Råd søges til pårørende..

Godaften damer og herrer.
Jeg har brug for nogle råd og støtte, fra folk der evt. Har denne sygdom eller pårørende til folk med denne sygdom.
Jeg er gift med en dejlig mand på 3. År og vi har et barn på knapt 1 år. Min mand har døjet med hvad vi troede var depression i 2 år, men fik så diagnosen borderline (den impulsive) i maj.. Dette har taget hårdt på os begge. På den ene side var det rart at han fik en diagnose, men på den anden side følger der meget med! Og lige pludselig er der mange ting der giver mening. Der er desværre rigtig lang venteliste på behandling og han venter stadig... Han var egentlig starter uddannelse men har været nød til at droppe fra, da han er for psykisk ustabil. Hjemme er det klart vores søn der holder hans humør oppe! Han er hele hans verden, og mig selvfølgelig.
Men nogle gange bliver det rigtig svært, og det har også været svært for mig at acceptere han er syg, og de ting vi havde planlagt nok ikke kommer til at gå sådan..
Han kan sommetider bliver meget aggressiv og vred! Og smadre nogle gange ting.. (Vægge, døre, sine egne hænder) han har aldrig lagt en finger på nogle af os, og går oftes hvis han koger over. Men det er bare rigtig hårdt at stå ved siden af.. Det er jo ikke hand skyld... Og jeg vil jo bare gerne hjælpe...
Nogle der måske har nogle gode råd?

Anonym skriver:

Godaften damer og herrer.
Jeg har brug for nogle råd og støtte, fra folk der evt. Har denne sygdom eller pårørende til folk med denne sygdom.
Jeg er gift med en dejlig mand på 3. År og vi har et barn på knapt 1 år. Min mand har døjet med hvad vi troede var depression i 2 år, men fik så diagnosen borderline (den impulsive) i maj.. Dette har taget hårdt på os begge. På den ene side var det rart at han fik en diagnose, men på den anden side følger der meget med! Og lige pludselig er der mange ting der giver mening. Der er desværre rigtig lang venteliste på behandling og han venter stadig... Han var egentlig starter uddannelse men har været nød til at droppe fra, da han er for psykisk ustabil. Hjemme er det klart vores søn der holder hans humør oppe! Han er hele hans verden, og mig selvfølgelig.
Men nogle gange bliver det rigtig svært, og det har også været svært for mig at acceptere han er syg, og de ting vi havde planlagt nok ikke kommer til at gå sådan..
Han kan sommetider bliver meget aggressiv og vred! Og smadre nogle gange ting.. (Vægge, døre, sine egne hænder) han har aldrig lagt en finger på nogle af os, og går oftes hvis han koger over. Men det er bare rigtig hårdt at stå ved siden af.. Det er jo ikke hand skyld... Og jeg vil jo bare gerne hjælpe...
Nogle der måske har nogle gode råd?

Hvor meget ved du om borderline? Jeg tænker at et grundigt kendskab til sygdommen vil kunne hjælpe dig med at se gennem fingre med nogle ting i hvert fald.

Det er generelt rigtig hårdt for pårørende når der er psykisk sygdom involveret. I modsætning til somatisk sygdom kan det være rigtig svært at behandle og medicinere hensigtsmæssigt. Jeg vil anbefalde jer at tage kontakt til SIND. Derigennem vil du måske også have mulighed for at møde andre ligesindede og de har måske nogle gode ideer og forslag til hvordan i lever med borderline uden det styrer hele jeres liv.

ESV skriver:

Hvor meget ved du om borderline? Jeg tænker at et grundigt kendskab til sygdommen vil kunne hjælpe dig med at se gennem fingre med nogle ting i hvert fald.

Det er generelt rigtig hårdt for pårørende når der er psykisk sygdom involveret. I modsætning til somatisk sygdom kan det være rigtig svært at behandle og medicinere hensigtsmæssigt. Jeg vil anbefalde jer at tage kontakt til SIND. Derigennem vil du måske også have mulighed for at møde andre ligesindede og de har måske nogle gode ideer og forslag til hvordan i lever med borderline uden det styrer hele jeres liv.

Tak for svar
Jeg synes selv jeg har rimelig meget kendskab og vi snakker også meget om tingene. Synes bare det til tider kan blive meget frusterende, når hans humør svinger!
Jeg har også en søster der lider af skitzofreni, så psykisk sygdom har altid været tæt på.
Det kan bare være svært at acceptere nogle gange. Også når omverden ikke forstår at det ikke er min mands skyld, at han ikke kan forskellige ting. Der er meget pres på... Og man skal tit forsvare det
Det virker ikke som om der er særlig mange der ved hvad borderline er.. Sammenlignet med skitzofreni, der ved folk ligesom hvad man snakker om.

