I kan nok godt kende mig, det må i gerne, vil bare ikke kunne googles. Mit brugernavn er J..... T.
Lige siden jeg var helt lille, har jeg været bange for alt muligt. Min mor beskriver mig som et usikkert barn, der var bange for alting. Har (haft) alle de gængse fobier. Klaustrofobi, araknofobi, højdeskræk, bange for alle insekter etc. etc. etc. Har endda haft en fobi for elevatorer og rulletrapper!!
Jeg var også et usikkert barn i sociale sammenhænge. Mine forældre pressede mig til (tvang mig til) at være sammen med mine skolekammerater. Men mine minder om min skolegang er hvor jeg blev holdt meget udenfor og var meget ensom. Var en af de upopulære.
I takt med jeg er blevet ældre er tingene blevet lidt bedre. Jeg er ikke bange for rulletrapper mere. Elevatorer har jeg det ok med - det lærte jeg fordi jeg arbejdede et sted hvor man kun kunne komme på lageret med elevator. Har stadigvæk lidt klaustrofobi, højdeskræk, araknofobi og i høj grad angst for insekter.
Ang. det sociale er det ikke blevet meget bedre. har igennem årene forsøgt at involvere mig socialt i forskellige ting. Men det er aldrig med gejst eller nydelse, det har været noget jeg har tvunget mig selv til, og tit har det været sådan jeg har aflyst når jeg har haft en aftale om at ses med nogen. Hvis jeg har været på hyttetur med uddannelse og sådan forsøger jeg ofte at finde måder at komme hjem på før tid, fordi jeg ikke kan holde det ud og ikke bryder mig om det.
Jeg har ingen venner sådan rigtigt. De fleste "venner" jeg har er folk via internettet, som jeg chatter med og skriver med på tekst. Det kan jeg rigtig godt lide, for så kan jeg svare i min egen tid, og de sidder ikke foran mig og kan "bedømme" mig og aflæse min mimik osv. Jeg har to "veninder" som jeg yderst sjældent ses med, vi skriver som regel også sammen, og jeg har ikke travlt med at lave aftaler med dem.
Har ikke tænkt så meget over det sociale fordi jeg har været på barsel i 2 år, og det har givet mig en tryghed at være i hjemmets base. Jeg har ikke været med i nogen mødregrupper helhjertet. Det har jeg ikke ville engagere mig ordentligt i, bryder mig ikke om det. Har ikke været den er har gået til alt muligt med mine børn fx babysvømning og sådan. Var til salmesang én gang men synes det var ubehageligt med det sociale, så det stoppede.
Det er ikke sådan ungerne har været indelåst! Og min datter er MEGET social, elsker mennesker, at komme ud i verden og opleve, så har ikke smittet af på dem, forstå mig ret.
Har bare passet mig selv og min lille familie. Nu her er det så begyndt at gå op for mig om jeg faktisk ikke har social angst!
Jeg er ikke bange for at tage bussen og handle ind og sådan noget, der skal jeg jo ikke direkte konfronteres med nogen eller noget. Det kan jeg godt.
Men andre sociale sammenhænge. Jeg undgår dem, så har jeg det bedst og er mest tryg! Når jeg ER i sociale sammenhænge har jeg det rigtig skidt. Jeg føler at folk tænker jeg er akavet, jeg tænker hele tiden over at jeg er overvægtig og er meget opmærksom på alle mine deller og at folk når kigger på mig og tænker jeg er tyk. Jeg tænker at folk nok synes jeg er mærkelig at snakke med, at jeg ikke kan finde ud af at smalltalke osv. osv. Aflæser alle andre hyper-meget, overanalyserer og uanset situationen føler jeg mig som den STORE KÆMPE elefant midt i rummet, som ALLE ligger mærke til og synes er mærkelig!
Objektivt set tror jeg at mange ikke opdager det. Objektivt set kan jeg jo godt finde ud af at tale med folk og sådan, og al den analyseren osv. er jo oppe i mit hoved - det kan jeg bare ikke overbevise mig selv om! Så derfor føler jeg også at min situation ikke bliver taget helt seriøst..
Men nu hvor jeg er startet på studiet igen efter 2 års pause, bliver jeg virkelig konfronteret med min angst og mine sociale problemer. I dag var første forelæsning, jeg kender INGEN, fordi jeg har været på orlov, og jeg var så BANGE da jeg gik ind i forelæsningssalen! Følte alle kiggede på mig og lagde mærke til jeg ikke havde nogen at snakke med. Lagde mærke til jeg var den eneste i hele auditoriet, som vejede for meget. Havde det rigtig skidt med det hele, og endte med at gå efter første forelæsningstime.
