Det "søde" singleliv...

Majeha skriver:

Har det lidt som dig. Dog er vores brud meget nyt, og ser bare frem til at nyde min single tilværelse et godt stykke tid. Kan dog godt savne en partner at dele ting med, men min "frygt" er længeresigtet. Finder jeg nogensinde en, jeg kan leve med eller ender jeg som den skøre kattedame?! Og hvor findes mulighederne? Føler ikke mit liv går op i andet end børn og at få det hele til at hænge sammen. Og den største frustration, jeg har; Når jeg at få et barn til (hvilket jeg gerne vil) inden det er for sent?! Er jo ikke ung mere 

Jeg har aldrig, og kommer nok heller aldrig til at oprettte en datingprofil. Kan ikke se noget galt i det, overhovedet, men det er bare ikke mig. 

Så har desværre ikke nogle gode råd, men ville bare sige, jeg kender følelsen.

Jeg har fuldstændig de samme tanker, nogen dage mere end andre. Jeg er jo klar til en ny fyr nu, men bliver ramt af om jeg overhovedet kan finde en fyr. Og "frygter", som dig, at ende som den mærkelig dame med alle kattene Jeg har også tænkt, at ønskesenariet er at finde manden nu, mens min søn ikke er så gammel (2 år). Men jeg er kommet frem til, at jeg tager en pause fra ræset og ser hvad der sker

Mamalou skriver:

Jeg har fuldstændig de samme tanker, nogen dage mere end andre. Jeg er jo klar til en ny fyr nu, men bliver ramt af om jeg overhovedet kan finde en fyr. Og "frygter", som dig, at ende som den mærkelig dame med alle kattene Jeg har også tænkt, at ønskesenariet er at finde manden nu, mens min søn ikke er så gammel (2 år). Men jeg er kommet frem til, at jeg tager en pause fra ræset og ser hvad der sker

Det er nok også den bedste vej. Bare leve i nuet og lade tingene ske, selvom det er svært, når man ønsker sig noget.

 

Jeg mener at have læst at de færreste finder hinanden i byen.
De fleste finder hinanden via venner og arbejde/skole. Men synes også der stod i artiklen at flere og flere finder hinanden på dating sider.
Det var lige lidt kedelig fakta. Hehe
Men jeg tror tålmodighed er vejen og han kommer når du mindst venter det. Og du kan jo altid oprette en profil igen en dag du magter, hvis tålmodigheden ikke et der og se om han gemmer sig der alligevel
Held og lykke. Håber du finder en fantastisk kæreste

Mor11 skriver:

Jeg ved det er et mega irriterende svar, men det kommer som regel når du mindst venter det

min veninde har været møllen igennem ligesom dig, bare i længere tid. Hun var på mange dates, havde nogen enkelte kærester som viste sig at være udnyttende idioter efter kort tid. Hun fik nok, slettede profilen og tænkte "fuck mænd" 

et par måneder efter er hun til fødselsdag hos en veninde. her møder hun en fyr, og de snakker rigtig godt sammen. Idag har de været kærester i knap 1år

tålmodighed tror jeg er den eneste løsning, hvis man giver op på datinglivet.  

Lige netop mit svar : Når du mindst venter det, så dukker han op

Jeg synes nu heller ikke datingsider er vejen frem.. Man skal ud og møde folk..
Men måske som en anden skriver, blind dates.. Spørg omkring på dit job når emnet falder på kærlighed.. Eller dine veninder/venner's venner og veninder, måske har de nogle dejlige mænd du kan komme på date med ..

Jeg tror på at den rigtige kommer den dag man ikke leder efter ham Sådan fandt jeg min kæreste. Jeg havde allerede en kæreste så jeg ledte jo ikke. Men så dukkede der en fyr op i mit liv og ham er jeg så sammen med den dag i dag

Mamalou skriver:

Kære tøser!

Jeg har været single siden start juni 2012, hvor min søns far og jeg gik fra hinanden. Det første lange stykke tid, var den en rigtig svær tid, så det eneste jeg kunne fokusere på var min søn, min rolle som alenemor og at få samarbejdet op at køre med faderen. Samtidig skete der også en del arbejdsmæssigt, så jeg havde mere end nok at se til. 

I løbet af juni måned begynder jeg at tænke i "kæreste-baner". Jeg begynder at savne en at dele livet med. Jeg opretter mig på Dating.dk og hold da op hvor det går. Især i starten sker der en masse, og jeg er på flere dates, men ingen fører rigtig til noget. På flere dates har der ikke været kemi, og når jeg har følt kemi har det ikke været gengældt. I dag - ikke engang 10 uger efter jeg oprettede profilen på Dating har jeg slettet den, for jeg er simpelthen kørt træt i det... Og det går mig faktisk lidt på, men hvad gør jeg når jeg virkelig ikke orker det ræs? Jeg synes det er vildt overfaldisk (er jeg også selv derinde) og så bliver det lidt det samme om og om igen. 

Jeg vil jo stadig gerne have en kæreste - uden at være desperat - og hvor finder man lige sådan en, når man kun går i byen en sjældent gang i mellem, stort set møder de samme folk hver dag (privat og på arbejde) og ikke orker dating.dk? 

Hvad siger I piger? Gode råd modtages med kyshånd!

Vh. Louise

For snart 5....4....6.....5.....for en del år siden, havde jeg pludselig en gammel veninde, der skrev til mig "hey...keder du dig i weekenden? der er høstfest! du skal med!"

