Bliver nødt til af lette mit hjerte

Dette er første gang, jeg nogensinde fortæller min historie.. Grunden til at jeg er som jeg er, hvad jeg er blevet udsat for,  og jeg ved nu, at jeg aldrig er kommet over det. jeg tvivler meget på at det nogensinde bliver bedere  

det hele begyndte da jeg var 12 år gammel.. Jeg mødte en sød fyr, og vi begyndte at ses, da jeg blev 13 blev vi kærester, men jeg var meget tilbageholdende, F.eks. Sex var ikke en mulighed for mig før jeg var 15.. Det vidste han godt. men kort efter at vi blev kærester, blev jeg voldtaget for første gang, jeg var forvirret og bange.. Han tig mig, og smed mig ind under en kold bruser, jeg fik afvide at sådan var det, sådan ville det være i resten af mit liv, hvis ikke jeg gjorde som han sagde, blev jeg straffet.. hvis jeg sagde det til nogen, ville han gøre min familie fortræd, og dræbe mig.. 

Så jeg gjorde hvad han sagde, jeg løj for mine forældre. Om hvor jeg var, hvem jeg var sammen med, hvad jeg lavede, hvor de blå mærker de a og til så kom fra.. 

forholdet blev mere og mere voldeligt, hvis jeg på nogen måde gjorde modstand, fik jeg tæsk, han kunne også finde på at holde en kniv imod min hals, og derefter sparke til mig. jeg var helt sikker på at jeg skulle dø Mange gange.. Engang smed han mig i et skab, og lod mig sidde der i ja, jeg ved ikke præcis hvor længe.. Men længe.. 

jeg er sikker på at jeg kun slap væk, fordi at han en dag smed mig ud, han sagde han var blevet træt af mig, og arjan kunne få bedere. Jeg slap væk.. Han flyttede heldigvis ud af byen. Så jeg fik ham aldrig at se igen.. 

Jeg sagde det aldrig til nogen.. Jeg fik en ny kæreste da jeg var 15, og pludselig var det hele bare ok igen. 

Men nu? Jeg har fået to børn, jeg er 26 år, og det hele vender tilbage til mig.. Hver gang manden og jeg har en form for skænderi, hvis han smækker med en dør, hvis han råber, enten farer jeg sammen og bryder i gråd, eller hvis han prøver at få mig lidt ned vrider jeg mig, sparker og slår ud efter ham hvis han kommer for tæt på.. Jeg føler jeg er den lille pige igen, hende der blev udnyttet og banket! Føler mig så dum bagefter  

Det ødelægger vores liv sammen jeg ødelægger det.. Han siger jeg er egoistisk når jeg gør det, og det jo rigtigt.. han kan ikke have at jeg græder og ynker mig selv.. Det er jeg blevet for gammel til.. Han ved jeg har haft det svært før. Og nogen af de ting jeg er blevet udsat for. 

Jeg ved bare slet ikke hvad jeg skal gøre  

jeg er ved at miste ham jeg ved bare ikke hvad jeg skal gøre !!!! 

Psykolog er ikke en mulighed....

Anonym skriver:

Dette er første gang, jeg nogensinde fortæller min historie.. Grunden til at jeg er som jeg er, hvad jeg er blevet udsat for,  og jeg ved nu, at jeg aldrig er kommet over det. jeg tvivler meget på at det nogensinde bliver bedere  

det hele begyndte da jeg var 12 år gammel.. Jeg mødte en sød fyr, og vi begyndte at ses, da jeg blev 13 blev vi kærester, men jeg var meget tilbageholdende, F.eks. Sex var ikke en mulighed for mig før jeg var 15.. Det vidste han godt. men kort efter at vi blev kærester, blev jeg voldtaget for første gang, jeg var forvirret og bange.. Han tig mig, og smed mig ind under en kold bruser, jeg fik afvide at sådan var det, sådan ville det være i resten af mit liv, hvis ikke jeg gjorde som han sagde, blev jeg straffet.. hvis jeg sagde det til nogen, ville han gøre min familie fortræd, og dræbe mig.. 

Så jeg gjorde hvad han sagde, jeg løj for mine forældre. Om hvor jeg var, hvem jeg var sammen med, hvad jeg lavede, hvor de blå mærker de a og til så kom fra.. 

forholdet blev mere og mere voldeligt, hvis jeg på nogen måde gjorde modstand, fik jeg tæsk, han kunne også finde på at holde en kniv imod min hals, og derefter sparke til mig. jeg var helt sikker på at jeg skulle dø Mange gange.. Engang smed han mig i et skab, og lod mig sidde der i ja, jeg ved ikke præcis hvor længe.. Men længe.. 

jeg er sikker på at jeg kun slap væk, fordi at han en dag smed mig ud, han sagde han var blevet træt af mig, og arjan kunne få bedere. Jeg slap væk.. Han flyttede heldigvis ud af byen. Så jeg fik ham aldrig at se igen.. 

Jeg sagde det aldrig til nogen.. Jeg fik en ny kæreste da jeg var 15, og pludselig var det hele bare ok igen. 