Anonym skriver:

Tak for svar
Jeg synes selv jeg har rimelig meget kendskab og vi snakker også meget om tingene. Synes bare det til tider kan blive meget frusterende, når hans humør svinger!
Jeg har også en søster der lider af skitzofreni, så psykisk sygdom har altid været tæt på.
Det kan bare være svært at acceptere nogle gange. Også når omverden ikke forstår at det ikke er min mands skyld, at han ikke kan forskellige ting. Der er meget pres på... Og man skal tit forsvare det
Det virker ikke som om der er særlig mange der ved hvad borderline er.. Sammenlignet med skitzofreni, der ved folk ligesom hvad man snakker om.

Ja borderline er undervurderet og mange tror det er noget unge piger får.

Hold da op en mand med borderline og en søster med skizofreni jeg tænker du i allerhøjeste grad har brug for et kram mere ikke fordi jeg ynker dig men fordi jeg tænker at du nogle gange må tilsidesætte dig selv og tænke på dine omgivelser i meget høj grad.

Hvordan har du det?

ESV skriver:

Ja borderline er undervurderet og mange tror det er noget unge piger får.

Hold da op en mand med borderline og en søster med skizofreni jeg tænker du i allerhøjeste grad har brug for et kram mere ikke fordi jeg ynker dig men fordi jeg tænker at du nogle gange må tilsidesætte dig selv og tænke på dine omgivelser i meget høj grad.

Hvordan har du det?

Tak for omsorgen!
Jeg har det fint nok selv. Det er da hårdt til tider. Og jeg ved også min mand har meget skyld følelse pga. De ting han nogle gange ubevidst gør. Jeg glæder mig bare til han kan få noget behandling og forhåbentlig komme videre. For ærligt, tror jeg ikke jeg kan holde til det psykisk i længden, hvis det altid skal være sådan her

Jeg har næsten ikke kontakt med min søster, da hendes skitzofreni er meget "tung" (hvis man kan sige sådan) og trækker som regel omgivelserne meget med. Også har jeg svært ved at tilgive hende for at hoppe ud af et vindue fra 2. Sal pga. En fyr... Selvom hun er syg. Hun er halv invalid i dag og døjer med rygmarvsskade.

Undskyld jeg læsser så meget af på dig lige nu! Men det er ikke ofte folk spørg hvordan jeg har det

Anonym skriver:

Tak for omsorgen!
Jeg har det fint nok selv. Det er da hårdt til tider. Og jeg ved også min mand har meget skyld følelse pga. De ting han nogle gange ubevidst gør. Jeg glæder mig bare til han kan få noget behandling og forhåbentlig komme videre. For ærligt, tror jeg ikke jeg kan holde til det psykisk i længden, hvis det altid skal være sådan her

Jeg har næsten ikke kontakt med min søster, da hendes skitzofreni er meget "tung" (hvis man kan sige sådan) og trækker som regel omgivelserne meget med. Også har jeg svært ved at tilgive hende for at hoppe ud af et vindue fra 2. Sal pga. En fyr... Selvom hun er syg. Hun er halv invalid i dag og døjer med rygmarvsskade.

Undskyld jeg læsser så meget af på dig lige nu! Men det er ikke ofte folk spørg hvordan jeg har det

Det er helt i orden læs du bare af hvis jeg holder op med at svare er det fordi jeg er faldet i søvn.

Nej de fleste tænker ikke på hvor hårdt det er at være pårørende til en psykisk syg. Og det er jo også meget forskelligt hvor syg den syge er. Håber det giver mening! Men jeg kan godt forstå at du må stå i en til tider rigtig svær situation. Psykisk sygdom er jo især svær for omgivelserne fordi meget af sygdommen er usynlig.

Hvilken type behandling er det lagt op til din mand kan få?


Uha undskyld hvis jeg ramte et ømt punkt med din søster det var ikke min hensigt!

ESV skriver:

Det er helt i orden læs du bare af hvis jeg holder op med at svare er det fordi jeg er faldet i søvn.

Nej de fleste tænker ikke på hvor hårdt det er at være pårørende til en psykisk syg. Og det er jo også meget forskelligt hvor syg den syge er. Håber det giver mening! Men jeg kan godt forstå at du må stå i en til tider rigtig svær situation. Psykisk sygdom er jo især svær for omgivelserne fordi meget af sygdommen er usynlig.

Hvilken type behandling er det lagt op til din mand kan få?


Uha undskyld hvis jeg ramte et ømt punkt med din søster det var ikke min hensigt!

Det med min søster er helt i orden. Det er et år siden nu, så man har ligesom lært at leve med det..
Han skal i gruppe terapi på Frederiksberg psyk, og enkelt samtaler. Også har vi overvejet om han ved siden af skal se en psykolog eller psykiater. Han lider også af ADHD nemlig.
Han har haft en meget kaotisk barndom, hvilket denne sygdom jo kommer af, og han har aldrig rigtig snakket åbent om det med nogle, og det vil jeg gerne have han gør, men der er han meget tilbageholdende..
Men nu må vi se. Han er i hvert fald godt selv klar over dette ikke kan fungere i længden, så jeg tror han er villig til at tage meget behandling.