hvordan fortæller man familien det?

sagen er den jeg er gravid, med en mand jeg ikke er sammen med... det var et uheld og først fundet ud af sent da jeg stadig havde mens indtil uge 13...

mine forældre har fået det at vide og blev hammer sure, rystede på hovedet, og kunne ikke se hvordan jeg skulle få det hele til at fungere som alenemor til 3,for at sige det mildt.

nu har de endelig vendt sig til tanken, men har stadig ikek fortalt den resterende familie det, og er altså i uge 20 nu... grunden til det er fordi jeg er bange for samme reaktion som kom fra mine forældre, fordi at jeg ved det vil knuse mig fuldstænidgt....

hvordan ville i fortælle det, hvis i stod i min situation??

håber på lidt råd... og ikke en masse huggeri, for har jo som skrevet mine grunde til ikke at have sagt noget til dem....!

Anonym skriver:

sagen er den jeg er gravid, med en mand jeg ikke er sammen med... det var et uheld og først fundet ud af sent da jeg stadig havde mens indtil uge 13...

mine forældre har fået det at vide og blev hammer sure, rystede på hovedet, og kunne ikke se hvordan jeg skulle få det hele til at fungere som alenemor til 3,for at sige det mildt.

nu har de endelig vendt sig til tanken, men har stadig ikek fortalt den resterende familie det, og er altså i uge 20 nu... grunden til det er fordi jeg er bange for samme reaktion som kom fra mine forældre, fordi at jeg ved det vil knuse mig fuldstænidgt....

hvordan ville i fortælle det, hvis i stod i min situation??

håber på lidt råd... og ikke en masse huggeri, for har jo som skrevet mine grunde til ikke at have sagt noget til dem....!

"Bare" sig at du håber de vil være glade på dine vegne fordi du selv er glad eller lign 

FrkZier skriver:

"Bare" sig at du håber de vil være glade på dine vegne fordi du selv er glad eller lign 

har faktisk selv tænkt sådan.. men lige som den ringer op så fortryder jeg fordi jeg er hammer bange for reaktionen :/ skal siges resten af familien bor ret langt væk, så er sjælendt vi ser dem... men sådan en som min bror, og oldemødre skal jo have det at vide... men går bare helt i stå fordi jeg er bange for at de så også ser ned på det.. og føler slet ikke jeg har fået lov at glæde mig over min graviditet endnu, og det er sku ikke så fedt når man tænker på jeg jo er halvvejs... :/

Først tillykke med graviditeten  Det er jo en skøn ting, og så må din familie bare tage sig lidt sammen og være glade på dine vegne! jeg ville nok bare sige at det er mit liv og min krop, og i kan vælge at være glade på mine vegne ellers er jeg faktisk ikke interesseret i at høre jeres holdning.. 

Jeg ved ikke hvordan du får det sagt bedst.
Jeg er denne gang blevet gravid på P-piller - det giver jo så sig selv at det har været et uheld. Men jeg frygtede alt og alles reaktion på graviditeten, jeg vidste ikke engang hvad jeg selv skulle tænke. Blev rigtigt ked af det indeni da jeg fandt ud af det, fordi jeg var bange for at alle ville blive sure på mig og ikke ville snakke med mig. Det er så fordi jeg var 16 da jeg fik min søn, og er kun 18 nu, bliver dog 19 om 2 ugers tid.

Jeg gik direkte ind til min kæreste da jeg havde taget testen og fortalte ham det, sagde at hvis han ikke ønskede barnet og ikke følte vi var klar ville jeg selvfølgelig få en abort. Han vidste heller ikke helt hvordan han lige skulle reagere. Jeg ringede så til lægen og fik en tid samme dag, men da vi har læge i en anden by måtte jeg køres. Så kæresten fortalte det til hans far og han kørte mig til lægen, sådan fandt svigerfamilien ud af det. De reagerede over alle forventninger og var faktisk glade på vores vegne. Men min mor vidste jeg bare ikke hvordan jeg skulle få det sagt til, var så bange at der faktisk gik flere uger. Havde egentligt ikke lyst til overhovedet at fortælle hende det, men var jo nødtil det, hun ville jo alligevel opdage det før eller siden. Skrev så en SMS til hende, den lød nogenlunde sådanne:
"Hej mor. Jeg ved godt du vil blive rigtigt sur på mig nu, men er nødtil at få det fortalt. Jeg er gravid og vi har valgt at beholde barnet, jeg har termin til september".
Min mor skrev så efterfølgende at jeg da ikke skulle frygte for hun blev sur, da det jo var mit eget valg.

Undskylder for den lange smøre.
Det jeg egentligt bare ville med dette, er at fortælle at jeg udemærket godt kan sætte mig ind i hvordan du har det, og at du frygter deres situation - hvilket du jo længere oppe kan læse jeg også gjorde da jeg skulle fortælle det.

