Nu er der gået tre dage siden min verden faldt sammen...
Tirsdag d. 9. Juli tog hele familien forventningsfulde til kønsscanning. Vi glædede os til at drengene skulle se babyen sprælle inde i maven og til at finde ud af om det var en lillebror eller lillesøster vi skulle have efter jul!
Men da scanningsdamen satte scanneren på min mave kunne jeg godt se den lå meget stille derinde. Hun prøvede mange forskellige vinkler og jeg forsøgte desperat at se efter en lille blinkende prik, men der var ikke nogen. Drengene sad og smilede, mens de kiggede op på skærmen. "Jeg tror den lige sover, mor" sagde min store dreng på seks.
Så stoppede hun med at scanne, tog fat i min arm og hviskede: "det er meget alvorligt" Jeg sagde bare: "hjertet slår ikke!" Hun bekræftede. Jeg kiggede over på min mand og han kiggede skræmt tilbage uden at sige noget. Imellem os sad drengene og stirrede på skærmen.
Scanningsdamen hviskede til mig om drengene skulle ud, men det syntes jeg ikke. Nåede at tænke at det ville blive endnu mærkeligere og skræmmende for dem hvis de pludselig skulle smides ud derfra.
Så tog hun en dyb indånding og sagde: "Så drenge, nu skal vi se hvordan babyen har det" og fortsatte med at nogle gange har de det godt og nogle gange er de meget syge. David sagde igen at vores baby nok bare sov, så sagde jeg til ham "nej skat, den er død" Han kiggede på mig og så ikke ud som om han troede på det... Forsøgte at smile, men da jeg ikke smilede tilbage gik det vist op for ham...
Jeg var stadig i chok - hvordan kunne hjerte være holdt op med at slå?! Vi så set jo banke så fint for to uger siden! Jeg græd ikke, var bare som lammet og tænkte "fuck! Hvad før man så?!" Så viste damen dem hvor der skulle have været noget der blinkede og det kunne de jo godt se der ikke var. Adam på to hoppede ned fra stolen - nu var det ikke interessant mere, men David kom over til mig med tårer i øjnene og jeg holdt om ham.
Min mand kom også over nu og eg spurgte hvad man så gjorde nu. Hun ringede til Skejby med det samme; de ville ringe tilbage til os! Hun sagde mange gange at hun var frygteligt ked af det og jeg svarede bare ja og tak. Nu ville jeg bare ud, for jeg vidste at der sad flere ventende gravide ude i venteværelset. Vi fik billeder med og så tog vi vores børn i hænderne og gik. Da vi kom ned på gaden brød David sammen og græd og græd og først nu fik jeg også tårer i øjnene...
Der var langt hen til bilen og endnu længere hjem til Solbjerg. Min mand blev bare ved med at sige at det var noget lort, Adam gentog mange gange "babyen er død, mor" og David græd. Jeg sad bare lige så stille med tårerne trillende ned af kinderne og stadig i chok over at denne her formiddag nu var helt andeledes end hvad vi havde regnet med den skulle være.
Da vi kørte ind i indkørslen ringede de fra Skejby; vi aftalte vi bare skulle dukke op når vi havde fundet pasning til drengene. En lille time senere var de afleveret ved min mor og vi var på Skejby i et lille lokale og jeg skulle scannes igen; intet blinkende hjerte og de målte babyen til at være fire dage mindre end den skulle have været.
Vi blev sendt videre til Y3 for at snakke videre forløb; vi valgte at blive sat igang og få det overstået med det samme (efter vi lige havde fået arrangeret at min bedstemor kom og hentede drengene og kunne have dem om natten). Vi fik at vide at det i gennemsnit to 9 timer med sådan en igangsættelse...
Min mand kørte hjem for at hente ting til drengene og os og jeg fik den første stikpille kl 14. Allerede efter en lille halv time begyndte min livmoder at blive hård. Min mand kom tilbage ca 15.30. Kl 17 fik jeg flere stikpiller. Jeg skulle faste, hvis nu alt modekagen ikke kom ud - så skulle jeg have en udskrabning og til den skal man have fastet i seks timer. Kl 18 bad jeg om smertestillende og igen kl 19. Synes nu ikke det hjalp synderligt... Jeg vandrede rundt på stuen i forsøg på at fremskynde processen.
Kl 20 fik jeg de sidste stikpiller; 20.15 gik vandet! Jm kunne ikke mærke om det var tæt på så jeg gik ud af stuen og op og ned ad trappen, der var i forbindelse med afd. Jeg forsøgte at presse lidt, men synes ikke det gav noget. Så pludseligt kunne jeg mærke noget dernede. Råbte til min mand og jm og vraltede ind på stuen, lagde mig på sengen og et minut efter var vores lillebitte baby født. Moderkagen kom hurtigt ud derefter (og jeg slap for udskrabning!)
Vores baby blev lagt på en stof ble og jeg fik den op på maven. Den var bare så lille og fin; der var intet der ikke så ud som det skulle! Den blev målt og vejet senere: 12 cm og 50 g.... Dens hånd kunne ligge på min pegefinger negl!! Vi skiftedes til at sidde med den, snakke til den, græde, holde om hinanden, snakke om hvor fin den var, at det var så uretfærdigt den ikke skulle blive større og jeg fik også endeligt noget mad!
Efter to timer måtte vi tage hjem. Vi lagde vores lille baby på en ren stof ble og ned i en hvid kasse; vi havde besluttet at den skulle obduceres og efterfølgende graves ned på en "fosterplæne" på vestre kirkegård.
Det var svært at sige farvel - tænk at vi ikke skulle have lov at få vores barn med hjem! 
Vi har grædt og snakket og holdt om hinanden, kysset drengene og grædt lidt mere de sidste tre dage. Det er det værste der er sket i mit liv - og der er ellers nok at tage af. Det er så uretfærdigt og chokerende. Vi har mistet en gng - hvorfor var det dog ikke nok!?
Vi har valgt at kalde babyen for Noa, da vi ikke ved endnu om det er en pige eller en dreng (selvom vi jo ironisk nok opdagede at den ikke levede til en KØNsscanning). Noa betyder hvile og det syntes vi også passer godt, når den nu så ud som om den sov...
Jeg er ved at lave en mindebog med billeder og tanker - tror det er god terapi for mig...
Vi ved ikke om vi tør prøve igen; tænk hvis vi skal igennem det her en gang til! Men hvor ville det også være trist at slutte med et barn der døde
Tror vi venter med at beslutte os til vi har fået svar fra obduktionen (om tre mdr!)
Puh, det blev godt godt langt! Men hvor var det rart at få det skrevet ned....
-Linda
Anmeld
