Hej Piger
jeg har valgt at skrive min fb mens den stadig står frisk i hukommelsen og fordi jeg håber at andre kan få noget ud af at læse den
I lørdags, den 22/6 er jeg gået 4 dage over tid og er efterhånden virkelig virkelig utålmodig. Vi tager på tur med storesøster for at få dagen til at gå og jeg fornemmer ikke rigtig at der skulle være en fødsel på vej så var ret slukøret....endnu en dag!
Da vi er hjemme igen går jeg en 4 km tur med hunden- det virkede sidste gang!
kl 18 kommer den første ve...med det samme regelmæssigt og med 10 min imellem. Kl 20 ringer vi efter en veninde der skal passe vores pige, putter hende og kl 21 kører vi til fg.
I modtagelsen møder vi den sødeste km og en studerende. Der er nu 5 min mellem veerne og de konstaterer at jeg er 7 cm åben. Yes! Så er vi der næsten 
Jeg spørger for en sikkerheds skyld om de er sikker på at han har hovedet nedad for jeg har flere gange i min graviditet mærket mange spark i bunden af maven og har spurgt til alle tjek men hver gang har de forsikret mig om at han står fast med hovedet i bækkenet. Jo! hovedet er nedad - alt er perfekt og vi bliver fulgt ned på fødestuen.
Veerne tager hurtigt til og jeg beder kl ca 22.45 Jm studerende undersøge mig igen. Det går fint! Det gør ondt, men vil ikke ha smertestillende. Hun vil lytte hjertelyd men kan ikke finde den og lytter længere oppe på maven og finder den så. Den er fin og hun ser mere rolig ud, men jeg finder senere ud af at hun undrede sig over at hjertelyden skulle måles helt oppe oven min navle. Hun undersøger mig og siger at jeg er helt åben og må føde men at hun lige vil tá vandet. Og så bliver hun HELT stille...
Hun kalder på den erfarne jm og derfra lukker jeg øjnene for jeg vidste bare hvad der var i vejen....det var ikke fosterhinden de kunne se, men hans pung 
Jeg kan slet ikke styre kroppen og får en spontan presseve som jeg forsøger at kæmpe imod men forsmår det ikke rigtig...jeg er pisse bange Men tænker at jeg bare må forsøge at gøre som de siger. Jm fortager en masse opkald og i løbet af 30 sek er der 12 mand på stuen...læger, assistenter, jm, studerende osv...
Jm tager mig i hånden og siger at det er en sædefødsel og jeg kigger på hende og siger at det sagde jeg jo!!
Kl 22.51 får de en elektrode på hans numse og han har fin hjertelyd. Han har det godt. Lægen siger at i næste ve så skal han ud! Først kroppen og så hovedet...og det skal være i 1 ve! Kl 23.02 er han født.
Fra de konstaterer at han ligger med numsen nedad og til han er født går der 11 min. Jeg er SÅ træt. Han bliver lagt på min bryst og er helt blå og slap og da bliver jeg bange. Men de siger at han er ok men har slugt lidt fostervand som de lige skal ha op og han skal ha lidt luft og varme. Jeg lader dem gå med ham og kæresten går med...det skal nok gå...
Jm undersøger mig...ikke en rift- ingenting!! Wauu tænker jeg...
Det var ikke den fødsel jeg havde drømt om, men jeg er sgu skide stolt af mig selv. Tænk at jeg kunne det! Og vores lille fine søn er så skøn og jeg er fuldstændig overvældet af kærlighed 
Vi er hjemme nu og vi nyder det sammen med storesøster som bare er så sød ved ham - og her er han så
