mærkelige smerter og manglende forståelse :( ps, lidt langt

Hej alle

 

Har siden igår haft nogle mærkelige smerter i underlivet. De kommer når jeg skal rejse mig eller på anden vis spænder i underlivet. Da jeg var i bad igår aftes og havde sat mig på hug for at få fat i sæben, rejste jeg mig og der føltes det som om der "faldt noget ud af mig"..der var dog ingenting. Talte med en veninde der er jordemoder som tænkte det måske var en blærebetændelse som jeg ikke har fået opdaget. 

Min kæreste var selvfølgelig også nervøs, men det virker på mig som om han ikke er i stand til at give  udtryk for dette, men bare reagerer mega aggressivt (kort lunte agtigt)...igår skrev jeg sporadisk med en gravid veninde om mine smerter, da jeg havde behov for at tale med en jeg ikke skulle forklare det hele til..hvis i kan følge mig. Dette blev han irriteret over og satte den film vi sad og så på pause med ordene  "jeg gider ikke se film alene"...

Jeg prøver gentagne gange at bede ham sætte ord på sine følelser, han har været meget indelukket gennem hele min graviditet (er 18+2) samtidig ved jeg han har rigtig travlt på studiet det næste stykke tid med 3 eksamener og en bachelor der skal afleveres 7 januar (er sat til 14 december).. Han er begyndt at glemme ting fra dag til dag og får nemt hovedpine derudover har han svært ved at overskue hvis jeg beder ham om små ting..alle de her ting alarmere mig da jeg selv har haft symptomerne (stress/travlheds) og tydeligt kan genkende dette hos ham, men han nægter pure at han har nogle bekymringer etc...

Jeg sagde til ham idag at han blev nødt til at vænne sig til at jeg ikke kan læse hans tanker, det har jeg aldrig kunnet, men at mit fokus er mindre på ham og mest på blop og han bliver nødt til at vænne sig til at det ikke er ham der kommer i første række når det kommer til mine tanker...Gav ham det eksempel at når jeg skal føde må han selvfølgelig godt være nervøs, men han bliver nødt til  på en måde at tilsidesætte dette da det altså nu engang er mig der føder og at han måske lidt burde vænne sig til det allerede nu. Ikke at der aldrig kan være fokus på ham mere, men det bliver minimeret ift før. (han har altid haft svært ved at sætte sig ind i hvad andre føler, men tænker mest på sine egne følesler, hvilket også har gjort vores diskussioner gennem vores tid sammen en smule ensformige) 

Ved ikke helt om ovenstående er til at forstå meningen med. Men jeg havde behov for at komme ldit ud med det og måske forhører mig om der er nogle gode råd til at få ham til at åbne op (han er meget indelukket) og deruodver om jeg er for streng overfor ham. Mener jo selv jeg er i min fulde ret til at være en smule ego og jeg føler vikrelig ikke han forstår hvad det er jeg gennemgår (det har jeg sådan set ik følt siden jeg blev gravid) 

sorry for det forvirrende og lidt lange - måske meningsløse- indlæg

Mami_Ravn skriver:

Hej alle

 

Har siden igår haft nogle mærkelige smerter i underlivet. De kommer når jeg skal rejse mig eller på anden vis spænder i underlivet. Da jeg var i bad igår aftes og havde sat mig på hug for at få fat i sæben, rejste jeg mig og der føltes det som om der "faldt noget ud af mig"..der var dog ingenting. Talte med en veninde der er jordemoder som tænkte det måske var en blærebetændelse som jeg ikke har fået opdaget. 

Min kæreste var selvfølgelig også nervøs, men det virker på mig som om han ikke er i stand til at give  udtryk for dette, men bare reagerer mega aggressivt (kort lunte agtigt)...igår skrev jeg sporadisk med en gravid veninde om mine smerter, da jeg havde behov for at tale med en jeg ikke skulle forklare det hele til..hvis i kan følge mig. Dette blev han irriteret over og satte den film vi sad og så på pause med ordene  "jeg gider ikke se film alene"...

Jeg prøver gentagne gange at bede ham sætte ord på sine følelser, han har været meget indelukket gennem hele min graviditet (er 18+2) samtidig ved jeg han har rigtig travlt på studiet det næste stykke tid med 3 eksamener og en bachelor der skal afleveres 7 januar (er sat til 14 december).. Han er begyndt at glemme ting fra dag til dag og får nemt hovedpine derudover har han svært ved at overskue hvis jeg beder ham om små ting..alle de her ting alarmere mig da jeg selv har haft symptomerne (stress/travlheds) og tydeligt kan genkende dette hos ham, men han nægter pure at han har nogle bekymringer etc...