Høstfest.... jep ... en stor hal proppet med folk i alle aldre- former- status, plat musik, halmballer, langborde og en flittig besøgt bar. DET var simpelthen så sjovt og noget helt andet end en diskoteks tur.

Gik derfra med min mand og vi kommer der hver år og fejre års dag

 

Mit råd - søg nye græsgange og gerne noget du ikke lige tror så meget på, for de sødeste og sjoveste singler har ikke brug for en profil på nettet... så ud i den virkelige verden

 

PS. høstfesten er den sidste weekend i september, i ulsted nordjylland - du kommer bare hahahahahahahah

Mamalou skriver:

Kære tøser!

Jeg har været single siden start juni 2012, hvor min søns far og jeg gik fra hinanden. Det første lange stykke tid, var den en rigtig svær tid, så det eneste jeg kunne fokusere på var min søn, min rolle som alenemor og at få samarbejdet op at køre med faderen. Samtidig skete der også en del arbejdsmæssigt, så jeg havde mere end nok at se til. 

I løbet af juni måned begynder jeg at tænke i "kæreste-baner". Jeg begynder at savne en at dele livet med. Jeg opretter mig på Dating.dk og hold da op hvor det går. Især i starten sker der en masse, og jeg er på flere dates, men ingen fører rigtig til noget. På flere dates har der ikke været kemi, og når jeg har følt kemi har det ikke været gengældt. I dag - ikke engang 10 uger efter jeg oprettede profilen på Dating har jeg slettet den, for jeg er simpelthen kørt træt i det... Og det går mig faktisk lidt på, men hvad gør jeg når jeg virkelig ikke orker det ræs? Jeg synes det er vildt overfaldisk (er jeg også selv derinde) og så bliver det lidt det samme om og om igen. 

Jeg vil jo stadig gerne have en kæreste - uden at være desperat - og hvor finder man lige sådan en, når man kun går i byen en sjældent gang i mellem, stort set møder de samme folk hver dag (privat og på arbejde) og ikke orker dating.dk? 

Hvad siger I piger? Gode råd modtages med kyshånd!

Vh. Louise

Ved godt at du skriver at du har fået nok af datingsider, men synes du skal give det en chance til på et tidspunkt. 

Jeg mødte min kæreste for 6,5 år siden ca på dating.dk. Vi har nu nummer to barn på vej. 

Min veninde skal giftes om en måned med en hun har mødt på dating.dk. 

Bare lige for at fortælle at det godt kan lade sig gøre. 

hvis du boede på fyn, måtte du godt få min søde storebror. 

Majeha skriver:

Har det lidt som dig. Dog er vores brud meget nyt, og ser bare frem til at nyde min single tilværelse et godt stykke tid. Kan dog godt savne en partner at dele ting med, men min "frygt" er længeresigtet. Finder jeg nogensinde en, jeg kan leve med eller ender jeg som den skøre kattedame?! Og hvor findes mulighederne? Føler ikke mit liv går op i andet end børn og at få det hele til at hænge sammen. Og den største frustration, jeg har; Når jeg at få et barn til (hvilket jeg gerne vil) inden det er for sent?! Er jo ikke ung mere 

Jeg har aldrig, og kommer nok heller aldrig til at oprettte en datingprofil. Kan ikke se noget galt i det, overhovedet, men det er bare ikke mig. 

Så har desværre ikke nogle gode råd, men ville bare sige, jeg kender følelsen.

"Ikke ung mere"!!? Lurede lige på din profil... Der står at du er 28. Så er vi nok ikke helt enige om, hvornår man holder op med at være ung. 

Jeg var 28 da jeg fik mit første barn. 30 da jeg blev alene. 36 da jeg mødte min mand. Og 38 da jeg fik mit 2. barn.

Jeg vil mene, at der er håb for dig! 

mor:) skriver:

Jeg mener at have læst at de færreste finder hinanden i byen.
De fleste finder hinanden via venner og arbejde/skole. Men synes også der stod i artiklen at flere og flere finder hinanden på dating sider.
Det var lige lidt kedelig fakta. Hehe
Men jeg tror tålmodighed er vejen og han kommer når du mindst venter det. Og du kan jo altid oprette en profil igen en dag du magter, hvis tålmodigheden ikke et der og se om han gemmer sig der alligevel
Held og lykke. Håber du finder en fantastisk kæreste

Jeg tror du har helt ret i, at jeg må have lidt tålmodighed med mig Jeg tager i hvert fald en pause fra det hele, og ser hvad der sker

 

Jeg tror også det er vigtigt at fokusere på noget andet, end at man skal finde en kæreste.

Jeg var alene med min søn i 6 år, og var i perioder på dating. Til sidst droppede jeg det helt og affandt mig med, at jeg nok bare skulle være mig. - Og så gik jeg i byen og mødte min mand. 

Jeg tror der er lige stor chance for at møde en på dating, som alle mulige andre steder. Hvis man trives med det, er det da en fin måde at møde nogle mennesker. Man møder en MASSE som i hvert fald ikke er noget. Og ind i mellem møder man så en, som måske kunne være. Men er man på dating, er det meget med focus på, at formålet er, at finde en kæreste. Og det syntes jeg, var meget drænende.

For mig hjalp det at flytte focus til andre ting i mit liv, og så stod han der pludselig, uden at jeg havde ledt.