hjælp!! 22 år, single og SKRUK :'(

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg er 22 år og single - og det at få et barn er det eneste der er i mit hoved. Jeg har allerede lavet en liste over babynavne og der går ikke én dag hvor jeg ikke sidder og dagdrømmer om at det er mig der er gravid.
Jeg er lige startet på min professionsbachelor og jeg har jo fornuft nok i hovedet til at sige at det tidsmæssigt og økonomisk ville være fuldstændig hul i hovedet. Alligevel fylder det enormt meget, jeg har sågar været inde og kigge på sæddonere. Det er tydeligt for mig at når jeg har noget med en fyr så kører mit hovede på fylde drøn på om han har gode gener og på sigt ville være en god far. det er som om det hele kommer baglæns for mig - man burde finde en som giver en lyst til at få børn. Jeg vil gerne have børn og vil finde en at få dem med. Jeg er ung og burde bare tage den med ro - men er det muligt det for nogen bare kan være et kald at blive MOR ?
Er der nogle der har haft samme følelse? Og hvad gør jeg for at banke det ud af hovedet? Skal jeg overhovedet det? ..

Det lyder mærkeligt, men tårerne triller ned af kinderne på mig imens jeg skriver dette . Jeg ville ønske jeg kunne være som mine veninder og bare slappe af og tænke at den tid er der slet ikke endnu. Men jeg har det sidste 1½ år drømt om at tiden bare skulle gå hurtigt så jeg kunne være hende der skulle gå rundt med den store flotte mave og knus-elske en guldklump.

 

Hej den kender jeg godt, da jeg blev gift tænker jeg kun på at blive gravid , vil kun have en baby. Jeg er 30 og har nu en søn på 13 mdr han er skøn. For at være ærlig så er det slet ikke så nem at have et barn . Et barn har brug for mor / far døgn rund , du få ikke tid til at slappe af.  Og så vil barnet hele tide have opmærksomhed.   Nogle gang er Det jo dejlig at lege og nusse.  Du er ung og tror ikke du vil have et barn? Du skal lige nyde dit liv før barnet overtage dit liv 

jeg har også haft det sådan. 

Jeg gik og drømte om børn og var ligeglad om der var en mand og skulle bare have et barn. 

Men sådan blev det ikke.  

jeg troede også at jeg skulle være den Første i min veninde flok der filmarv, men nu jeg ved at være en af de sidste. 

Det med at du har lavet en list over baby navne det er helt okay at have. Dengang jeg var 16-17 år og skrev dagbog havde jeg allerede fundet 1 pige navn og 1 drenge navn. 

jeg vil også vildt gerne have et barn Meget snart. 

Tror bare du skal tage det stille og roligt og så kommer manden som gerne vil give dig et barn lige pludselig.  

Liiiine skriver:

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg er 22 år og single - og det at få et barn er det eneste der er i mit hoved. Jeg har allerede lavet en liste over babynavne og der går ikke én dag hvor jeg ikke sidder og dagdrømmer om at det er mig der er gravid.
Jeg er lige startet på min professionsbachelor og jeg har jo fornuft nok i hovedet til at sige at det tidsmæssigt og økonomisk ville være fuldstændig hul i hovedet. Alligevel fylder det enormt meget, jeg har sågar været inde og kigge på sæddonere. Det er tydeligt for mig at når jeg har noget med en fyr så kører mit hovede på fylde drøn på om han har gode gener og på sigt ville være en god far. det er som om det hele kommer baglæns for mig - man burde finde en som giver en lyst til at få børn. Jeg vil gerne have børn og vil finde en at få dem med. Jeg er ung og burde bare tage den med ro - men er det muligt det for nogen bare kan være et kald at blive MOR ?
Er der nogle der har haft samme følelse? Og hvad gør jeg for at banke det ud af hovedet? Skal jeg overhovedet det? ..

Det lyder mærkeligt, men tårerne triller ned af kinderne på mig imens jeg skriver dette . Jeg ville ønske jeg kunne være som mine veninder og bare slappe af og tænke at den tid er der slet ikke endnu. Men jeg har det sidste 1½ år drømt om at tiden bare skulle gå hurtigt så jeg kunne være hende der skulle gå rundt med den store flotte mave og knus-elske en guldklump.

