Jeg er desperat!!

Jeg har skrevet et indlæg før... Men er desperat...

Jeg er så udmattet, efter snart en uges gråd... Er gift med en mand jeg har kendt i snart 9 år. Vi har sammen en dreng på 2 år. Vi har altid haft en fedt forhold, og har altid været meget knyttet til hinanden. Jeg har tit ligget søvnløs, ved tanken om at jeg skulle miste ham... Altså jeg ved at jeg har elsket ham vanvittigt højt... Vi har det sidste år haft hænderne fulde med vores søn. Der har derfor manglet lidt på "kæreste" kontoen. Men jeg fik en fødselsdepression da min søn blev født. Og jeg kunne mærke min kærlighed til min mand, men havde meget svært ved at mærke kærligheden til min søn... Gik helt ned med flaget. Fik psykolog hjælp og medicinsk hjælp. Efter 6 mdr. Var jeg meget oven på igen. Så har jeg løbende haft nogle dårlige perioder efterfulgt af angst. Men har kunne holde det hen ved hjælp af psykolog, og god støtte fra min mand. Så pludselig for en uge siden, begyndte mit humør at dale. Og det var som om jeg ikke rigtig følte noget, når min mand krammende mig. 2 dage før vores ferie, gik jeg helt i panik... Jeg kunne pludselig INTET mærke overfor min mand. Jeg blev rigtig bange, og nedtrykt. Havde på ingen måde lyst til noget som helst. Kun lyst til at sove. Jeg begyndte at fokuserer på alle små fejl ved ham, og det kørte rundt i mit hoved. Vågnede op med hjerterbanken, kvalme, dårlig mave, trist humør og mangel på appetit. Meldte mig syg fra arb. Og kunne mærke at det lettede "lidt"... Dagen efter gentog det sig, og jeg led de næste par dage af en slags "angst" bare ved synes, duften eller stemmen af min mand. Konstant kørte tankerne i en spole om (skilsmisse, hussalg, afsked med min svigerfamilie osv) 24/7 kredsede mine tanker deromkring. Jeg jeg ved at jeg altid har elsket ham, men kunne så slet som ingen ting overbevise mig selv om, at jeg aldrig rigtig har elsket ham... Hver gang disse tanker meldte sig. Begyndte mit hjerte at hamre, sveden meldte sig, kvalmen og tristheden... Jeg har på 1 uge tabt 2 kg. Har madlede Jeg føler mig rigtig Tom når jer ser på ham. Presser konstant mig selv til at føle det, som jeg følte for bare 3 mdr siden... Er gået i gang med antidepresiv medicin for en uge siden, og psykolog om 3 uger... Men jeg er desperat efter at høre fra andre, som har været igennem nogenlunde det samme. Kommer jeg nogensinde ud på den anden side, og får mit gamle jeg igen. Hende som glædede sig til at få sin mand hjem... Har grædt så meget, at jeg lige nu ikke kan mærke noget som helst....ved slet ikke hvad jeg i det hele taget vil.... Åh hjælp mig med noget positivt... Tak.... Hilsen en meget meget trist mor og kone

Anonym skriver:

Jeg har skrevet et indlæg før... Men er desperat...

