Jeg har gennem hele min graviditet læst fødselsberetninger herinde. Jeg har aldrig kommenteret på dem eller lavet andre indlæg, men nu synes jeg, at tiden er kommet til at "betale tilbage". Så her er min fødselsberetning fra da jeg fødte min smukke datter i foråret. Hun er mit andet barn og jeg ville også gerne dele fødselsberetningen fra da jeg fik min søn i 2011, men den er desværre aldrig blevet færdig, da jeg (stadig!) begynder at hyle når jeg forsøger at skrive den (meget kompliceret fødsel - forfærdelig fødselsoplevelse!).
Anyways - enjoy! 
Graviditet:
Siden jeg d. 30. august 2012 stod med en positiv graviditetstest har jeg haft sammenlagt 15 dage, hvor jeg ikke har kastet op. De første ca. 24 uger var jeg ekstremt hårdt ramt af hyperemisis (døgnkvalme og opkast mellem 15 og 25 gange i døgnet) og jeg fik akupunktur på Viborg Sygehus en gang om ugen indtil julen 2012. Herefter var opkastningerne aftaget så meget, at jeg synes det var langt at køre til Viborg for at få akupunktur (45 km). Fra jul og frem til fødslen kastede jeg op 1-4 gangen om dagen og havde det konstant som om jeg havde siddet bagerst i en bus i bjergkørsel. Desuden var jeg også denne gang ramt af bækkenløsning, så alt i alt har det ikke været ”den lykkeligste tid i mit liv” denne graviditet! 
Mandag d. 18. marts 2013:
34+1: Havde om natten haft plukkeveer der nev lidt. De gik i sig selv igen, men da det startede igen om eftermiddagen besluttede vi, at vi hellere lige måtte ringe til fødegangen og høre, hvad de syntes og tænkte. De ville gerne lige have mig ind til tjek, bl.a. for blærebetændelse.
Vi kører til Viborg og jeg får stixet urin som er fin og så får jeg kørt CTG som viser regelmæssige veer! Yikes! 
Det var vi ikke lige forberedte på! Jordemoderen vil gerne lige undersøge mig og det viser sig, at min livmoderhals er stort set udslettet og jeg er en finger åben. Hun siger desuden at jeg er ”MEGET moden”. Efter nogle timer på fødemodtagelsen, hvor vi ikke rigtig ved om vi er købt eller solgt begynder veerne at aftage og da de alligevel ikke vil gøre noget for at stoppe fødslen, hvis den for alvor går i gang (fordi jeg er i uge 34), får vi lov at tage hjem. Jeg skal dog aflaste så meget som muligt (ikke nemt med en dreng på 19 mdr.!). Både læger og jordemoder understreger dog, at det vil være rigtig godt for lillepigen, hvis jeg bare kan holde hende inde i en uge mere.
Så går der 4 uger med småveer on/off og da jeg rammer uge 38+0 holder alt op! Ikke engang en fesen lille bitte plukkeve. (og nu ville vi ligesom gerne have hende ud efterhånden!)
Torsdag d. 11. april 2013:
37+4: Jeg er ved jordemoder og hun tilbyder at undersøge mig og evt. lave hindeløsning. Jeg takker ja til undersøgelsen – ingen livmoderhals og 2 cm åben (så lidt har de da gjort de der forbistrede (plukke-)veer). Vi takker dog nej til hindeløsningen, da vi – på trods af utålmodighed – synes det er for tidligt at forcere noget.
Søndag d. 21. april 2013:
39+0: Jeg var (som I måske kan forstå) ved at være temmelig træt af at være gravid. Jeg siger til min mand, at nu gad jeg godt have den der hindeløsning!
Søndagen forløber temmelig normalt – vi havde besøg af nogle naboer om eftermiddagen, men alt i alt helt stille søndag. Om aftenen begynder jeg at få lidt plukkeveer og jeg tager lidt tid på dem, for synes jeg har temmelig mange. Jeg beslutter mig for, at hvis jeg ikke har født mandag morgen, så vil jeg ringe til fødegangen og bede dem om at befri mig for mine lidelser. 