Jeg sagde til ham idag at han blev nødt til at vænne sig til at jeg ikke kan læse hans tanker, det har jeg aldrig kunnet, men at mit fokus er mindre på ham og mest på blop og han bliver nødt til at vænne sig til at det ikke er ham der kommer i første række når det kommer til mine tanker...Gav ham det eksempel at når jeg skal føde må han selvfølgelig godt være nervøs, men han bliver nødt til  på en måde at tilsidesætte dette da det altså nu engang er mig der føder og at han måske lidt burde vænne sig til det allerede nu. Ikke at der aldrig kan være fokus på ham mere, men det bliver minimeret ift før. (han har altid haft svært ved at sætte sig ind i hvad andre føler, men tænker mest på sine egne følesler, hvilket også har gjort vores diskussioner gennem vores tid sammen en smule ensformige) 

Ved ikke helt om ovenstående er til at forstå meningen med. Men jeg havde behov for at komme ldit ud med det og måske forhører mig om der er nogle gode råd til at få ham til at åbne op (han er meget indelukket) og deruodver om jeg er for streng overfor ham. Mener jo selv jeg er i min fulde ret til at være en smule ego og jeg føler vikrelig ikke han forstår hvad det er jeg gennemgår (det har jeg sådan set ik følt siden jeg blev gravid) 

sorry for det forvirrende og lidt lange - måske meningsløse- indlæg

Jeg synes altså slet ikke at det lyder slemt.
Min mand hader også når vi skal sidde og se en film sammen og jeg så ligeeee skal tjekke min mail, eller andet. Jeg tror altså ikke at han har et problem som sådan, det lyder altså meget normalt med at I skal være forældre og der sker en masse ting.

Mhs til smerten, så sker der en HEL masse med kroppen og der er ikke to graviditeter der er ens, f.eks mærkede jeg intet i min første graviditet, hvor jeg her anden gang mærker ALT! lige fra lyn i underlivet, smerter on and off og det samme du beskriver.
Men selvfølgelig skal du tjekkes af din læge hvis du er meget bekymret.

Men det hele skal nok gå

Mami_Ravn skriver:

Hej alle

 

Har siden igår haft nogle mærkelige smerter i underlivet. De kommer når jeg skal rejse mig eller på anden vis spænder i underlivet. Da jeg var i bad igår aftes og havde sat mig på hug for at få fat i sæben, rejste jeg mig og der føltes det som om der "faldt noget ud af mig"..der var dog ingenting. Talte med en veninde der er jordemoder som tænkte det måske var en blærebetændelse som jeg ikke har fået opdaget. 

Min kæreste var selvfølgelig også nervøs, men det virker på mig som om han ikke er i stand til at give  udtryk for dette, men bare reagerer mega aggressivt (kort lunte agtigt)...igår skrev jeg sporadisk med en gravid veninde om mine smerter, da jeg havde behov for at tale med en jeg ikke skulle forklare det hele til..hvis i kan følge mig. Dette blev han irriteret over og satte den film vi sad og så på pause med ordene  "jeg gider ikke se film alene"...

Jeg prøver gentagne gange at bede ham sætte ord på sine følelser, han har været meget indelukket gennem hele min graviditet (er 18+2) samtidig ved jeg han har rigtig travlt på studiet det næste stykke tid med 3 eksamener og en bachelor der skal afleveres 7 januar (er sat til 14 december).. Han er begyndt at glemme ting fra dag til dag og får nemt hovedpine derudover har han svært ved at overskue hvis jeg beder ham om små ting..alle de her ting alarmere mig da jeg selv har haft symptomerne (stress/travlheds) og tydeligt kan genkende dette hos ham, men han nægter pure at han har nogle bekymringer etc...

Jeg sagde til ham idag at han blev nødt til at vænne sig til at jeg ikke kan læse hans tanker, det har jeg aldrig kunnet, men at mit fokus er mindre på ham og mest på blop og han bliver nødt til at vænne sig til at det ikke er ham der kommer i første række når det kommer til mine tanker...Gav ham det eksempel at når jeg skal føde må han selvfølgelig godt være nervøs, men han bliver nødt til  på en måde at tilsidesætte dette da det altså nu engang er mig der føder og at han måske lidt burde vænne sig til det allerede nu. Ikke at der aldrig kan være fokus på ham mere, men det bliver minimeret ift før. (han har altid haft svært ved at sætte sig ind i hvad andre føler, men tænker mest på sine egne følesler, hvilket også har gjort vores diskussioner gennem vores tid sammen en smule ensformige) 

