ved at flere af dem jeg kender skal have børn, enten har de ingen, eller måske kun 1. Jeg vil glæde mig på deres vegne over de får lov til at opleve et, eller endnu et, mirakel. Men dermed ikke sagt jeg ikke sørger på en måde, fordi det ikke er mig der skal tisse to magiske streger, mærke forventningen glæde, spænding, panikken
Ikke skal hygge mig med at ae maven, forestille mig babyen kommer, lave værelser og vaske nyfødt tøj og lægge i skuffer mens jeg smiler ved tanken om min fremtidige baby.
Ikke at skulle føle livet vokse inden i mig, gå til JM, snakke med andre gravide om det hele, føle min krop skaber noget unikt nu og her. Tænke over den kommende fødsel, glæde mig til endelig at se vidunderet, holde det tæt og tænke - du er min skat, for første gang.
Se den nyfødte sove i mine arme, amme og glædes ved det liv jeg har skabt....årh jo, kan alt rigeligt sætte mig ind i savnet ved aldrig at skulle opleve noget så stort igen....måikke engang når jeg bliver bedstemor og 20-30 år
Jeg er gift, har tre børn. Der vil ikke de næste 20-30 år ske så vilde ting som i de sidste 6. Ikke være oplevelser der overhovedet kan matche dem jeg har haft, ingenting man kan glæde sig så voldsomt til frem over.
Jeg kan godt blive lidt trist ved tanken om de store ting/ oplevelser er overstået for mig for altid, næsten i hvert fald.
At nu er der kun dagligdagen, studiet-job, mad, husholdning og i ny og næ en ferie at se frem til. Ingen fantastiske oplevelser på vej.
Tag ikke fejl. Jeg elsker mit liv og ville ikke bytte det. Og vil absolut ikke lyde utaknemmelig, men når man ved hvor absolut enestående det er at blive gift, at blive mor, så er der bare intet der kommer i nærheden fremover. Selv om det F.eks er super det med en dag i Legoland som vi lige har haft med godt vejr, en tur på stranden eller lign, så er det ikke den magiske lykkerus på samme måde og vil aldrig blive det.
Jeg kan godt glæde mig til jul, til ungernes forventninger om julemanden, gaver, hygge osv, men igen det er ikke unikke oplevelser som sådan der vælter en omkuld. Ville så gerne kunne glæde mig til endnu et mirakel i maven, men jeg har nok erkendt at manden aldrig kommer til samme erkendelse.
Jeg må lære at leve med vi ikke får flere vidundere og se på dem jeg har og nyde dem. Også selv om det at se på dem nogle gange kan forstærke ønsket om flere børn.
Alt i alt er jeg heldig. Javist har ci kæmpet for at få dem, især nr et som tog flere år, været igennem
SA og MA, som var hårdt, men vi har trods alt tre lækre børn, et hjem og en fremtid der ser nogenlunde ud hvis min sygdom også i fremtiden kan dæmpes med medicin kan den ikke, ser min fremtid ikke så fed ud, men den tid den sorg. Nu er der kun at nyde min familie og tro på jeg kan glæde mig på andres vegne fremover.

MariaE skriver:

Jeg tror nogle gør, andre gør ikke.
Jeg har også tre og kunne sagtens få nr 4 om nogle år hvis manden sagde ja. Men DET gør han ikke. For ham er tre alt rigeligt og han ønsker ikke flere børn i fremtiden.