Jeg er så udmattet, efter snart en uges gråd... Er gift med en mand jeg har kendt i snart 9 år. Vi har sammen en dreng på 2 år. Vi har altid haft en fedt forhold, og har altid været meget knyttet til hinanden. Jeg har tit ligget søvnløs, ved tanken om at jeg skulle miste ham... Altså jeg ved at jeg har elsket ham vanvittigt højt... Vi har det sidste år haft hænderne fulde med vores søn. Der har derfor manglet lidt på "kæreste" kontoen. Men jeg fik en fødselsdepression da min søn blev født. Og jeg kunne mærke min kærlighed til min mand, men havde meget svært ved at mærke kærligheden til min søn... Gik helt ned med flaget. Fik psykolog hjælp og medicinsk hjælp. Efter 6 mdr. Var jeg meget oven på igen. Så har jeg løbende haft nogle dårlige perioder efterfulgt af angst. Men har kunne holde det hen ved hjælp af psykolog, og god støtte fra min mand. Så pludselig for en uge siden, begyndte mit humør at dale. Og det var som om jeg ikke rigtig følte noget, når min mand krammende mig. 2 dage før vores ferie, gik jeg helt i panik... Jeg kunne pludselig INTET mærke overfor min mand. Jeg blev rigtig bange, og nedtrykt. Havde på ingen måde lyst til noget som helst. Kun lyst til at sove. Jeg begyndte at fokuserer på alle små fejl ved ham, og det kørte rundt i mit hoved. Vågnede op med hjerterbanken, kvalme, dårlig mave, trist humør og mangel på appetit. Meldte mig syg fra arb. Og kunne mærke at det lettede "lidt"... Dagen efter gentog det sig, og jeg led de næste par dage af en slags "angst" bare ved synes, duften eller stemmen af min mand. Konstant kørte tankerne i en spole om (skilsmisse, hussalg, afsked med min svigerfamilie osv) 24/7 kredsede mine tanker deromkring. Jeg jeg ved at jeg altid har elsket ham, men kunne så slet som ingen ting overbevise mig selv om, at jeg aldrig rigtig har elsket ham... Hver gang disse tanker meldte sig. Begyndte mit hjerte at hamre, sveden meldte sig, kvalmen og tristheden... Jeg har på 1 uge tabt 2 kg. Har madlede Jeg føler mig rigtig Tom når jer ser på ham. Presser konstant mig selv til at føle det, som jeg følte for bare 3 mdr siden... Er gået i gang med antidepresiv medicin for en uge siden, og psykolog om 3 uger... Men jeg er desperat efter at høre fra andre, som har været igennem nogenlunde det samme. Kommer jeg nogensinde ud på den anden side, og får mit gamle jeg igen. Hende som glædede sig til at få sin mand hjem... Har grædt så meget, at jeg lige nu ikke kan mærke noget som helst....ved slet ikke hvad jeg i det hele taget vil.... Åh hjælp mig med noget positivt... Tak.... Hilsen en meget meget trist mor og kone

Det skal nok gå - selvom det ser sort ud lige nu. Du må lige give det antidepressive lov at virke, og så er det nok en god ide at fortsætte med noget psykolog hjælp.

Prøv at se logisk på det: hvorfor skulle dine følelser fra den ene dag til den anden ændre sig? Du må prøve at bevare håbet og troen på at det nok skal komme tilbage igen...

Og måske det kan berolige dig lidt at overveje situationen hvis ikke det gjorde. Lyder lidt som om at du går i panik over en tanke du har fået i hovedet, og jeg kender det ALT for godt selv... Hvorfor skulle du ikke kunne bevare et godt forhold til din mand og svigerfamilie HVIS det gik galt? Det lyder som om du er glad for dem, og hvis du er det er det sikkert gengældt.
Bolig osv skulle nok løse sig - det gør det altid.

Men så galt går det jo ikke, du skal bare have tid og ro.

Knus til dig

Holbæktrunten skriver:

Det skal nok gå - selvom det ser sort ud lige nu. Du må lige give det antidepressive lov at virke, og så er det nok en god ide at fortsætte med noget psykolog hjælp.

Prøv at se logisk på det: hvorfor skulle dine følelser fra den ene dag til den anden ændre sig? Du må prøve at bevare håbet og troen på at det nok skal komme tilbage igen...

Og måske det kan berolige dig lidt at overveje situationen hvis ikke det gjorde. Lyder lidt som om at du går i panik over en tanke du har fået i hovedet, og jeg kender det ALT for godt selv... Hvorfor skulle du ikke kunne bevare et godt forhold til din mand og svigerfamilie HVIS det gik galt? Det lyder som om du er glad for dem, og hvis du er det er det sikkert gengældt.
Bolig osv skulle nok løse sig - det gør det altid.

Men så galt går det jo ikke, du skal bare have tid og ro.

Knus til dig

Tusind tak for dine ord!! Suger alt til mig... Sidder med tåre øjnene, uden at kunne mærke at jeg er ked af det... Føler mig Tom... vil prøve at tænke logisk! Tal!

Anonym skriver:

Tusind tak for dine ord!! Suger alt til mig... Sidder med tåre øjnene, uden at kunne mærke at jeg er ked af det... Føler mig Tom... vil prøve at tænke logisk! Tal!

Det var så lidt - vi kan alle bruge er opmuntrende ord i ny og næ

Det er okay at du ikke kan mærke du er ked af det lige nu - din krop reagerer for dig. Lad den gøre det.

