Ramt af tristhed, angst og en lille smule had.
Denne historier handler egentlig ikke om mig, og egentlig er det ikke mig der har problemerne, men jeg er alligevel ramt og derfor har jeg brug for at komme ud med det hele.
Jeg har en skøn skøn bror, men desværre sidder han bag tremmer. Han er den bedste bror man overhovedet kan forstille sig og det er svært for mig at forstå hvorfor han er endt der hvor han er. Han skubbede sin kæreste ind i en dør og sidder inde for mild vold - og det gør fucking ondt!
Min bror er ikke sådan! Min bror er det mildeste væsen der findes, han hjælper alle, han vil hellere sørge for andre har det godt og selv mangle - hvorfor er det endt her?
Min bror har haft et lorte liv, rent ud sagt. I skolen fik han af vide at han var dum, uintelligent, duede ikke til noget osv. Dette har han taget med sig og har aldrig fået en uddannelse, hvorfor skulle han? Han er jo bare dum, han kan jo ikke! Men han viste aldrig den smerte der fyldte ham, han viste aldrig at han blev ked af det hver gang han fejlede, det er først i de senere år at jeg har kunne se det på ham, se det i hans øjne når han endnu en gang skulle "skuffe" os.
Han fik det værre og værre, blev hurtig hidsig. Han søgte hjælp hos kommunen, hjælp hos lægen, hjælp hos alle de professionelle, men hver gang var beskeden at han selv måtte betale og de kunne ikke hjælpe ham. At se sin bror gå igennem sådan et helvede er det væreste jeg nogensinde har set. At se en voksen mand gå længere og længere ind i sig selv, uden man som menneske - som søster - kunne gøre noget!
Nu sidder han inde, for noget som på mange måder er så latterligt og samtidig fair nok for man må ikke skubbe - og det ved han! Men først nu er det gået op for kommunen at han nok har brug for hjælp, nu har man fundet ud af at han lider af ADHD! Hvorfor skal det komme så langt? En helt normal mand, med en hel normal familie, har brugt over halvdelen af sit liv på at få hjælp, men det skulle så langt ud.
Jeg elsker ham, ingen tvivl om det. Han vil altid være den bedste bror for mig, men det gør ondt at når mit første barn kommer til verden er morbror der ikke. Hans datters første fødselsdag kan han ikke være med til - og det piner ham!
Puuh, tak for luft!
