Eksperthjælp: Se tiden lidt an.

Spring til sidste ulæste indlæg
Følg denne tråd

2.211 visninger
0 svar
0 synes godt om
9. juli 2013

Vivi Hollænder

"Se tiden lidt an."

Hej Vivi
Står i en lidt følsom og intim situation som jeg har det svært med at dele med andre. Efter jeg har født vores første barn har jeg været til ni ugers eftertjek hos lægen som fortæller mig at min skede gaber. Altså er hullet stadig udvidet fra fødslen. Det skal lige siges at jeg gik rigtig meget i stykker, så er syet meget højt oppe i skeden og en del udvendig også. Jeg laver mange knibeøvelser for at forsøge at rette lidt op på det, men det virker ikke til at blive meget bedre. Problemet er, ja som lægen siger at skeden gaber, og at jeg desuden er rigtig ked af hvordan jeg føles og ser ud dernede efter jeg er syet. Det har så bremset alt lyst til at min kæreste skal have lov til at komme i nærheden. Er bare så ked af det. Min lyst til sex er ikke forsvundet, men min selvtillid i forhold til "buissnes down there" er på et minimum. Hvad skal jeg gøre? Skal jeg i forhold til den fysiske situation bare fortsætte med knibeøvelser, og så ellers bare acceptere at jeg ser sådan ud nu, eller skal jeg igen kontakte lægen hvis problemet med skeden ikke ændrer sig? Og hvad med den psykiske del af det - min selvtillid i forhold til ændringerne, og hvordan jeg overvinder det, så vi igen kan have sex?

Jeg håber du kan hjælpe mig. Er så ked af det.

Hilsen Sarah



Vivis svar

Kære Sarah
Det er helt normalt, at man synes, at det hele føles og måske også ser anderledes ud efter en fødsel. Især når man er bristet og syet så meget, som du. Der kan også meget vel være noget, som har forandret sig, men det er alt for tidligt at sige noget om det endelige resultat endnu. Det er kun 9 uger siden, du har født og der kan gå et godt stykke tid endnu, før du føler dig helt dus med dine kønsdele igen.
Selv om jordemødrene og lægerne gør sig stor umage, når de syr efter en fødsel, kan der godt være små synlige forandringer bagefter, som man skal vænne sig til.

”At skeden gaber” er et lidt kedeligt udtryk, som bruges af fagpersoner, når skedeåbningen er synligt åben i GU-leje. Det lyder værre end det er og det er ikke ensbetydende med, at din skede står åben i andre situationer. Skeden åbner sig hos mange kvinder, når de ligger i den stilling og det behøver ikke, at have nogen betydning over hovedet.

Det bedste du kan gøre, er at lytte til din lyst og komme i gang igen. Sexlivet er vigtigt både for dit velbefindende og jeres parforhold. Sex og orgasmer noget af den bedste træning for din skedemuskulatur og du vil også meget hurtigere få en fornemmelse af, hvordan du reelt fungerer. Forsæt med dine knibeøvelser og onaner, så ofte du har lyst. Du må ikke lade spekulationer over en lille anatomisk detalje, som måske er helt betydningsløs, ødelægge jeres fremtidige sexliv.

Du kalder det ”problemet med skeden”, men spørgsmålet er om, der er et reelt problem. Det finder du ud af på lidt længere sigt, når du/I har fået gang i sexlivet igen. Viser det sig, at der er vedblivende gener eller problemer, skal du selvfølgelig henvende dig til lægen igen.
De bedste hilsner
Vivi


I Vivis brevkasse kan du få svar på alle spørgsmål, der vedrører din eller din partners seksualitet eller jeres fælles sexliv.

Se Vivis hjemmeside på: Bedresexliv.dk

Anmeld

3 numre af Vores Børn + 2 LEGO Storage bokse.

Spar 384 kr.

Køb her for kun 229 kr.

[ Spring til toppen ]

Gå til forsiden

Gratis eksperthjælp

Det er gratis at søge hjælp hos vores eksperter - se alle eksperterne her.