Alle de følelser..

Puha, jo tættere jeg kommer på min termin, jo mere 'bange' bliver jeg..
Tanken om, at det snart er slut med kæreste-tiden, og vi skal til at være far og mor.. det er lidt skræmmende at tænke på. På en måde. Det vil aldrig mere være 'bare os to'. Altså vi glæder os helt vildt, men samtidig er det svært at vænne sig til tanken. Når jeg tænker på den dag, hvor vi er på vej til sygehuset, bliver jeg altid helt vild følelsesladet, og ender med at sidde og tude. Spændingen? Nervøsiteten? Ved ikke hvorfor? måske fordi at det kan ske når som helst, og jeg ikke ville føle mig 100% klar, hvis det fx var om en uge.. Det skal lige nævnes, at det er mit og kærestens første barn.
Er det normalt at have det sådan?? 

JA!...

Det er helt normalt at sidde med de følelser.. Jeg havde dem også.. Man vender trods alt op og ned på alt hvad man kender.. Man skal sætte sig selv i 2 række.. Og man skal være forældre først, og bag efter kan man lege kærester...


Når det så er sagt... Der kommer en tid hvor der bliver tid og overskud til at være kærester igen med alt hvad det indebærer. I skal bare finde jeres nye rytme

Anonym skriver:

Puha, jo tættere jeg kommer på min termin, jo mere 'bange' bliver jeg..
Tanken om, at det snart er slut med kæreste-tiden, og vi skal til at være far og mor.. det er lidt skræmmende at tænke på. På en måde. Det vil aldrig mere være 'bare os to'. Altså vi glæder os helt vildt, men samtidig er det svært at vænne sig til tanken. Når jeg tænker på den dag, hvor vi er på vej til sygehuset, bliver jeg altid helt vild følelsesladet, og ender med at sidde og tude. Spændingen? Nervøsiteten? Ved ikke hvorfor? måske fordi at det kan ske når som helst, og jeg ikke ville føle mig 100% klar, hvis det fx var om en uge.. Det skal lige nævnes, at det er mit og kærestens første barn.
Er det normalt at have det sådan?? 

Det er helt normalt at føle sådan - det gjorde jeg også da jeg ventede min første  Nu venter jeg nr. 2 og er ikke lige så bange denne gang, for jeg ved hvad vi går ind til. 

Det bedste råd jeg kan give jer, er at huske at være kærester og få kæreste-tid  

Har fuldstændig den samme frygt og tankegang som dig 

Dog er jeg er lige 4 mdr endnu, til jeg skal føde, så tror da godt at det kan nå at eksplodere 

Hvor er det skønt at hører at jeg ikke er den eneste! Det må jo være helt normalt alligevel men nemt er det nu ikke. Gid jeg bare havde sommerfugle i maven, og slet ikke kunne vente! Men sådan er det ikke lige nu. Tvivler ikke på at det nok skal komme Føler virkelig at tiden er gået alt for stærkt, og jeg slet ikke psykisk er på ligefod med min graviditet..

Anonym skriver:

Puha, jo tættere jeg kommer på min termin, jo mere 'bange' bliver jeg..
Tanken om, at det snart er slut med kæreste-tiden, og vi skal til at være far og mor.. det er lidt skræmmende at tænke på. På en måde. Det vil aldrig mere være 'bare os to'. Altså vi glæder os helt vildt, men samtidig er det svært at vænne sig til tanken. Når jeg tænker på den dag, hvor vi er på vej til sygehuset, bliver jeg altid helt vild følelsesladet, og ender med at sidde og tude. Spændingen? Nervøsiteten? Ved ikke hvorfor? måske fordi at det kan ske når som helst, og jeg ikke ville føle mig 100% klar, hvis det fx var om en uge.. Det skal lige nævnes, at det er mit og kærestens første barn.
Er det normalt at have det sådan?? 

Sådan har jeg det også.
Selvfølgelig er jeg glad, og glæder mig helt vildt..... Meeeeen er da også vildt bange og nervøs! ..... Ja, tror det er ret almindeligt at have det sådan

Synes hurtigt man får lidt kæreste tid igen. Lukas er 8 måneder og er et par måneder nu kommet i seng kl 19-19.30. Så efter der har mig og kæresten massere tid til at hygge os sammen som før. Han kom også på eget værelse da han var 3 måneder. Det har overhoved ikke været noget problem, men det har været så dejligt at man kan ligge og putte og hygge snakke inden man sover. Det har vi i hvertfald været van til. Også skal man heller ikke være helt stille hvis man har lyst til lidt ekstra hygge

Anonym skriver:

Puha, jo tættere jeg kommer på min termin, jo mere 'bange' bliver jeg..
Tanken om, at det snart er slut med kæreste-tiden, og vi skal til at være far og mor.. det er lidt skræmmende at tænke på. På en måde. Det vil aldrig mere være 'bare os to'. Altså vi glæder os helt vildt, men samtidig er det svært at vænne sig til tanken. Når jeg tænker på den dag, hvor vi er på vej til sygehuset, bliver jeg altid helt vild følelsesladet, og ender med at sidde og tude. Spændingen? Nervøsiteten? Ved ikke hvorfor? måske fordi at det kan ske når som helst, og jeg ikke ville føle mig 100% klar, hvis det fx var om en uge.. Det skal lige nævnes, at det er mit og kærestens første barn.
Er det normalt at have det sådan?? 

Det kunne være mig som havde skrevet det der. Mig og kæresten venter vores første barn i starten af november og nøjagtig de samme tænker og følelser ræser gennem min krop, sammen med glæden over vores kommende familie situation.
Får at vide alle steder fra at det er helt normalt at have disse tanker, og en veninde fortalte mig at hun synes det gjorde mig til en bedre mor fordi jeg bekymre mig og tænker over situationen. det ville være værre hvis man bare var helt ligeglad, og det måtte jeg jo give hende ret i.

Så nyd tiden med hinanden og tænk på alle de dejlige ting i sammen skal opleve i den kommende tid