Og igen: Logisk set ved du jo godt at du er ked af det. Det er jo derfor du har skrevet dette indlæg og har søgt hjælp andetsteds ( FLOT at du har magtet det, forøvrigt).

Nogen gange skal man bare have lov at reagere uden at tænke.

Holbæktrunten skriver:

Det var så lidt - vi kan alle bruge er opmuntrende ord i ny og næ

Det er okay at du ikke kan mærke du er ked af det lige nu - din krop reagerer for dig. Lad den gøre det.

Og igen: Logisk set ved du jo godt at du er ked af det. Det er jo derfor du har skrevet dette indlæg og har søgt hjælp andetsteds ( FLOT at du har magtet det, forøvrigt).

Nogen gange skal man bare have lov at reagere uden at tænke.

Ja du har ret Det hjælper også altid lidt, når andre ser logisk på situationen, og kommer med beroligeende ord.. Nogle gange drukner man i negativ tanker... Uden nogen form for logik

Andre med lidt erfaring

Op

Kære dig.

Er ked af, at du har det sådan - Det er meget svært at se klart på nogen ting, når angst og depression tager overhånd. Mit bedste råd til dig er at tænke på, at det er noget der sker i dit hoved og jeg synes, at du skal sige til dig selv (Og ham), at du lige nu kun kan tage dag ad gangen og bed ham bære over med dig den næste tid. Det er også vigtigt, at du fortæller ham, at du ikke har overskud lige nu og at du har brug for ro og plads til det vender igen. FOR DET GØR DET. Du har prøvet det før. Jeg kan godt forstå, at du er skræmt over dine manglende følelser, men det er altså helt, helt normalt, når man er i en periode, som du er nu.

Det er meget, meget vigtigt, at du tænker på, at medicinen skal have lov at virke og at det er det eneste du skal forholde dig til lige nu.

Mit bedste råd til dig er, at du siger til dig selv - Evt. skriver en konkret dato ned - at du ikke må tage beslutning om dine manglende følelser, skilsmisse, fremtid eller noget i den stil før om 1 måned.

Indtil da skal du sørge for at passe på dig selv og tage en dag ad gangen. Lad være med at have dårlig samvittighed over det hele og lad være med at pres dig selv. Din glæde og din energi skal nok komme igen.

knus

tymini skriver:

Kære dig.

Er ked af, at du har det sådan - Det er meget svært at se klart på nogen ting, når angst og depression tager overhånd. Mit bedste råd til dig er at tænke på, at det er noget der sker i dit hoved og jeg synes, at du skal sige til dig selv (Og ham), at du lige nu kun kan tage dag ad gangen og bed ham bære over med dig den næste tid. Det er også vigtigt, at du fortæller ham, at du ikke har overskud lige nu og at du har brug for ro og plads til det vender igen. FOR DET GØR DET. Du har prøvet det før. Jeg kan godt forstå, at du er skræmt over dine manglende følelser, men det er altså helt, helt normalt, når man er i en periode, som du er nu.

Det er meget, meget vigtigt, at du tænker på, at medicinen skal have lov at virke og at det er det eneste du skal forholde dig til lige nu.

Mit bedste råd til dig er, at du siger til dig selv - Evt. skriver en konkret dato ned - at du ikke må tage beslutning om dine manglende følelser, skilsmisse, fremtid eller noget i den stil før om 1 måned.

Indtil da skal du sørge for at passe på dig selv og tage en dag ad gangen. Lad være med at have dårlig samvittighed over det hele og lad være med at pres dig selv. Din glæde og din energi skal nok komme igen.

knus

Tusind tak for dit svar!! Det varmede virkelig meget, i denne rigtig dumme tid Jeg tror "måske" at pillerne begynder at virke lidt. Har kun taget dem i 1 uge og 2 dage. Men har stadig ondt i maven når jeg ser min mand. Får det faktisk lidt "angst" agtigt! Så jeg er ret overbevist om at det er 100% noget der foregår i mit hoved��

Jeg har haft angst suppleret med periodisk depression  i 11 år så kender det efterhånden.

Du er velkommen til at skrive privat hvis du har lyst men ellers vil jeg bare lige sige at det er din angst der taler

Det der sker er at du udvikler en angst for at det går galt med dig og manden og så begynder det at bide sig selv i halen, det er en spiral der skal brydes