Ved ikke helt om ovenstående er til at forstå meningen med. Men jeg havde behov for at komme ldit ud med det og måske forhører mig om der er nogle gode råd til at få ham til at åbne op (han er meget indelukket) og deruodver om jeg er for streng overfor ham. Mener jo selv jeg er i min fulde ret til at være en smule ego og jeg føler vikrelig ikke han forstår hvad det er jeg gennemgår (det har jeg sådan set ik følt siden jeg blev gravid) 

sorry for det forvirrende og lidt lange - måske meningsløse- indlæg

Jeg har "manglende forståelse" for den måde du griber tingene an. Jeg kan simpelthen ikke se hvorfor du allerede nu aktivt skal lære ham at han kommer til at få mindre opmærksomhed når jeres barn kommer.

Hvis jeg var ham ville jeg føle mig voldsomt tilsidesat.

Når der kommer et barn, vil der være en rigtig god grund til at dit fokus flytter sig, som han også vil føle helt ind i hjertekulen, men lige nu er det bare dig der skubber ham væk for at illustrere en pointe som han måske ikke kan forholde sig til endnu. Og så lige nu, hvor han højst sandsynligt har ekstra meget brug for din støtte med eksamener og bachelor ...

Brug så meget tid sammen som I overhovedet kan. Nyd hinanden. Voksne mennesker kan altså heller ikke overforkæles med tid ...

Mami_Ravn skriver:

Hej alle

 

Har siden igår haft nogle mærkelige smerter i underlivet. De kommer når jeg skal rejse mig eller på anden vis spænder i underlivet. Da jeg var i bad igår aftes og havde sat mig på hug for at få fat i sæben, rejste jeg mig og der føltes det som om der "faldt noget ud af mig"..der var dog ingenting. Talte med en veninde der er jordemoder som tænkte det måske var en blærebetændelse som jeg ikke har fået opdaget. 

Min kæreste var selvfølgelig også nervøs, men det virker på mig som om han ikke er i stand til at give  udtryk for dette, men bare reagerer mega aggressivt (kort lunte agtigt)...igår skrev jeg sporadisk med en gravid veninde om mine smerter, da jeg havde behov for at tale med en jeg ikke skulle forklare det hele til..hvis i kan følge mig. Dette blev han irriteret over og satte den film vi sad og så på pause med ordene  "jeg gider ikke se film alene"...

Jeg prøver gentagne gange at bede ham sætte ord på sine følelser, han har været meget indelukket gennem hele min graviditet (er 18+2) samtidig ved jeg han har rigtig travlt på studiet det næste stykke tid med 3 eksamener og en bachelor der skal afleveres 7 januar (er sat til 14 december).. Han er begyndt at glemme ting fra dag til dag og får nemt hovedpine derudover har han svært ved at overskue hvis jeg beder ham om små ting..alle de her ting alarmere mig da jeg selv har haft symptomerne (stress/travlheds) og tydeligt kan genkende dette hos ham, men han nægter pure at han har nogle bekymringer etc...

Jeg sagde til ham idag at han blev nødt til at vænne sig til at jeg ikke kan læse hans tanker, det har jeg aldrig kunnet, men at mit fokus er mindre på ham og mest på blop og han bliver nødt til at vænne sig til at det ikke er ham der kommer i første række når det kommer til mine tanker...Gav ham det eksempel at når jeg skal føde må han selvfølgelig godt være nervøs, men han bliver nødt til  på en måde at tilsidesætte dette da det altså nu engang er mig der føder og at han måske lidt burde vænne sig til det allerede nu. Ikke at der aldrig kan være fokus på ham mere, men det bliver minimeret ift før. (han har altid haft svært ved at sætte sig ind i hvad andre føler, men tænker mest på sine egne følesler, hvilket også har gjort vores diskussioner gennem vores tid sammen en smule ensformige) 

Ved ikke helt om ovenstående er til at forstå meningen med. Men jeg havde behov for at komme ldit ud med det og måske forhører mig om der er nogle gode råd til at få ham til at åbne op (han er meget indelukket) og deruodver om jeg er for streng overfor ham. Mener jo selv jeg er i min fulde ret til at være en smule ego og jeg føler vikrelig ikke han forstår hvad det er jeg gennemgår (det har jeg sådan set ik følt siden jeg blev gravid) 

sorry for det forvirrende og lidt lange - måske meningsløse- indlæg

Jeg tænker det er netop nu at du skal give ham opmærksomheden.. mens du kan.. 

Det at få et barn kan være rigtig hårdt for parforholdet... der har man netop ikke lige altid tiden til hinanden.. 

