Anonym skriver:
Jeg vågnede i nat, hvor jeg var en smule øm i lysken, og baby ikke ville sparke eller skubbe. Efter lang tid (30 minutter) fik vi vækket hende, og hun gav lidt livstegn.
Kæresten ville have jeg skulle ringe til vores jm (vi er under kendt jm, så det er ikke fg vi skal ringe til i akut tilfælde)
Kunne simpelthen ikke få mig selv til det. Synes det er grænseoverskridende at ringe, fordi hun ikke lige har sparket de sidste 3 timer.
Tror jeg ville have det bedre hvis det ikke var kl. Øv om natten eller hvis jeg skulle ringe til fg i stedet.
Er det underligt, at jeg har det sådan?
Nej, jeg synes ikke det er underligt, at du har det sådan. Sådan havde jeg det selv, da jeg var gravid. Var bange for, at de syntes jeg overreagerede. Men det der hjalp mig rigtig meget, var et råd fra min tidligere chef, som hun gav mig tidligt i graviditeten (hun havde er par problematiske graviditeter i baggagen): "det er kun dig, der kan føle, om du tror der er noget galt. Og det er derfor dit ansvar at reagere, hvis du tror der er noget galt. Det er vigtigt, at du lytter til din mavefornemmelse." Det hjalp mig rigtig meget, for jeg synes det "gav mig lov til" kun at tænke på mit barns bedste og ikke hvad alle mulige andre tænkte.
Og så skal det da også lige nævnes, at alle de gange jeg ringede til jm/fg var de rigtig søde og hjælpsomme, og jeg fik ikke indtryk af, at de følte jeg overreagerede eller noget.
Anmeld