føler bare at det ville være nemmere jeg forsvandt

jeg burde jo være glad og lykkelig, dejlig mand, søde børn, vellidt af mange mennesker, men jeg er BUND ulykkelig

jeg kan ikke mere, har en psykisk diagnose, men troede jeg var kommet videre...

åbenbart ikke

tog mig selv i at tænke på hvordan jeg skulle hænge mig i haven i nat, eller gøre andre dumme ting...

jeg føler en endeløs tomhed indeni.. og kan ikke sige det til nogen da alle tror jeg er lykkelig og har det godt... jeg vil ikke tabe ansigt og jeg KAN ikke...

det gør så ondt psykisk at det bliver en fysisk smerte og den gennemborer ALT...

Puha :-( men du bliver jo nødt til at have noget hjælp, om ikke andet, så kan du jo snakke med din læge om det, som jo har tavshedspligt
Men husk at tænke på at der findes nogen det ikke kan og vil undvære dig, fordi de elsker dig højere end noget andet!

jeg ved godt det er hårdt at sige det, men hvis du ikke siger det går det ikke kun ud over dig selv men dig dejlige mand og dine dejlige børn HUSK det og ingen ønsker at miste dig

så du må nød til at åbne dig og få den hjælp du behøver

sender dig de største krammer og tanker og tænker om der ikke er nogle psykiater eller sådan noget du kan ringe til

har fundet min kugledyne og beroligende musik, når børnene sover tager jeg en beroligende pille....

jeg troede vitterligt at jeg var rask, det er virkelig et nederlag at erkende det...

tager antidepressiv medicin hver dag, så ikke meget en psykiater kan gøre lige nu...

min mand er ude og se fodbold med vennerne

kan ikke fortælle ham det her....

Anonym skriver:

har fundet min kugledyne og beroligende musik, når børnene sover tager jeg en beroligende pille....

jeg troede vitterligt at jeg var rask, det er virkelig et nederlag at erkende det...

tager antidepressiv medicin hver dag, så ikke meget en psykiater kan gøre lige nu...

min mand er ude og se fodbold med vennerne

kan ikke fortælle ham det her....

jamen hvis du har været på det længe jamen så kan være du skal have noget andet medicin så du kan få det godt igen..

du skal jo slet ikke være ked af det for det er jo ikke din skyld.. det er de dumme tanker og jeg syntes stadig hvis du har en psykiater du skal ringe og fortælle hvordan du har det og evt få gode råd 

Du blivr nød til at få noget hjælpe. Samtaler, ændring i medicin eller lign. KRAM herfra

Åh søde du! - du bliver nødt til at snakke med nogen og psykriater eller psykolog er altså en go go ting! Måske ER det " bare" at du skal have justeret medicinen eller have anden medicin. Desuden findes der noget der hedder EEG Hjernetræning - og det kan altså bare noget med depression ( som lyder til at være noget af det du kæmper med?!) prøv at undersøge det. Der er klinikker i Århus, Ålborg, Vejle og Roskilde samt et par stykker mere, som jeg ikke kan huske. Prøv at undersøge det.
Det er meget videnskabeligt og de er meget dygtige. http://www.eegtraining.dk/velkommen og  http://www.hjernetraening.dk/eeg.html
Dine børn og din mand ville ikke undvære dig, de elsker dig og har brug for dig hver dag.

Anonym skriver:

jeg burde jo være glad og lykkelig, dejlig mand, søde børn, vellidt af mange mennesker, men jeg er BUND ulykkelig

jeg kan ikke mere, har en psykisk diagnose, men troede jeg var kommet videre...

åbenbart ikke

tog mig selv i at tænke på hvordan jeg skulle hænge mig i haven i nat, eller gøre andre dumme ting...

jeg føler en endeløs tomhed indeni.. og kan ikke sige det til nogen da alle tror jeg er lykkelig og har det godt... jeg vil ikke tabe ansigt og jeg KAN ikke...

det gør så ondt psykisk at det bliver en fysisk smerte og den gennemborer ALT...

Søde, søde, søde du..
Hvis ikke du kan fortælle det til nogen, hvad så med din mand? Kan du snakke med ham om, hvordan du går og har det? Han vil om nogen forstå dig, fordi han kender dig!

Ellers må du få snakket med din læge, som måske kan få henvist dig til en psykolog, der kan hjælpe dig med dine tanker, og få dig til at se tingene lidt bedre

Håber du snart er i bedring - for ingen ønsker du forsvinder, især ikke dine unger

Hej med dig ven. Prøv at holde modet oppe, det skal nok gå. Jeg vil råde dig til at få psykolog/psykiater  samtaler, da det medicinske ikke altid kan erstatte samtaler med psykiater. Ønsker dig alt godt 

Anonym skriver:

jeg burde jo være glad og lykkelig, dejlig mand, søde børn, vellidt af mange mennesker, men jeg er BUND ulykkelig

jeg kan ikke mere, har en psykisk diagnose, men troede jeg var kommet videre...

åbenbart ikke

tog mig selv i at tænke på hvordan jeg skulle hænge mig i haven i nat, eller gøre andre dumme ting...

jeg føler en endeløs tomhed indeni.. og kan ikke sige det til nogen da alle tror jeg er lykkelig og har det godt... jeg vil ikke tabe ansigt og jeg KAN ikke...

det gør så ondt psykisk at det bliver en fysisk smerte og den gennemborer ALT...

Du er bekymret over at tabe ansigt.... men prøv at stille dig selv spørgsmålet; hvad er det værste der kan ske? At folk omkring dig opdager at du bare er et menneske. Uperfekt er langt mere interessant og også mere behaligeligt at være sammen med. Det eneste som kan hjælpe dig er at åbne op overfor din mand, familie og veninder, at få nogen at tale med. Det andet er alt for ensomt og det liv må du ikke byde dig selv.

Håber at du får kæmpet dig ud af krisen - tror dette indlæg er første skridt på vejen