Eksperthjælp: amning og flaske

Spring til sidste ulæste indlæg
Følg denne tråd

2.259 visninger
0 svar
1 synes godt om
15. august 2013

Catrine Hansen

"amning og flaske"

Hej Catrine,
Jeg har en lækker søn på 2 måneder og en uge, han er barn nr 3, de to andre er snart 5 og 3 år gamle.

de er begge to meget vilde med ham, specielt storebror, der har svært ved at lade ham være med kys og snak, også når jeg kæmper med at få lillebror til at spise.

Jeg har ammet fuldt ud og det er gået helt forrygende. Han har taget godt ved, og jeg har ikke haft nogen gener overhovedet.

Han har taget godt på (ca 200 gram om ugen) så når han har et appetitspring så har jeg været noget træt. min sundhedsplejerske spurgte om ikke jeg kunne malke ud og så kunne far tage en vagt så jeg kunne få sovet.

det lød som en genial ide, så jeg forsøgte at malke ud, men jeg havde kun det mælk jeg havde, jeg magtede ikke at producere det ekstra der skulle til.

så vi "snød" lidt og købte noget færdig lavet mme.

vi har haft en noget turbulent ferie hvor jeg endte med at få nogle voldsomme migræne anfald, og efter hvert anfald har jeg knoklet for at få produktionen op igen, hvilket har resulteret i endnu et anfald fordi jeg ikke fik søvn nok... så vi snød lidt igen, for at jeg kunne komme helt ovenpå igen.

så skulle vi til bryllup uden børn, hvor jeg malkede ud og han fik mme.

så nu får han både lidt ved mig og lidt flaske. jeg er træt af mig selv fordi jeg ikke har kunnet hvile i at amme ham.

han bliver lagt til men jeg giver hurtigt op og giver så en flaske, fordi han sutter, slipper skriger, sutter, slipper, skriger.

jeg kan heller ikke mærke nedløbsrefleksen mere og tænker at det hele må være gået i sig selv igen.....

er super ked af det for jeg vil rigtig gerne amme.

er det bare sådan det er??
kan jeg nå det endnu eller er det synd for ham??
er der overhovedet noget jeg kan gøre eller må jeg bar indse at det var de to måneder???

(han får ikke flaske om natten, men hos mig 2 - 3 gange, jeg starter altid med at give ham hos mig og hvis han stadig viser tegn på at være sulten så afslutter jeg med mme ca 70 eller 90 ml. )



Catrines svar

Hej og tak for dit spørgsmål.

Jeg vil starte med at sige, at nej, det er ikke for sent! Og nej, det er ikke synd for ham at give amningen en ekstra chance. Det der er synd, er hvis du går og bliver ked af det over at amningen måske er på retur, nu hvor det burde køre så let og godt. Hvis du derimod tænker, at det er fint både at amme og give flaske, så skal du heller ikke have det dårligt med det. DU bestemmer. Men hvis du gerne vil amme fuldt igen, så læs videre. :-)
Det lyder som om det hele er gået lidt i hårdknude, og det bider sig selv i halen. Du må derfor nødvendigvis bryde det mønster der tegner sig lige nu.
Hvis jeg var dig, ville jeg prøve at være lidt modig og simpelthen glemme, at der er noget der hedder flaske! Din søn vil ikke sulte sig selv, så når han bliver sulten nok, vil han tage dit bryst. Prøv at hive et par dage ud af kalenderen, hvor du er fuldstændig dedikeret til at få din dreng til at kunne lide brystet igen. Det ville være godt hvis den mand, eller nogle bedsteforældre kunne hygge lidt om dine andre børn, så din lille søn og dig ikke forstyrres af kærlige og nysgerrige søskende! :-)
Glem oprydning, tøjvask og andre gøremål, som godt kan vente nogle dage, og bare nyd at være afslappet med din lille søn. Lad ham amme så meget og så ofte han vil. Og hvis det ikke er så meget, vil jeg foreslå at du malker ud et par gange i døgnet, evt efter en amning hvor din søn ikke rigtig har villet spise. Forsøg at tilstræbe, at brysterne tømmes 6-8 gange i døgnet, enten af din søn eller via udmalkning.
Hvis han viser tegn på sult efter amning, så læg ham til igen! Dine bryster er aldrig helt tømte, idet mælken gendanner sig hele tiden - også under amning. Og jo mere de stimuleres og tømmes, jo mere mælk laver du. Det er bestemt ikke for sent at få din mælkeproduktion op igen. Men det kræver lidt tålmodighed og det kræver, at din søn ikke tilbydes flaske.
Bliver han alt for ked af det så prøv evt med lidt kogt, afkølet vand på flaske eller fra en lille kop. IKKE mælk, for det vil mætte ham og gøre, at han melder sig færre gange hos dig.
Hold selvfølgelig øje med, at din søn tisser lige så meget som han plejer og at urinen ikke bliver mørk, for det er tegn på at han får for lidt væske.
Efter sådan et par dage med intensiv amning (gerne mange gange i døgnet - 10-12 gange) skulle din mælkeproduktion være øget sådan at den passer til din søns behov. Måske kræver det flere dage med meget amning, men forhåbentlig vil din søn igen få lyst, når han ikke tilbydes en flaske som alternativ. Problemet med flasker er nemlig, at mælken løber nemmere ud, så din søn skal ikke bruge så mange kræfter, og kan derfor blive lidt "doven" ved brystet.

Held og lykke med det! Det skal nok lykkes! :-)

Mange hilsner fra Catrine

Forældre og Fødsel er Danmarks eneste brugerforening der varetager de gravides, fødendes og småbørnsforældres vilkår. Forældre og Fødsel tilbyder desuden rådgivning inden for emner som slynger, søvn, vandfødsler, abort, søskende, samsovning, tvillinger, efterfødselsreaktioner med videre.

Forældre og Fødsel: fogf.dk

Anmeld

Køb et abonnement på Vores Børn

Magasinet til dig med børn på 0-12 år

Priser fra 149 kr.

[ Spring til toppen ]

Gå til forsiden

Gratis eksperthjælp

Det er gratis at søge hjælp hos vores eksperter - se alle eksperterne her.