Senere skulle jeg mødes med min nye holdunderviser og en anden der skulle starte som ny på det hold som har gået sammen et år. Her havde jeg et decideret angstanfald! Op til jeg skulle mødes med dem, fik jeg ondt i maven, så meget kvalme jeg var ved at kaste op, rystede på hænderne, svedte/frøs, svimmel.... Det at skulle mødes med dem i en proppet kantine, hvor jeg følte ALLE gloede på mig og vidste, at jeg var usikker og ikke helt vidste hvor jeg skulle henvende mig, for derefter at tale med to fremmede, forsøge at fremstå godt, osv. Åååh 
Og under mødet med de to tænkte jeg bare KONSTANT at jeg virkede akavet, forkert, at jeg var fed, mit tøj ikke sad pænt..
Jeg skal møde mit nye hold for første gang på torsdag, og jeg har det SÅ dårligt! Har ingen lyst til at skulle starte igen! Alt det her sociale får mig til at få det virkelig dårligt, og jeg er SÅ bange for at starte på et hold med unge folk i start-tyverne, som er veletableret som hold og som ingen børn her. Og her kommer jeg, midt-tyver, ny på holdet, mor til to børn og OVERVÆGTIG. Jeg KAN jo nærmest ikke falde mere udenfor, og jeg har det virkelig forfærdeligt med at blive kastet ud i den sociale verden igen.
Mest af alt savner jeg også at have venner. Nogen jeg kan tale med om de svære ting, men hver gang jeg får et venskab, saboterer jeg det ubevidst, eller ligger ikke tilstrækkelig energi i det, fordi det kræver for meget af mig socialt. Det er virkelig ikke sjovt!
Jeg har ikke talt med nogen om det her før, og "sjovt nok" er det først i forbindelse med den faglige viden jeg har fået på studiet, at det er gået op for mig, at jeg nok faktisk har et angstproblem og ikke bare er asocial og mærkelig. Har bildt mig selv ind jeg bare var typen der trives bedst med at være alene, men ved nu, at det bare er en typisk tryghedssøgende adfærd for folk med et angstproblem så man ikke konfronteres med angsten. For egentlig er jeg jo ensom.
Ved ikke hvad jeg ville.. Hvad tænker i om alt det her? Jeg tænkte også bare det var rart at komme ud med, fordi i dag var første dag i flere år jeg for alvor blev konfronteret med det jeg frygter mest: Det sociale! Det har virkelig knust min lyst til at vende tilbage til et studie, som ellers er fagligt rigtig spændende!
Jeg tænker at:
Jeg synes det er så synd at du går rundt med de her tanker og følelser, for du virker simpelthen som det sødeste, mest sympatiske menneske!
Jeg kan genkende dine følelser i en lille skala. Jeg døjede også med mobning i mine unge teenageår, havde det bedst med at være hjemme med min mor og far og tog ofte tidligere hjem end de andre når jeg f.eks var på ridelejr eller til overnatning hos veninder. Jeg har aldrig gået på fritidshjem, da jeg ikke brød mig om det sociale og hellere ville være alene derhjemme. Jeg har altid leget godt med mig selv og ikke haft behov for selskab (jeg er enebarn).
Men jeg havde også gode veninder da jeg var barn, plus en meget stabil base i hjemmet, og min usikkerhed er altid blevet holdt stangen. Så selvom jeg genkender dine følelser, har jeg været i stand til at kæmpe imod dem, og oplever i dag mig selv som et socialt menneske, som folk dog nogle gange synes er mærkelig fordi mine sociale koder er lidt anderledes end de flestes - sandsynligvis fordi jeg holdt mig meget for mig selv som barn.
De situationer du beskriver, lyder meget normale, men blot forstærkede. Ingen af dine følelser er irrationelle, de er forståelige nok. Men de er bare overdrevne, eller voldsomme, i forhold til hvordan andre ville føle. Giver det mening? Og det passer jo også meget godt med det sensitive. At du føler det hele lidt MERE end andre.
Hvis du havde det fint med at være for dig selv, ville jeg råde dig til at acceptere at sådan er du. Men du lyder ikke til at have det fint med situationen, du lyder til at være ensom og savne venner og det sociale. Og så vil jeg helt klart råde dig til at være modig - arbejd godt med din psykolog, tag en dyb indånding og kast dig ud i situationer som virker angstprovokerende (med måde, selvfølgelig).
Jeg går også på en uddannelse hvor jeg er den eneste med barn og jeg er blandt de ældste. Og det har selvfølgelig sine begrænsninger i forhold til drukture o.s.v., men jeg er fuldt integreret med de andre og sørger for at komme med til så meget socialt som muligt. Måske bliver jeg ikke og tyller øl til kl. 2, men jeg drikker da en bajer eller to og kommer lidt halvsent hjem.
Prøv at se om der ikke er en enkelt eller to eller tre på din uddannelse som du svinger godt med, og føler dig tryg ved. Og så hold dig til dem i starten. Der er jo ikke nogen der siger at du skal kaste dig ud i 20 nye bekendtskaber med det samme.
Og et andet (synes jeg selv ;-) godt råd: Skid på at være den "populære". Du er et voksent menneske nu, og du skal have det godt med folk du kan lide. Hvis nørden er den du synes er sødest, så hyg dig med nørden og glem de smarte kliker.
