Gravid og deprimeret?

Ja, jeg føler mig så voldsom deprimeret for tiden..  Forklaringen kommer her: (Undskylder på forhånd, hvis det bliver lidt langt!)

Jeg er gravid i 20. uge, med mit og min kærestes første barn. En lille pige. Der var ingen tvivl om, at vi skulle beholde barnet, da jeg blev gravid. Dog var det ikke planlagt. Men vi glæder os begge to rigtig meget. Vi har været sammen i 4½ år, og boet sammen i lejlighed i ½år. 

Siden vi flyttede sammen, og jeg blev gravid, har vi haft en del problemer i vores forhold. Jeg ved ikke om min kæreste har det på samme måde. Jeg har ikke lige snakket med ham, om disse ting, jeg fortæller nu. 

Jeg brugte stort set al min tid, fra 7-18. uge af min graviditet, på sofaen. Jeg kastede utrolig meget op. Kunne ikke rigtig holde andet ud. Nogen af de dage, kan min kæreste være den dejligste, og være meget støttende, nusse omkring mig, komme med de ting jeg mangler osv. Sige flere gange om dagen, at han elsker mig og den lille i maven, og kysse maven. 

Andre dage, kan han være SÅ træls imod mig. Bare være irriterne og sur, som om jeg har gjort ham noget. Han driller mig med min krop, siger at jeg ikke gør noget ud af mig selv, at jeg ligger for meget på den sofa, er kedelig osv. Jeg bliver så frygtelig deprimeret, og ked af det. De dage, tuder jeg hver eneste gang, jeg har et lille øjeblik alene med mig selv. Jeg kan slet ikke holde det inde. Det er som at gå med en knude i maven - hele dagen.  Jeg kan ikke lade vær med at tage de ting til mig. Hormoner, måske? Det er som om, at han ikke rigtig forstår, hvad man går igennem når man skal have et lille barn.. Han skulle vide hvordan det er.

Det får mig til at tænke, om jeg har gang i noget helt forkert. Om vi overhovede skulle have haft det her barn. Jeg føler, at min graviditet ødelægger det dejlige forhold vi egentlig har. Og det var jo bestemt ikke meningen.. 

Jeg har ikke snakket med ham om disse ting. Jeg ville være et vandfald fra start til slut. Ved ikke havd jeg præcis skulle sige. Tror ærligtalt ikke jeg har nerver til det lige nu. Ja, det blev lidt langt. Men jeg måtte bare ud med det til nogen!  

Anonym skriver:

Ja, jeg føler mig så voldsom deprimeret for tiden..  Forklaringen kommer her: (Undskylder på forhånd, hvis det bliver lidt langt!)

Jeg er gravid i 20. uge, med mit og min kærestes første barn. En lille pige. Der var ingen tvivl om, at vi skulle beholde barnet, da jeg blev gravid. Dog var det ikke planlagt. Men vi glæder os begge to rigtig meget. Vi har været sammen i 4½ år, og boet sammen i lejlighed i ½år. 

Siden vi flyttede sammen, og jeg blev gravid, har vi haft en del problemer i vores forhold. Jeg ved ikke om min kæreste har det på samme måde. Jeg har ikke lige snakket med ham, om disse ting, jeg fortæller nu. 

Jeg brugte stort set al min tid, fra 7-18. uge af min graviditet, på sofaen. Jeg kastede utrolig meget op. Kunne ikke rigtig holde andet ud. Nogen af de dage, kan min kæreste være den dejligste, og være meget støttende, nusse omkring mig, komme med de ting jeg mangler osv. Sige flere gange om dagen, at han elsker mig og den lille i maven, og kysse maven. 

Andre dage, kan han være SÅ træls imod mig. Bare være irriterne og sur, som om jeg har gjort ham noget. Han driller mig med min krop, siger at jeg ikke gør noget ud af mig selv, at jeg ligger for meget på den sofa, er kedelig osv. Jeg bliver så frygtelig deprimeret, og ked af det. De dage, tuder jeg hver eneste gang, jeg har et lille øjeblik alene med mig selv. Jeg kan slet ikke holde det inde. Det er som at gå med en knude i maven - hele dagen.  Jeg kan ikke lade vær med at tage de ting til mig. Hormoner, måske? Det er som om, at han ikke rigtig forstår, hvad man går igennem når man skal have et lille barn.. Han skulle vide hvordan det er.