En del mænd kan ikke rigtig sætte sig ind i graviditeten og det er jo forståeligt nok.. de kan ikke mærke den osv..

Mami_Ravn skriver:

Hej alle

 

Har siden igår haft nogle mærkelige smerter i underlivet. De kommer når jeg skal rejse mig eller på anden vis spænder i underlivet. Da jeg var i bad igår aftes og havde sat mig på hug for at få fat i sæben, rejste jeg mig og der føltes det som om der "faldt noget ud af mig"..der var dog ingenting. Talte med en veninde der er jordemoder som tænkte det måske var en blærebetændelse som jeg ikke har fået opdaget. 

Min kæreste var selvfølgelig også nervøs, men det virker på mig som om han ikke er i stand til at give  udtryk for dette, men bare reagerer mega aggressivt (kort lunte agtigt)...igår skrev jeg sporadisk med en gravid veninde om mine smerter, da jeg havde behov for at tale med en jeg ikke skulle forklare det hele til..hvis i kan følge mig. Dette blev han irriteret over og satte den film vi sad og så på pause med ordene  "jeg gider ikke se film alene"...

Jeg prøver gentagne gange at bede ham sætte ord på sine følelser, han har været meget indelukket gennem hele min graviditet (er 18+2) samtidig ved jeg han har rigtig travlt på studiet det næste stykke tid med 3 eksamener og en bachelor der skal afleveres 7 januar (er sat til 14 december).. Han er begyndt at glemme ting fra dag til dag og får nemt hovedpine derudover har han svært ved at overskue hvis jeg beder ham om små ting..alle de her ting alarmere mig da jeg selv har haft symptomerne (stress/travlheds) og tydeligt kan genkende dette hos ham, men han nægter pure at han har nogle bekymringer etc...

Jeg sagde til ham idag at han blev nødt til at vænne sig til at jeg ikke kan læse hans tanker, det har jeg aldrig kunnet, men at mit fokus er mindre på ham og mest på blop og han bliver nødt til at vænne sig til at det ikke er ham der kommer i første række når det kommer til mine tanker...Gav ham det eksempel at når jeg skal føde må han selvfølgelig godt være nervøs, men han bliver nødt til  på en måde at tilsidesætte dette da det altså nu engang er mig der føder og at han måske lidt burde vænne sig til det allerede nu. Ikke at der aldrig kan være fokus på ham mere, men det bliver minimeret ift før. (han har altid haft svært ved at sætte sig ind i hvad andre føler, men tænker mest på sine egne følesler, hvilket også har gjort vores diskussioner gennem vores tid sammen en smule ensformige) 

Ved ikke helt om ovenstående er til at forstå meningen med. Men jeg havde behov for at komme ldit ud med det og måske forhører mig om der er nogle gode råd til at få ham til at åbne op (han er meget indelukket) og deruodver om jeg er for streng overfor ham. Mener jo selv jeg er i min fulde ret til at være en smule ego og jeg føler vikrelig ikke han forstår hvad det er jeg gennemgår (det har jeg sådan set ik følt siden jeg blev gravid) 

sorry for det forvirrende og lidt lange - måske meningsløse- indlæg

For mig lyder det, som om han er ved at blive kvalt i graviditetssnak, og jeg kan ikke se pointen i at "rationere" på opmærksomheden over for ham 22 uger, før det bliver relevant. Det er netop nu, I skal nyde hinandens tosomhed - den kommer aldrig igen - og skabe et solidt fundament sammen, så det hele ikke går i stykker, når barnet kommer. 

Pikku Myy skriver:

Jeg har "manglende forståelse" for den måde du griber tingene an. Jeg kan simpelthen ikke se hvorfor du allerede nu aktivt skal lære ham at han kommer til at få mindre opmærksomhed når jeres barn kommer.

Hvis jeg var ham ville jeg føle mig voldsomt tilsidesat.

Når der kommer et barn, vil der være en rigtig god grund til at dit fokus flytter sig, som han også vil føle helt ind i hjertekulen, men lige nu er det bare dig der skubber ham væk for at illustrere en pointe som han måske ikke kan forholde sig til endnu. Og så lige nu, hvor han højst sandsynligt har ekstra meget brug for din støtte med eksamener og bachelor ...

Brug så meget tid sammen som I overhovedet kan. Nyd hinanden. Voksne mennesker kan altså heller ikke overforkæles med tid ...

Ts, læs lige dette indlæg én gang til og så en ekstra gang!

Lige en hurtig update...Smerterne var heldigvis bare blærebetændelse og var heldig at hun lyttede til hjerte som lød godt og stabilt og mærkede på livmoderen der voksede præcis som den skulle