Plukkeveerne er helt regelmæssige med ti minutters mellemrum i tre timer, hvorefter jeg går i seng, falder i søvn og sover hele natten uden at være på toilettet eller inde ved vores søn eller noget (ikke ofte det er sket – slet ikke som højgravid).
Mandag d. 22. april 2013:
39+1: Jeg vågner 6.45 ved, at vores søn kalder. Jeg skulle til gravidsvømning kl. 8 og for at nå at aflevere min søn og køre derned i morgentrafik skulle jeg køre kl. 7, så jeg var lidt irriteret over, at han lige præcis den dag sover længe (han vågner altid ml. 5 og 5.30). Jeg går ned og kaster op, pakker en taske til svømning og går op til min mand og søn. Her er klokken lidt i syv. Jeg gør op med mig selv, at jeg nok ikke kan nå det der svømning og lægger mig i sengen igen. Er stadig lidt irriteret, da svømning virkelig var ugens højdepunkt til sidst i graviditeten.
Kl. 7 mærker en smerte i min lænd og hen over det nederste af maven. Jeg siger til min mand, at jeg måske lige har haft en ve. 7.08 kommer smerten igen og jeg siger til min mand, at nu er jeg sikker på, at det rent faktisk er veer. Jeg tager tid på dem og allerede ved ve nr. 4 er de regelmæssige med 4-5 min. i mellem og de varer godt 1 minut. De gør ondt, men jeg kan sagtens kontrollere dem med min vejrtrækning. Jeg laver havregrød til min søn og spiser morgenmad med ham mens min mand går en tur med vores hund.
Kl. 7.50 ringer jeg til fødemodtagelsen på Viborg Sygehus. Vi aftaler, at vi tager det stille og roligt og få afleveret vores søn i vuggestuen. Jeg vil også gerne lige i bad, så vi aftaler at komme ind omkring kl. 10 til tjek.
Min mand kører herefter op i vuggestuen med vores søn. Jeg synes det tager en evighed, da veerne i mellemtiden har taget en del til. De kommer fortsat med ca. 4 min. mellemrum og varer godt et minut, men jeg synes de gør mere ondt. Da min mand kommer hjem ca. kl. 8.30 går jeg i bad. Jeg er i bad i ca. 15 sekunder tror jeg og så eskalerer smerterne fuldstændig. Jeg kaster mig ned på badeværelsesgulvet og råber på min mand, at han skal give mig tøj på. Jeg kan ikke bevæge mig uden at det føles som om min krop bliver flået i stykker. Jeg får tøj på og jeg vælter ud i bilen. Når jeg er oprejst får jeg slet ikke pause mellem veerne, så jeg smider mig ind på passagersædet og lægger det helt ned (hurra for autostole på bagsædet 
). Så længe jeg ligger der på venstre side, kan jeg kontrollere veerne nogenlunde med min vejrtrækning og der er nu 2-3 minutter imellem. Min mand kommer ud kort efter og vi kører af sted mod Viborg. På det her tidspunkt er jeg ikke specielt fan af, at vi har 45 km. til Viborg! Kl. er her 8.50.
Kl. 9.30 parkerer vi endelig langt om længe i parkeringskælderen i Viborg efter en laaang tur med en milliard veer, vejarbejde, gyllespredere (ikke rart når man kun kan styre veerne ved dybe vejrtrækninger gennem næsen!!), begyndende pressefornemmelse og alt for mange sving og vejbump. Jeg stiger ud af bilen og må med det samme kaste mig ind i bilen igen. Det gør simpelthen for vanvittigt ondt når jeg står op og det er bare én lang ve. Min mand løber op i forhallen efter en kørestol og kommer ned og nærmest løfter mig over i den. Jeg brokker mig temmelig meget over, at han ikke vurderer taskerne som det vigtigste i verden lige der, men han ville vist bare gerne ind til nogen der vidste mere om fødsler end han. 