Det får mig til at tænke, om jeg har gang i noget helt forkert. Om vi overhovede skulle have haft det her barn. Jeg føler, at min graviditet ødelægger det dejlige forhold vi egentlig har. Og det var jo bestemt ikke meningen.. 

Jeg har ikke snakket med ham om disse ting. Jeg ville være et vandfald fra start til slut. Ved ikke havd jeg præcis skulle sige. Tror ærligtalt ikke jeg har nerver til det lige nu. Ja, det blev lidt langt. Men jeg måtte bare ud med det til nogen!  

Du skal da snakke med din kæreste om det, så han ved hvordan det rammer dig, når han siger ting som "at du ikke gør noget ud af dig selv" osv. Din mand siger det sikkert bare i sjov, og han tror måske også at du tager det sådan.

Så fortæl hvad du føler, også selvom du vil være et vandfald fra start til slut, men så får du lettet dit hjerte, og i kan få talt sammen

Ofte tager man nok også tingene meget nært når man er gravid pga. Den store omvæltning der sker med ens krop og sind. Men husk at din mand også gennemgår en forandring, selvom det ikke er ham der er gravid. 

 

Anonym skriver:

Ja, jeg føler mig så voldsom deprimeret for tiden..  Forklaringen kommer her: (Undskylder på forhånd, hvis det bliver lidt langt!)

Jeg er gravid i 20. uge, med mit og min kærestes første barn. En lille pige. Der var ingen tvivl om, at vi skulle beholde barnet, da jeg blev gravid. Dog var det ikke planlagt. Men vi glæder os begge to rigtig meget. Vi har været sammen i 4½ år, og boet sammen i lejlighed i ½år. 

Siden vi flyttede sammen, og jeg blev gravid, har vi haft en del problemer i vores forhold. Jeg ved ikke om min kæreste har det på samme måde. Jeg har ikke lige snakket med ham, om disse ting, jeg fortæller nu. 

Jeg brugte stort set al min tid, fra 7-18. uge af min graviditet, på sofaen. Jeg kastede utrolig meget op. Kunne ikke rigtig holde andet ud. Nogen af de dage, kan min kæreste være den dejligste, og være meget støttende, nusse omkring mig, komme med de ting jeg mangler osv. Sige flere gange om dagen, at han elsker mig og den lille i maven, og kysse maven. 

Andre dage, kan han være SÅ træls imod mig. Bare være irriterne og sur, som om jeg har gjort ham noget. Han driller mig med min krop, siger at jeg ikke gør noget ud af mig selv, at jeg ligger for meget på den sofa, er kedelig osv. Jeg bliver så frygtelig deprimeret, og ked af det. De dage, tuder jeg hver eneste gang, jeg har et lille øjeblik alene med mig selv. Jeg kan slet ikke holde det inde. Det er som at gå med en knude i maven - hele dagen.  Jeg kan ikke lade vær med at tage de ting til mig. Hormoner, måske? Det er som om, at han ikke rigtig forstår, hvad man går igennem når man skal have et lille barn.. Han skulle vide hvordan det er.

Det får mig til at tænke, om jeg har gang i noget helt forkert. Om vi overhovede skulle have haft det her barn. Jeg føler, at min graviditet ødelægger det dejlige forhold vi egentlig har. Og det var jo bestemt ikke meningen.. 

Jeg har ikke snakket med ham om disse ting. Jeg ville være et vandfald fra start til slut. Ved ikke havd jeg præcis skulle sige. Tror ærligtalt ikke jeg har nerver til det lige nu. Ja, det blev lidt langt. Men jeg måtte bare ud med det til nogen!  

Må jeg trøste dig med at du bestemt ikke er alene i din situation.
Jeg husker da jeg ventede vores første barn, da havde vi også en del problemer, og havde det faktisk indtil hun var 3 måneder, hvor jeg gik med vores datter og han fik øjnene op, gik i terapi og siden da har vi været total lykkelige sammen. Og venter nu barn nr. 2

Nogle gange skal man så meget surt igennem for at komme til det søde. Men husk at du sidder med en masse hormoner og din kæreste er nok ikke helt klar over hvordan man lige skal klare det.
-Igen det bliver MEGET lettere anden gang, kan jeg hilse og sige!

Jeg synes du skal skrive de ting ned du er ked af og hvad han kan gøre bedre, og tage en samtale med ham.

99 pct af tiden skal mænd have fortalt, meget klart, hvad man vil have dem til