Den 10-07-09 kl 00.05 fødte jeg Vito.
Jeg var nu gået 14 dage over tid, og den 09-07-09 skulle jeg sættes igang. Både manden og jeg, glædede os, for nu kunne vi snart få vores lille søn at se.
Vi havde længe joket med at jeg var for "god" til at være gravid, og med mit "held" ville der gå dage inden jeg fødte. Og det var da også tæt på, at intet var sket.
Kl. 9.00 ankommer vi til føde gangen for at blive tjekket og høre hvordan de havde tænkt sig. Jordemorderen finder hurtigt ud af, at der ingen grund er til at ligge en pille op, da livmoreren er så kort. Så hun vil gerne tage vandet. MEN self er fuldt optaget på fødegangen. Så jeg få en pille i stedet og bliver sendt hjem og sove lidt, med besked om at vi skulle komme igen kl 14.
Da vi ankommer igen, har jeg ikke haft antydning til noget skulle ske. Og vi bliver mødt med den nyhed, at vi desværre må tage hjem igen, og vente til næste morgen, for der var endnu ikke plads. Vi var begge ved at sætte os på gulvet og lave en scene, for vi ville have vores dreng ud nu!
Men ak nej, hjem vi tog. På vej hjem i bilen, få jeg ondt som bare pokker, og manden begynder og snakke om veer, hvortil jeg er meget sikker, at det er det hvertfald ikke! Folk har jo altid fortalt, man ikke var i tvivl når man fik veer.
Hjemme igen, når jeg halvvejs gennem min menu fra Mc D, og derefter mister jeg alt hvad der hedder tidsfornemmelse, og bare ligger og ruller rundt på sofaen. Nu var vi ikke i tvivl, det var veer!!
Jeg gjorde alt hvad jeg kunne, for at huske at efter hver ve kom der en pause, men ja jeg var helt væk. Kunne ikke snakke, eller noget.
Da kl. er halv seks vil manden ringe til fødegangen. Dette ser jeg ingen grund til, da første gangs fødende jo nemt kan ave veer mange timer. Og nægtede at tage derinde, for at blive sendt hjem igen!!
Kvart i seks, skyder manden en hvid pil efter hvad jeg har sagt og ringer til fødegangen. At gå ned til bilen og vente på en stue på fødegangen, er det længste øjeblik i hele mit liv.
Jordemoderen får mærket på mig kl 18.30 ved ankomsten og allerede der er jeg 5 cm åben.
Jeg bliver meget hurtigt tilbudt og informeret om smertelindring. Lige der kunne de give mig hvad som helst! Jeg får lagt en blokade i ryggen, og 2 minutter efter, er jeg mennesket Tina igen. Aldrig har jeg følt mig så meget i himmel.
De næste par timer, forløber helt stille og roligt. Jeg bevæger mig rundt, får sendt manden ned efter slik, og ja vi hyggede egentlig bare.
Omkring kl 23, må jeg begynde at bruge min pres veer. Nu gik der lidt sport i den, om at vi skulle have ham ud, inden kl 24.
Det nåede jeg dog ikke. han kom 5 minutter "for sent"
Det første jeg spørg om, da han lige er kommet ud, er hvor meget jeg er gået i stykker, og det eneste der er, er en lille afskrabning, som kræver 1 sting. Jeg var lykkelig. Det havde været min største frygt at flække, og var sikker på det ikke var en smerte jeg ville kunne tage.
Jeg kan ikke siger tak nok til den jordemoder der var med til at bringe Vito til verden, falck redderen som var under uddannelse og min kære mand. De var med til jeg havde den bedste fødsel jeg kunne forstille mig, og at det hele forløb som det skulle.
I dag kan jeg sidde og smile af alle de skrækkelige tanker jeg har haft omkring det at skulle føde, for hold da op hvor kunne jeg havde sparet mig selv for meget
