Mine to store drenge er og bliver "deres fars drenge". De tre har noget sammen som jeg ikke kan være med i, og det går mig ofte på. Føler mig afvist og som en uduelig mor når drengene for 10. gang på en dag, vælger deres far fremfor mig
Men jeg har arbejdet meget med det og ved med min forstand at de ikke elsker mig mindre end de elsker deres far. De er bare utrolig meget "drenge" og har rug for at lave alle de der sjove og farlige ting som mor ikke altid kan lokkes til
De er dog utrolig kærlige overfor mig. De kysser og krammer mig i et væk, og det er mig de går til hvis de har slet sig eller vil have en is
. Jeg lever for de øjeblikke for de kravler op på skødet af mig og vi nusser og krammer.
Til gengæld er vores mindste i den grad "mors dreng". Det er KUN mig der kan bruges og sådan har det faktisk altid været. Plejer at kalde ham min egen lille koalabjørn, for han hænger mig om halsen konstant. Det er selvfølgelig skønt, men kan også være enorm belastende til tider.
Du må ikke tage det personligt, for det er det ikke. Er sikker på der kommer en dag hvor han synes at "mor er den bedste i verden"
Anmeld