Jeg tror at mange har det sådan, de siger det bare ikke højt. Jeg havde det ihvertfald sådan, tror jeg har haft det altid. Da jeg var barn var jeg stiktosset over at min mor ikke ville have en baby mere, eller bare være dagpleje mor. Ville så gerne have en baby i mit liv! Ja jeg ved godt jeg var tosset  Tror bare jeg har været mor altid uden barn

jeg kiggede også på om fyrene ville være gode fædre.

nu har jeg en søn, og jeg forguder ham, og er super skruk efter en mere! Men tro mig, det ER super hårdt at have små børn. Det tager flere kræfter end man nogensinde troede man havde. Man kan aldrig bare sætte sig og have en off Day. Man er på altid. Jeg troede ikke før jeg fik ham at man kunne leve på så lidt søvn, så mange bekymringer, og nogen gange hverken tid til at spise eller gå på toilet. Søvnløse nætter og se fare over alt! 

Det er selvfølgelig ligeså mange dejlige ting. Men tro mig, man kan slet ikke forstille sig hvordan det er før man er der.

Håber du får der du drømmer om, og at du nyder tiden indtil det sker. Og slapper en masse af og nusser om dig selv  For det bliver meget begrænset når miraklet sker 

Liiiine skriver:

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg er 22 år og single - og det at få et barn er det eneste der er i mit hoved. Jeg har allerede lavet en liste over babynavne og der går ikke én dag hvor jeg ikke sidder og dagdrømmer om at det er mig der er gravid.
Jeg er lige startet på min professionsbachelor og jeg har jo fornuft nok i hovedet til at sige at det tidsmæssigt og økonomisk ville være fuldstændig hul i hovedet. Alligevel fylder det enormt meget, jeg har sågar været inde og kigge på sæddonere. Det er tydeligt for mig at når jeg har noget med en fyr så kører mit hovede på fylde drøn på om han har gode gener og på sigt ville være en god far. det er som om det hele kommer baglæns for mig - man burde finde en som giver en lyst til at få børn. Jeg vil gerne have børn og vil finde en at få dem med. Jeg er ung og burde bare tage den med ro - men er det muligt det for nogen bare kan være et kald at blive MOR ?
Er der nogle der har haft samme følelse? Og hvad gør jeg for at banke det ud af hovedet? Skal jeg overhovedet det? ..

Det lyder mærkeligt, men tårerne triller ned af kinderne på mig imens jeg skriver dette . Jeg ville ønske jeg kunne være som mine veninder og bare slappe af og tænke at den tid er der slet ikke endnu. Men jeg har det sidste 1½ år drømt om at tiden bare skulle gå hurtigt så jeg kunne være hende der skulle gå rundt med den store flotte mave og knus-elske en guldklump.

Den følelse kender jeg godt.. Haar haft det sådan i 5 år, og nu har jeg så en søn.. Men tiden inde da var bare så svær, for man kan sagtens være fornuftig og tænke rationelt, men nogle ting kan man bare ikke styre, som eks. ens behov for at være mor. Det ER bare et kald for nogle, og det er bare så svært at vente på..

Kan self altid sige sådan noget med at det nok skal komme og bare tag den med ro, men det er rigtig svært at få af vide når ens tanker 24/7 handler om at få et barn.

Håber dog virkeligt at du tænker dig rigtig godt om inden du tager nogle beslutninger. Det er ikke alle det er rigtigt for at vente på den rette, blive gift og få hus før man får børn. Tror flere og flere vælger at få et barn selv. Hvis det er det du vælger skal du self have tænkt konsekvenserne rigtig godt igennem, men uden at kende dig er jeg sikker på du nok skal klare det, fordi du føler dig så klar, tænker så meget på det og sikkert har gjort det længe.. Det vil blive hårdt, men i sidste ende når man har sit guld i armene, det hele værd

sommerbarn<3 skriver:

Jeg tror at mange har det sådan, de siger det bare ikke højt. Jeg havde det ihvertfald sådan, tror jeg har haft det altid. Da jeg var barn var jeg stiktosset over at min mor ikke ville have en baby mere, eller bare være dagpleje mor. Ville så gerne have en baby i mit liv! Ja jeg ved godt jeg var tosset  Tror bare jeg har været mor altid uden barn

jeg kiggede også på om fyrene ville være gode fædre.

nu har jeg en søn, og jeg forguder ham, og er super skruk efter en mere! Men tro mig, det ER super hårdt at have små børn. Det tager flere kræfter end man nogensinde troede man havde. Man kan aldrig bare sætte sig og have en off Day. Man er på altid. Jeg troede ikke før jeg fik ham at man kunne leve på så lidt søvn, så mange bekymringer, og nogen gange hverken tid til at spise eller gå på toilet. Søvnløse nætter og se fare over alt! 