Eftersom jeg nu ved hvordan de forskellige tog det, vil jeg bare sige det som det er. Jeg fortalte det blandt andet aldrig personligt til min far, han måtte finde ud af det på facebook da jeg vidste han ville reagere slemt på det.

Benjamins'mor skriver:

Jeg ved ikke hvordan du får det sagt bedst.
Jeg er denne gang blevet gravid på P-piller - det giver jo så sig selv at det har været et uheld. Men jeg frygtede alt og alles reaktion på graviditeten, jeg vidste ikke engang hvad jeg selv skulle tænke. Blev rigtigt ked af det indeni da jeg fandt ud af det, fordi jeg var bange for at alle ville blive sure på mig og ikke ville snakke med mig. Det er så fordi jeg var 16 da jeg fik min søn, og er kun 18 nu, bliver dog 19 om 2 ugers tid.

Jeg gik direkte ind til min kæreste da jeg havde taget testen og fortalte ham det, sagde at hvis han ikke ønskede barnet og ikke følte vi var klar ville jeg selvfølgelig få en abort. Han vidste heller ikke helt hvordan han lige skulle reagere. Jeg ringede så til lægen og fik en tid samme dag, men da vi har læge i en anden by måtte jeg køres. Så kæresten fortalte det til hans far og han kørte mig til lægen, sådan fandt svigerfamilien ud af det. De reagerede over alle forventninger og var faktisk glade på vores vegne. Men min mor vidste jeg bare ikke hvordan jeg skulle få det sagt til, var så bange at der faktisk gik flere uger. Havde egentligt ikke lyst til overhovedet at fortælle hende det, men var jo nødtil det, hun ville jo alligevel opdage det før eller siden. Skrev så en SMS til hende, den lød nogenlunde sådanne:
"Hej mor. Jeg ved godt du vil blive rigtigt sur på mig nu, men er nødtil at få det fortalt. Jeg er gravid og vi har valgt at beholde barnet, jeg har termin til september".
Min mor skrev så efterfølgende at jeg da ikke skulle frygte for hun blev sur, da det jo var mit eget valg.

Undskylder for den lange smøre.
Det jeg egentligt bare ville med dette, er at fortælle at jeg udemærket godt kan sætte mig ind i hvordan du har det, og at du frygter deres situation - hvilket du jo længere oppe kan læse jeg også gjorde da jeg skulle fortælle det.

Eftersom jeg nu ved hvordan de forskellige tog det, vil jeg bare sige det som det er. Jeg fortalte det blandt andet aldrig personligt til min far, han måtte finde ud af det på facebook da jeg vidste han ville reagere slemt på det.

dejligt at høre jeg ikke er den eneste...

og ja man bliver virkelig ked af det indei, for man vil jo egentligt gerne fortælle dem det. men man er bare hammer nervøs/bange for reaktionen. Men er halvejs nu så SKAL bare have det sagt.

og har godt overvejet bare at skrive det i en sms til ham, for så kan ejg ikek høre på hans stemme hvor skuffet han nu er  

men som dig er jeg også blevet gravid på præventation... dog på pstav, udover det var jeg for langt henne til at få en abort da jeg stoppede med at bløde og når man ikke har andre symptomer går man jo heller ikke ud fra man er gravid...  så var selv helt i chok, dog har ham der er far til barnet valgt at sige han self også nok skal være der, han er 35, så for ham var det jo nok egentligt fint nok at få et barn som han sagde...

men min mor kom virkelig med alt mellem himmel og jrod der bare sårede mig, og skulle høre for det indtil for en uges tid siden.. så har slet ikke haft muligheden for nyde at være gravid....

 

men tror det bliver en sms, og så må min bror hade mig for det eller acceptere det :/

pcoramt skriver:

Først tillykke med graviditeten  Det er jo en skøn ting, og så må din familie bare tage sig lidt sammen og være glade på dine vegne! jeg ville nok bare sige at det er mit liv og min krop, og i kan vælge at være glade på mine vegne ellers er jeg faktisk ikke interesseret i at høre jeres holdning.. 

var faktisk også sådan jeg havde overvejet at sige det..

 

men er ogås bare bange for det bliver for hårdt sagt

Jeg har også haft virkelig svært ved at skulle sige det til mine bedstefirældre og min far.... Så svært at jeg først fik det sagt til dem da jeg var 20 uger henne, og altså halvvejs! Det viste sig så at de faktisk blev glade og reagerede fuldstændig modsat af hvad jeg forventede....

Det er svært at sige hvordan du skal få det sagt. Jeg havde en plan om at skrive det i et brev men det endte alligevel med at jeg bare sagde det face to face. Var hammer nervøs så det skulle bare overståes..... og som min kæreste sagde så er der jo ikke noget at diskutere, barnet kommer og sådan er det! :-)

Pøj pøj med det!