Fuld fart på kørestolen og ind gennem forhallen (som på Viborg Sygehus rummer alt; kiosk, information, venteområde, legeområde, kunstudstilling og alt mulig andet) som selvfølgelig var fyldt med mennesker. Jeg sad der prustende og råbende/skrigende og holdt mig for øjnene, for jeg kunne slet ikke overskue alle de mennesker. (Det må virkelig have været pænt! 
Haha!) Vi møder troligt op på fødemodtagelsen på 7. etage, hiver i snoren og ud kommer hende jordemoderen jeg havde snakket med tidligere. Hun kigger på mig og siger: ”Jeg går lige ind og ringer ned på fødegangen og siger i kommer ned – af sted med jer!” Jeg blev helt glad, for så var sandsynligheden for, at vi ville blive sendt hjem da ikke stor. (Ja, det tænkte jeg faktisk – var stadig i tvivl om det var mig der var pylret! Tal lige om mangel på realitetssans! J)
Kl. 9.50 er vi indskrevet på fødegangen. Vi bliver mødt af jdm. Mette og jdm. stud. Ea. Vi kommer ind på en fødestue og jeg kommer – efter lidt flere veer – over på fødelejet og min mand og Ea tager mit tøj af mig. Jdm. Mette undersøger mig og spørger: ”Presser det lidt allerede?” Jeg siger ”Måske…” (totalt blank 2. gangsfødende!) og så siger hun ”Du er fuldt åben, så du presser bare hvis du får trang til det – vi skal vist snart holde fødselsdag!” Mig: ”Det kan jeg simpelthen ikke overskue! Be’ om en pause!”
Kl. 10.10: Presser spontant og jdm. spørger om hun skal tage vandet og så går det hurtigt med at baby er ude eller om vi skal afvente, at det går spontant, da det måske gør, at jeg er lidt mere med psykisk. Jeg kan ikke helt afgøre med mig selv, hvad jeg synes er bedst, men da jdm. undersøger mig igen siger hun, at hun er i tvivl om, hvorvidt det er et blodkar der står foran fosterhinden, så hun vil ikke tage vandet. Og så venter vi….må presse hvis jeg virkelig ikke kan lade være, men skal helst gispe…..og vi venter….
Jdm. og jdm.stud. sidder mellem mine ben og kigger direkte ind babyudgangen og der sidder de også da vandet går kl. 11. Og jeg skal hilse at sige, at vandet går! Ingen er i tvivl! Som en brandslange står vandet flere meter ud i fødestuen. Jdm. og jdm.stud. springer hver deres vej – jdm. er uheldig med valg af retning, så hun bliver plasket ind i forstervand, så hun må ud på badeværelset og have tørt tøj på. 
Jeg får med det samme de vildeste presseveer.
Umiddelbart efter vandet gik, dykker babys hjertelyd til 95, så der bliver kaldt en læge som tager scalp ph. Den er fin, men da hjertelyden ikke retter sig vil hun gerne have taget en mere. Det når hun dog ikke, for i næste ve er hovedet født og en ve mere og lillepigen er ude! <3 Jdm. holder hende hen over min mave og min omtågede hjerne registrerer, at hun siger, at hun ikke lige har ordentlig fat. Instinktivt rækker jeg op og tager min skønne datter og lægger hende på min mave – simpelthen helt fantastisk!
Hun er varm, våd, fedtet, rund og helt igennem fantastisk! Min mand klipper navlesnoren og kort efter føder jeg moderkagen uden problemer.
Baby Alva blev altså født mandag d. 22. april 2013 kl. 11.15. Hun vejede 4148 g. og var 51 cm. lang.
Til børneundersøgelsen fandt de desværre nogle små blodsprængninger i hendes hud og de efterfølgende blodprøver viste, at hendes blodpladetal var for lavt, så vi var indlagt på neonatal til dagen efter, hvor vi blev udskrevet med en åben indlæggelse. Først d. 8. maj var tallet indenfor normalen og vi blev endeligt afsluttet fra Viborg sygehus.
Nu nyder vi at være en familie på 4 og den nybagte storebror knuselsker sin lillesøster og vil kysse og kramme hende hele tiden. <3
Tak fordi I læste med!
