En spiseforstyrrelse

Hej Piger, Ja så fik jeg lige taget hul på posen inde i et andet emne, og jeg tænkte at jeg lige ville skrive lidt af mine tanker ned. Nu handler det for mig ikke om depression, men skriver indlægget her, da det jo er hovedet den er gal med;). Kort fortalt har det handlet om for mig, at jeg er fuldstændigt fikseret på at skulle veje mellem 53 og 54kg! Jep ved godt at det ikke er så meget, men synes det passer fint til mine 166cm. Det har jo så betydet, at jeg har vejet mig 10-15 gange om dagen og kontrolleret alt mit mad- og drikke indtag. Og så har jeg stået og tudet på vægten, hvis den er øget med 300g fra den ene dag til den anden (og så spist meget lidt den dag). Ja det er jo skørt og jeg kan godt selv se det! Men jeg har bare ikke kunnet slippe kontrollen. Det var jo det der skete, da jeg blev gravid og det var super hårdt for mig. Det hele startede med at jeg skulle tabe de der ekstra kilo, der kom på under graviditeten og jeg begyndte at veje mig hver dag for at se hvordan det gik. Det er jo desværre bare blevet sådan, jeg jeg ikke har kunnet slippe det igen og det langsomt har taget overhånd. Der hvor det sådan for alvor gik op for mig, at der var noget galt, var, da jeg begyndte at undgå fester og middage, hvor man spiser meget. For så ville jeg ikke være i stand til at have samme kontrol over maden og vægten. Et andet faresignal var, da jeg begyndte at drikke mindre, bare for at være sikker på, at jeg ikke hobede væske op. Men i det mindste er jeg glad for, at jeg ikke har den impuls, at jeg vil tabe mig. Gudskelov for det. Jeg er glad når jeg vejer mellem 53 og 54kg og har ikke lyst til at veje mindre. Men nu, i samråd med min mand, er vægten lagt på loftet og jeg har ikke vejet mig siden den 29. december! Det er pisse hårdt og jeg bruger enormt meget tid på at spekulere over om jeg nu har taget på. Det er derfor at jeg er kommet til den erkendelse, at det nok ville være godt for mig, at få lidt terapi. Jeg prøver i stedet at tænke, at hvis jeg nu spiser sundt, så må kroppen selv regulere det og jeg får den størrelse jeg skal have. En sund sjæl i et sundt legeme, er blevet mantraen i det nye år. Men jeg er bange for, at det ikke er nok bare at beslutte sig for, at jeg ikke skal veje mig. Jeg spiser jo, hvis jeg skal være helt ærlig, en smule mindre end jeg egentlig skal, bare for at være på den sikre side. Så har jeg en buffer, hvis jeg nu skal ud en af dagene. Det er egentlig svært at erkende, at det er blevet sådan. Man kan jo ikke se på mig, at der er noget galt, og mine tank og kontroller har været mit alene. Nu har jeg valgt at dele lidt med jer, og jeg håber ikke at i vil se meget anderledes på mig af den grund:'(. Kh Netapige:$

Hej smølf.
Jeg kan kun sige igen, at jeg synes, du skal ringe til Aidaclinic - de har terapeuter, der ikke laver andet, end at sidde med mennesker, der har som dig og mig.

De siger bl.a. at når ens indtagelse af mad bliver handlingsbestemt og præget af kontrol og tvang, så er det en eller anden form for spiseforstyrrelse, men alt det kan du også læse om på deres hjemmeside.

Jeg synes, det har været super hårdt at sige det højt og erkende overfor mig selv, at jeg faktisk havde et meget seriøst problem, men selve erkendelsen er et meget stort skridt på vejen, så du har allerede taget de første skridt mod at få det bedre bare ved at erkende, at du nok har brug for hjælp - for der er ingen af os, der kan komme igennem noget sådan på egen hånd.

Du skal ikke være bange for at blive set anderledes på - vi er jo mange herinde med alskens slags forskellige problemer, selv har jeg også en depression, men jeg har lært hos min terapeut at anerkende, at de problemer, jeg har og ikke feje dem af vejen, som jeg ellers har haft tilbøjelighed til.

Fedt at du fik skrevet!!! Det er sgu stærkt gået!!!.

Knus fra Anja

Hej Anja,

Tusind tak for dit svar! Jeg er rigtig glad for at du ville dele det med mig:). Det betyder altså super meget, at man kan snakke med andre om det.
Kommer du fremad i terapien? Jeg var inde og læse på deres hjemmside, og det ser ud som om, at det er lige sådan noget jeg kunne bruge:). Koster det egentlig penge, at gå der? Og skal man henvises fra sin læge... Har af en eller anden grund ikke lyst til at han skal involveres...

Iegn mange tak for dit svar:D.

Stort kram Neta:P

Hej igen :)
Jamen jeg synes helt klart, at jeg kommer fremad i terapien - det går langsomt, men jeg har også så mange skeletter i skabet, at det halve kunne være nok :( Bare da jeg var inde til den forsamtale, så skulle jeg sådan resumere op, hvilke oplevelser jeg havde haft, der kunne være medvirkende til, at jeg har det som jeg har det, og da jeg var færdig og havde fået ridset op, hvad der var sket gennem tiden, så tænkte jeg, hjælp alt det vasketøj får du aldrig nogen sinde bund i - og det kan virke MEGET uoverskueligt, men man bliver jo nødt til at starte et sted, og så arbejde sig fremad ligeså stille - men jeg synes godt nok, det er svært, og man bliver nødt til at tro på, at man nok skal nå sit mål.

Det koster penge at gå der, men der er forskellige måder, man kan få det betalt på - det kan jeg dog ikke, da jeg bor i Sverige, så jeg betaler selv for at gå der, hvilket er 700,- kr. pr. gang. Du behøver ikke at blive henvist af din læge, men hvis man skal have det betalt, så ved jeg egentlig ikke rigtig, hvordan det lige fungerer, men det kan de sikkert fortælle dig meget mere om derinde.
I øvrigt er den daglige leder af Aida, Dorthe, bare så sød og rar, så der er slet ikke noget at være bange for.

Hvis du ringer derind, vil jeg da rigtig gerne høre, hvad der kommer ud af det :), og igen du må spørge alt det du vil ;).

Stort kram fra Anja