Det er selvfølgelig ligeså mange dejlige ting. Men tro mig, man kan slet ikke forstille sig hvordan det er før man er der.

Håber du får der du drømmer om, og at du nyder tiden indtil det sker. Og slapper en masse af og nusser om dig selv  For det bliver meget begrænset når miraklet sker 

Fuldstændig enig.. Det er virkelig fantastisk at være mor, MEN også super hård og kræver meget. Jeg ville selvfølgelig ikke bytte min søn for noget i verden, men nogle gange dagdrømmer jeg mig tilbage til tiden hvor jeg bare kunne gøre hvad jeg ville. Ved godt du har hørt det mange gange, men nyd dit liv fuldt ud inden et lille barn kommer og 'overtager' dit liv 

Liiiine skriver:

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg er 22 år og single - og det at få et barn er det eneste der er i mit hoved. Jeg har allerede lavet en liste over babynavne og der går ikke én dag hvor jeg ikke sidder og dagdrømmer om at det er mig der er gravid.
Jeg er lige startet på min professionsbachelor og jeg har jo fornuft nok i hovedet til at sige at det tidsmæssigt og økonomisk ville være fuldstændig hul i hovedet. Alligevel fylder det enormt meget, jeg har sågar været inde og kigge på sæddonere. Det er tydeligt for mig at når jeg har noget med en fyr så kører mit hovede på fylde drøn på om han har gode gener og på sigt ville være en god far. det er som om det hele kommer baglæns for mig - man burde finde en som giver en lyst til at få børn. Jeg vil gerne have børn og vil finde en at få dem med. Jeg er ung og burde bare tage den med ro - men er det muligt det for nogen bare kan være et kald at blive MOR ?
Er der nogle der har haft samme følelse? Og hvad gør jeg for at banke det ud af hovedet? Skal jeg overhovedet det? ..

Det lyder mærkeligt, men tårerne triller ned af kinderne på mig imens jeg skriver dette . Jeg ville ønske jeg kunne være som mine veninder og bare slappe af og tænke at den tid er der slet ikke endnu. Men jeg har det sidste 1½ år drømt om at tiden bare skulle gå hurtigt så jeg kunne være hende der skulle gå rundt med den store flotte mave og knus-elske en guldklump.

Jeg tror det er en idylisk drøm på lige fod med bryllup, osv. Man har et fantastisk billede af at være gravid, mor og have en baby

prøv at se det lidt fra en anden vinkel. 9 måneder med kvalme, hæmorider og deform væskefyldt krop. Måneder uden nattesøvn og med et skrivende barn(ja de ser søde ud på billeder). Og vups .... Lynhurtigt står du med en tre-årig i trodsalderen. Det er altså ikke så yndigt som det ser ud. Prøv at lav en liste med alt det du kan nu, istedet for, som er svært/umuligt med børn.

ved godt det er nemmere end det lyder 

jeg er også typen der har tænkt familietanker omkring samtlige kærester siden 15års alderen  

Da jeg gik i gang med uddannelse var min ønskeplan at jeg skulle være gravid når jeg blev færdig. Havde fast kæreste på dette tidspunkt. Desværre gik vi fra hinanden ca 1,5 år før jeg var færdig, og ja, jeg gik faktisk en smule i panik  Fjollet, jeg var altså kun 19 

Et halv år efter mødte jeg så en dejlig mand, og et år efter testede jeg positiv   14 dage før min uddannelse var færdig  Så alt klappede alligevel, som jeg drømte om, og nu har vi en skøn dreng på knap 2 år, og jeg har aldrig haft det bedre! Jeg fik af vide den anden dag, af en gammel ven, at jeg aldrig har hvilet så meget i mig selv, som efter jeg blev mor, og at han synes jeg havde fået en helt anden udstråling som bare klædte mig helt vildt  Skøn ven, for det er præcis sådan jeg føler.

Jeg synes du skal sætte nogen delmål, så du bedre kan holde det ud fx, at hvis manden er der, så vil du rigtig gerne når du er færdig med BA. Hvis han ikke er der, eller bare ikk er klar, så må du sætte dig endnu et mål, fx hvis jeg ingen mand har når jeg nærmer mig 29, så går jeg i sædbanken, eller i den dur lige nu er du så ung og der kan dukke en skøn mand op til hver en tid  men ja. Det er lettere sagt end gjort og jeg ved hvordan du har det