Jeg kan sagtens sætte mig ind i din tankegang. Og bare fordi man har tre bliver man ikke mindre ramt end dem der har 1 barn hvis ønsket om flere børn er til stede.
Jeg ved at flere af dem jeg kender skal have børn, enten har de ingen, eller måske kun 1. Jeg vil glæde mig på deres vegne over de får lov til at opleve et, eller endnu et, mirakel. Men dermed ikke sagt jeg ikke sørger på en måde, fordi det ikke er mig der skal tisse to magiske streger, mærke forventningen glæde, spænding, panikken
Ikke skal hygge mig med at ae maven, forestille mig babyen kommer, lave værelser og vaske nyfødt tøj og lægge i skuffer mens jeg smiler ved tanken om min fremtidige baby.
Ikke at skulle føle livet vokse inden i mig, gå til JM, snakke med andre gravide om det hele, føle min krop skaber noget unikt nu og her. Tænke over den kommende fødsel, glæde mig til endelig at se vidunderet, holde det tæt og tænke - du er min skat, for første gang.
Se den nyfødte sove i mine arme, amme og glædes ved det liv jeg har skabt....årh jo, kan alt rigeligt sætte mig ind i savnet ved aldrig at skulle opleve noget så stort igen....måikke engang når jeg bliver bedstemor og 20-30 år
Jeg er gift, har tre børn. Der vil ikke de næste 20-30 år ske så vilde ting som i de sidste 6. Ikke være oplevelser der overhovedet kan matche dem jeg har haft, ingenting man kan glæde sig så voldsomt til frem over.
Jeg kan godt blive lidt trist ved tanken om de store ting/ oplevelser er overstået for mig for altid, næsten i hvert fald.
At nu er der kun dagligdagen, studiet-job, mad, husholdning og i ny og næ en ferie at se frem til. Ingen fantastiske oplevelser på vej.
Tag ikke fejl. Jeg elsker mit liv og ville ikke bytte det. Og vil absolut ikke lyde utaknemmelig, men når man ved hvor absolut enestående det er at blive gift, at blive mor, så er der bare intet der kommer i nærheden fremover. Selv om det F.eks er super det med en dag i Legoland som vi lige har haft med godt vejr, en tur på stranden eller lign, så er det ikke den magiske lykkerus på samme måde og vil aldrig blive det.
Jeg kan godt glæde mig til jul, til ungernes forventninger om julemanden, gaver, hygge osv, men igen det er ikke unikke oplevelser som sådan der vælter en omkuld. Ville så gerne kunne glæde mig til endnu et mirakel i maven, men jeg har nok erkendt at manden aldrig kommer til samme erkendelse.
Jeg må lære at leve med vi ikke får flere vidundere og se på dem jeg har og nyde dem. Også selv om det at se på dem nogle gange kan forstærke ønsket om flere børn.
Alt i alt er jeg heldig. Javist har ci kæmpet for at få dem, især nr et som tog flere år, været igennem
SA og MA, som var hårdt, men vi har trods alt tre lækre børn, et hjem og en fremtid der ser nogenlunde ud hvis min sygdom også i fremtiden kan dæmpes med medicin kan den ikke, ser min fremtid ikke så fed ud, men den tid den sorg. Nu er der kun at nyde min familie og tro på jeg kan glæde mig på andres vegne fremover.

smukt og rammende indlæg...

Lullaby skriver:

Vi skal måske ikke have flere. Pt har vi 3 og manden siger, at han ikke ved om han kan overskue en 4. Vi snakker ikke nu men om et par år. Jeg ved at det snart bliver min svigerindes tur til at blive gravid. Eller i hvert fald forsøge. Hun er meget skruk og har nu fundet en kæreste som også er det.
Jeg tænker meget på det. Jeg må indrømme, at jeg ikke ved om jeg bliver glad når nyheden falder. Hvis jeg skal være ærlig bliver jeg nok ked. Fordi jeg ved, at det måske ikke bliver mig igen.

Jeg havde det på samme måde, da vores nr. tre var lille, og der gik flere år, før jeg var sikker på, han skulle være den sidste. Jeg vil sige det sådan, at virkeligheden traf beslutningen for os. Ikke de første år, mens alle tre var (ret) små, for da ville jeg godt kunne overkomme en til - tror jeg. Men da den ældste blev præpubertær og havde brug for én slags opmærksomhed, mens midterbarnet begyndte i skole og skulle have hjælp til læsning m.m., mens den yngste havde det svært socialt i børnehaven- da syntes jeg ikke, jeg ville kunne gøre det godt nok, hvis der også kom en baby med akutte behov for nærvær. 

Jeg ville også gerne være en superdygtig lærer og prioritere mit job højt - der var, ærligt, et par år, hvor jeg havde lige lovligt nok at se til hjemme til at gøre den indsats, JEG ønskede, på jobbet, og jeg følte ofte, jeg var bagud konstant - enten hjemme eller på arbejdet. 

Og så husker jeg tydeligt, da vi var til julearrangement i børnehaven - præcis samme program som dagen før på storebrors stue og som ÅRET før og året før igen! - at jeg tænkte, at nu havde jeg ligesom været der, nu behøvede jeg ikke flere børnehavebørn 

Med tre teenagers har de seneste år givet en masse nye udfordringer, konflikter, bekymringer - og absolut en masse glæder! Men det er rockerhårdt at have to kærestesørgende unger på en gang, være i tvivl om den enes valg af ungdomsuddannelse og grue for, om den ældste får job, når hun er udlært - og at støtte den yngste, der tumler med tanken om, hvorvidt han er homoseksuel. 

Man vokser med opgaven, og vi skulle da nok have kunnet klare en mere uden alvorligt omsorgssvigt til følge - men alligevel. Fik jeg iøvrigt nævnt, at den ældste havde en spiseforstyrrelse og var selvskadende i en periode? Da var der meget lidt at give af til hendes små brødre - og min pointe er vel, at tre velfungerende, harmoniske småbørn ikke nødvendigvis er lig med lutter småproblemer senere hen.