Men nu? Jeg har fået to børn, jeg er 26 år, og det hele vender tilbage til mig.. Hver gang manden og jeg har en form for skænderi, hvis han smækker med en dør, hvis han råber, enten farer jeg sammen og bryder i gråd, eller hvis han prøver at få mig lidt ned vrider jeg mig, sparker og slår ud efter ham hvis han kommer for tæt på.. Jeg føler jeg er den lille pige igen, hende der blev udnyttet og banket! Føler mig så dum bagefter  

Det ødelægger vores liv sammen jeg ødelægger det.. Han siger jeg er egoistisk når jeg gør det, og det jo rigtigt.. han kan ikke have at jeg græder og ynker mig selv.. Det er jeg blevet for gammel til.. Han ved jeg har haft det svært før. Og nogen af de ting jeg er blevet udsat for. 

Jeg ved bare slet ikke hvad jeg skal gøre  

jeg er ved at miste ham jeg ved bare ikke hvad jeg skal gøre !!!! 

Psykolog er ikke en mulighed....

åååårh

hvorfor er sykolog ikke en mulighed, økonomisk ???

jeg syntes VIRKELIG du skal få snakket med din læge, hun/han kan måske hjælpe dig, for du skal have hjælp!!

LilleLene skriver:

åååårh

hvorfor er sykolog ikke en mulighed, økonomisk ???

jeg syntes VIRKELIG du skal få snakket med din læge, hun/han kan måske hjælpe dig, for du skal have hjælp!!

Pga. Det økonomiske  

Har gået til psykolog en gang.. Det gjorde bare det hele værre.. Følte der blev åbnet enmasse døre som jeg havde lukket .. 

Det hjalp på ingen måde.. 

lige meget hvad det eneste der hjælper er en psykolog efter min mening.

og ja du åbner vildt mange døre men tro mig på længere sigt hjælper det og nej det kan tage 1-5år før alt er godt igen og nogle gange mere..

du kan altid gå til lægen og få en henvisning gennem sygsikringen og der betaler du ikke særlig meget pr gang og man får 12gange men psykologen kan altid forlænge det

HUSK, du skal jo ikke leve som du gør det tænk hvor meget det ødelægger dig selv ikke kun din familie men dig selv og du har været igennem et helvede

Først lige et kram 

Jeg har selv været udsat for noget voldsomt i mine tidlige teenageår. Min erfaring er at mennesker er utrolig gode til at fortrænge alt det ubehagelige, indtil et vist punkt. Der gik rigtig lang tid før jeg reagerede på den ubehagelige hændelse, og selvom der nu er gået et helt årti, så kan jeg pludselig få det fysisk dårligt.

Jeg har selv haft rigtig godt af at tale om det. Det var først rigtig svært, men efterhånden som man får fortalt historien igen, så er det lige som om at hændelsen ... Ja.... Ikke betyder mindre, men har mindre ejerskab over en. Det er svært at forklare..

Det bliver bedre med tiden, men kun hvis du får bearbejdet hændelsen. Man kan ignorere det i en rum tid, men det vil komme op igen. Hvis det er første gang du har fortalt det, så kan det være en måde ville være at tillade dig selv at tale om det. Det kan være du har behov for at tale om det med dine forældre eller en hel fremmed? Hvorfor er psykolog ikke en mulighed? Det behøver ikke være en psykolog, men du har helt sikkert brug for redskaber til at bearbejde det. Jeg havde min forældre og kæreste, men det er ikke alle der kan håndtere det.

Din adfærd er desuden ikke egoistisk, det burde din mand ikke sige... Jeg ved helt sikkert hvordan det er at gennemleve situationen. Det har man bare ikke altid kontrol over. Det er bare rigtig svært for pårørende at være i denne situation. Derfor kan det ofte være nemmest først at tale med en udefra. Det kan også være du skal snakke med din mand, om hvad du har skrevet i denne tråd. Forklar ham hvordan du har det. Eller det kan være han har hehov for at få redskaber til hvordan han skal håndtere situationen. Det kan være utrolig svært.

Det er ikke en let situation, men det kan blive bedre. Husk også på at det ikke er noget at skamme sig over. Der er mange der, desværre, har været i din situation. 

Har du snakket med din mand om det her? Så kan han måske bedre sætte sig ind i hvorfor du reagerer som du gør.

Selvom du ikke kan snakke med en pyskolog er der vel intet til gene for at du snakker med din mand om det. Ellers kan man jo ikke leve sammen, hvis du reagerer pga. noget voldsomt og han tror at du bare skaber dig.

Pga. Det økonomiske  

Har gået til psykolog en gang.. Det gjorde bare det hele værre.. Følte der blev åbnet enmasse døre som jeg havde lukket .. 

Det hjalp på ingen måde.. 

Jeg tog for lang tid om at besvare. Nå... 

Jeg forstår godt det med psykologen kan være svært. Jeg fik ikke noget ud af psykologen, men havde så også et solidt netværk.

Det at tale om det åbner op for en masse døre, men disse døre er ikke lukket i din ubevidsthed. Hvis du forstår hvad jeg mener. Du tænker alligevel på disse ting, måske ikke bevidst, men så ubevidst. Hvis det skal bearbejdes, så må disse åbnes. Det er utrolig hårdt. Jeg har været der... Men det bliver bedre. Det er på et tidspunkt en lettelse. Det er ikke som et plaster der skal hives af. Det er en lang process. Nogle gange skal det blive værre før det kan blive bedre.