Okay - verdens bedste fødsel er nok en overdrivelse, men da der både er (flere) dødsfødte børn i familien tæt på, og desuden flere der ikke kan føde naturligt, så var jeg på forhånd ret nervøs. Men det gik over alt forventning!
Og eftersom jeg havde boet i udlandet havde jeg ikke haft mulighed for hverken regelmæssige jordemoder-besøg eller fødselsforberedelse - men fødes skulle han jo - og da helst på den naturlige måde!
Veerne gik igang efter et gigantisk møgfald på kæresten, fordi MIN bil var blevet påkørt imens han havde lånt den (dog imens den stod parkeret, men i min vilde hormon-optur var det jo naturligvis helt og holdent hans skyld!) - så samme aften da jeg var faldet ned (og han sad sammenkrøbet i et hjørne af sofaen) erklærede jeg at jeg godt snart ville føde, fordi der jo intet var i fjernsynet denne fredag aften, og i øvrigt var der altid mange ledige parkeringspladser ved hospitalet om lørdagen.
Så veerne startede kl.21.30 - dog var jeg yderst skeptisk (men jeg er også nordjyde), og først da manden langsomt begyndte at pakke bilen og (imod min vilje) kontaktede fødegangen (som jeg selvfølgelig nægtede at snakke med) og nærmest tvang mig ind i bilen ville jeg erkende, at jeg måske havde veer. Med cirka 5 minutters mellemrum. Vanden var jo sådan set også gået oppe i sengen, men jeg havde jo hørt at man skulle vade rundt i 15 timer derhjemme og ikke kun 3-4 timer, før man kørte afsted.
Først da jordemoderen sagde 'Du er 5 cm åben og dermed i fødsel' ville jeg acceptere, at nu var det nu.
... Og det var jo egentlig udemærket, for jeg havde lige bagt müslibarer som 'sunde snacks' til forløbet og havde også rent undertøj på. Jeg havde set alle afsnit af CSI og en ishockey-turnering fyldte sendefladen. Jeg havde ikke andre planer.
Jeg var i øvrigt den eneste på hele fødegangen, så manden fik lov at spise alle sandwicherne og drikke alt kakaomælken, imens han kunne berette om de her skrækhistorier om fødselsproblemerne i min familie og min forhånd-godkendelse af kejsersnit, HVIS det skulle blive aktuelt.
Omkring kl.01 ankom vi, og så travede jeg ellers nøgen rundt på fødestuen, imens en skræmt jordemoder stod i hjørnet og advarede alle om 'Løvinden' som de i sjov havde døbt mig.
Jeg var muligvis en tand uhøflig og til tider direkte grov over for alle, ligesom jeg forviste folk til et meget lille hjørne af fødestuen, hvor de aller-nådigst måtte stå og kigge på. Men tale skulle de fandme ikke - og åndssvage forslag om massage og nussen-over-lænden fik jeg også frabedt mig.
Jordemoderen havde stille og medfølende spurgt manden om 'jeg altid var sådan der' - hvortil han havde svaret 'engang imellem'. (Men det er jeg altså ikke - jeg er faktisk ret flink, men helt ærligt - ville du ikk også blive sur hvis du lånte din bil ud og den kom smadret hjem?)
På grund af de her komplikationer i min familie, fik jeg en masse ekstra tjek af nogler læger, som bandede over alt det hår der var i vejen (på barnet - ikk mig...). Det var egentlig rart, fordi de var hele tiden ekstra opmærksomme på den her historik og samtidigt var der god respekt for mit ønske om naturlig (dog ikk smertefri!) fødsel - og da der ikke var andre fødende, så var der en dejligt roligt og afslappende stemning blandt lægerne og jordemøderne.
Jordemoderen frarådede mig epiduralen da jeg arbejdede fint med veerne og jo havde overskud til at skælde ud. Men helt ærligt - jeg var så træt af at nedstirre den stikkontakt som jeg var blevet bedste venner med, og ville meget gerne godt slappe af. Og første-gangs-fødende er jo tit i gang over 24 timer, ikk...? Men mine veer gik jo fint fremad og skulle jeg ha en epidural skulle det være nu. Desuden regnede de med, at jeg ville føde før kl.08.00 samme morgen og nu var klokken jo 3.
Pludselig går døren op til stuen og ind kommer den her over-kække mørkhårede pige med et eller anden lidt-for-smart-navn og råber:
'Iiiih er I allerede igang - GUUUUUD hvor hyggeligt!!'
... altså, nogle folk har man bare lyst til at lammetæve!
Hende fik jeg selvfølgelig også forvist til den anden ende af stuen, men hun var ikke rigtigt så modtagelig for mine trusler. Til gengæld fik hun mig sat ned på sengen og vupti-snupti - lige så kæk som hun var, lige så ferm var hun med den nål (som jeg i øvrigt overhovedet ikke kunne mærke en skid af). Og epiduralen - den virkede i løbet af to minutter.
Og så begyndte undskylde-scenariet!
Først til Frøken Kæk (der selv undskyldte sine ringe lægge-drop-evner), herefter til manden (som jeg havde smidt ud, og hentet ind igen), og så til jordemoderen der var rimelig kølig fordi der snart var vagtskifte (og selv måtte undskylde for hendes 3 forsøg på drop), og så til overlægen der endte med at måtte lægge drop i armen på mig (på 6. forsøg i alt), som bare grinede lidt af mig og gik igen.
Men smerten gik helt væk - og jeg gik på facebook
Det viste sig i øvrigt at der blev benyttet en ny metode til at lægge epidural, hvor man scanner sig frem til det rigtige sted i ryggen, fremfor at famle i blinde. Senere skulle jeg give godkendelse til at mine data blev benyttet i den videre forskning - men den her nye metode har jeg i hvert fald intet at udsætte på.
Da der så var vagtskifte, kom der en jordemoder-studerende ind, som jeg gudhjælpemig har undervist i et fitnesscenter i omkring et års tid - og som har snakket en masse med mig om fødsel og alt det. Tænk at hun skulle tage imod! Det var da næsten rørende at føde ved en man kender! Knap så rørende at hun fandme ligner en fotomodel - for hvem gider at føde foran sådan en?
Men så begyndte vi ellers at sladre! Fordi jeg havde jo ikke set hende, siden jeg gik på barsel, og hendes søster var også gravid og hvad-var-der-sket... og imens vi ellers knevrede, arbejdede veerne derudaf - og jeg mærkede intet!
Først da veerne desværre gik lidt i sig selv igen omkring kl.08.30, og barnet hovede var for langsomt til at falde ned, blev jeg uvenner med min jordemoderstuderende - for hun skruede ned for epiduralen og op for de ve-stimulerende halløj, der jo gør ondt.
Æv.
Nå - vi samlede alle kræfter, og imens jeg brokkende erklærede at 'det her er der fandme ikke nogle der kan gøre', fik jeg besked på at fokusere mine kræfter ned imod barnet, i stedet for at skrige og råbe bandeord.
Et kort øjeblik husker jeg at kigge op imod væggen og se en lang linje af mennesker i hvide kitler - jeg nåede kun at tænke 'Hvad fanden gør de der?', da jeg havde frabedt mig (skriftligt) at være et tilløbsstykke for studerende.
Jeg blev sat til at gispe - hvilket jeg pure nægtede! Til dels anede jeg ikk hvordan og til dels kunne jeg slet ikk se formålet. Så fik jeg lattergas, hvilket jeg heller ikke fattede en skid af hvordan virkede - og derfor smed fra mig. Jeg havde sguda ikk tid til at lure nye tricks - jeg var ligesom ved at FØDE!
Jeg husker kort den anden jordemoder udbryder: 'Jamen underviser hun ikk i kickboksning? Skal vi ikke spænde hendes ben fast', hvorefter 'min' studerende roligt erklærede at det slet ikke var nødvendig - men alligevel satte manden til at holde mit ene ben, imens jordemoderen holdte godt fast i den andet.
Så begyndte de at heppe, for nu skulle hovedet ud!
Og så kom hovedet ud. Og ind igen. Og ud. Og ind igen. Og ud igen og ind igen. Selv manden begyndte at heppe højlydt - hvor efter jeg for første gang fik en halv-sur kommando fra 'min' studerende om, at han SKULLE ud nu.
Hovedet kom ud først - herefter en skulder og så resten af Emil. Jeg havde aktive presseveer i cirka en halv time.
Emil er født med navlestrengen viklet omkring halsen, armen og benet. Hans hoved er større end gennemsnittet, hvorfor det gik så langsomt med at hovedet ville falde ned, og hvorfor det var så svært at føde ham. Folkene i kitlerne langs væggen havde givet mig til 12.15, så røg jeg i kejsersnit - Emil er født 12.14 og det hele tog imellem 14 og 15 timer. Han scorerede top-karakter i det hele, havde et kæmpe sort garn på hovedet og lignede overhovedet ikke sin mor. Ikk engang på termperamentet - for han var faktisk meget rolig.
Så kom moderkagen, som jeg naturligvis også nægtede at kigge på. Så blev jeg syet sammen med nogle få sting, og så gik jeg ellers i bad og gjorde klar til besøg.
Det gør ondt at føde - men det netværk der er omkring en på et hospital er ikke alene topdygtige og professionelle, men også ekstremt overbærende og har nemt ved smil.
Så det der med at føde - det gør jeg gerne igen
Emil blev født 12. maj 2012, 56 cm, 4020 g med mørkt hår og et roligt gemyt. Idag er han snart 1,5 år, har lyst hår og er lidt højere end gennemsnittet - hans temperament er steget en hel del, og jeg synes han er ret kommanderende....?
