Åh, næsten uudholdeligt...

Er ved at blive sindssyg tror jeg 
Jeg er SÅ skruk efterhånden! Synes jeg ser gravide alle vegne, og ønsker mig bare sådan den store mave og glæden ved graviditet og familieforøgelse... 

Desværre er manden ikke helt lige så indstillet på det som jeg, han har to børn fra et tidligere forhold, og selvom han ikke er direkte afvisende overfor det, så er det absolut heller ikke et samtaleemne.. 

Jeg er 18år, og mange af jer vil med stor sandsynlighed mene at jeg er alt alt for ung til at gå med de tanker, men omstændighederne gør bare at jeg er totalt babyklar! Ydermere er jeg meget moden, og til daglig går jeg i rollen som "bonusmor"  Jeg er ud af en familie hvor alle er blevet mor i 16-23års alderen, hvilket jeg ikke har nogle dårlige erfaringer med  Min kæreste har to børn, og jeg ser ham hver dag nyde sine unger, elske dem mere end noget andet, og jeg vil SÅ gerne dele det med ham, ved at have vores eget fælles 
Min kæreste er noget ældre end mig, +10år, så det er også et spørgsmål om at det ikke skal blive "for sent" for hans vedkommende heller... 

Det der plager mig mest er at jeg er klar over at mine forældre kæmpede 7 år for at få mig, og i forbindelse med en scanning for underlivssmerter i april fik jeg afvide at jeg har tendens til cystedannelser på æggestokkene  Dette kan resultere i at en cyste en dag "kvæler" en eller begge æggestokke, og den/de derved må bortopereres - dvs. ingen børn 

Åh, måtte bare lige ud med det alt sammen... Håber nogen kan forstå min frustration og kan komme med lidt trøst 

Lookingforward skriver:

Er ved at blive sindssyg tror jeg 
Jeg er SÅ skruk efterhånden! Synes jeg ser gravide alle vegne, og ønsker mig bare sådan den store mave og glæden ved graviditet og familieforøgelse... 

Desværre er manden ikke helt lige så indstillet på det som jeg, han har to børn fra et tidligere forhold, og selvom han ikke er direkte afvisende overfor det, så er det absolut heller ikke et samtaleemne.. 

Jeg er 18år, og mange af jer vil med stor sandsynlighed mene at jeg er alt alt for ung til at gå med de tanker, men omstændighederne gør bare at jeg er totalt babyklar! Ydermere er jeg meget moden, og til daglig går jeg i rollen som "bonusmor"  Jeg er ud af en familie hvor alle er blevet mor i 16-23års alderen, hvilket jeg ikke har nogle dårlige erfaringer med  Min kæreste har to børn, og jeg ser ham hver dag nyde sine unger, elske dem mere end noget andet, og jeg vil SÅ gerne dele det med ham, ved at have vores eget fælles 
Min kæreste er noget ældre end mig, +10år, så det er også et spørgsmål om at det ikke skal blive "for sent" for hans vedkommende heller... 

Det der plager mig mest er at jeg er klar over at mine forældre kæmpede 7 år for at få mig, og i forbindelse med en scanning for underlivssmerter i april fik jeg afvide at jeg har tendens til cystedannelser på æggestokkene  Dette kan resultere i at en cyste en dag "kvæler" en eller begge æggestokke, og den/de derved må bortopereres - dvs. ingen børn 

Åh, måtte bare lige ud med det alt sammen... Håber nogen kan forstå min frustration og kan komme med lidt trøst 

Er også ved at blive helt dum.!!!!

Min dejlige pap søn, har for lidt tiden siden fået en lillesøster hos hans mor, og hende snakker vi selvf. Meget om

men puha, skulle selv have haft en lille på samme tidspunkt, men fik en abort. Og nu syntes jeg det bider mig totalt i røven..!!

Så forstår dig totalt.. :/ :/

Hm, min kæreste vil gerne, men han/vi vil vente fordi jeg skal starte pædagog udd. til august. Er først færdig om 3 1/2 år.
ALT for lang tid til.....

Ha måtte ligge alt baby ting væk osv. Undtaget stedet her, fordi her føler jeg en smule trøst

Tak for svar, det varmede lidt 

Her snakkede vi lidt i starten om børn (vi havde d. 9/6 været sammen i to år), og vi kan begge godt lide Isabella/Isabel  Fredag havde hans datter så en veninde ved navn Isabella med hjem og lege, og da maden var færdig og jeg kaldte på dem alle tre blev jeg lige et øjeblik grebet af hvor godt det egentlig lød med de tre navne sammen...
Så jeg vendte mig mod min kæreste og sagde "det kunne jeg da godt vænne mig til at sige," hvorefter han bare smiler hemmelighedsfuldt og blinker  Det får mig til at hungre endnu mere efter at bringe det op som et seriøst vendepunkt, men for f***** hvor er jeg nervøs for et rungende nej... 

Det er så skønt med papbørn, og man kommer virkelig til at holde af dem, men omvendt så vækker det også bare noget i en, så vil man altså have sin egen! 

Puha, ja det er længe.... Har I så tænkt jer at vente i 3½ år eller? 

Mht. abort, så ville jeg aldrig selv kunne få en abort med tanken om mine cyster, tænk sig hvis det skulle være eneste chance for at blive  mor, og jeg så misser den 

Lookingforward skriver:

Er ved at blive sindssyg tror jeg 
Jeg er SÅ skruk efterhånden! Synes jeg ser gravide alle vegne, og ønsker mig bare sådan den store mave og glæden ved graviditet og familieforøgelse... 

Desværre er manden ikke helt lige så indstillet på det som jeg, han har to børn fra et tidligere forhold, og selvom han ikke er direkte afvisende overfor det, så er det absolut heller ikke et samtaleemne.. 

Jeg er 18år, og mange af jer vil med stor sandsynlighed mene at jeg er alt alt for ung til at gå med de tanker, men omstændighederne gør bare at jeg er totalt babyklar! Ydermere er jeg meget moden, og til daglig går jeg i rollen som "bonusmor"  Jeg er ud af en familie hvor alle er blevet mor i 16-23års alderen, hvilket jeg ikke har nogle dårlige erfaringer med  Min kæreste har to børn, og jeg ser ham hver dag nyde sine unger, elske dem mere end noget andet, og jeg vil SÅ gerne dele det med ham, ved at have vores eget fælles 
Min kæreste er noget ældre end mig, +10år, så det er også et spørgsmål om at det ikke skal blive "for sent" for hans vedkommende heller... 

Det der plager mig mest er at jeg er klar over at mine forældre kæmpede 7 år for at få mig, og i forbindelse med en scanning for underlivssmerter i april fik jeg afvide at jeg har tendens til cystedannelser på æggestokkene  Dette kan resultere i at en cyste en dag "kvæler" en eller begge æggestokke, og den/de derved må bortopereres - dvs. ingen børn 

Åh, måtte bare lige ud med det alt sammen... Håber nogen kan forstå min frustration og kan komme med lidt trøst 

Vil lige trøste dig med at mange kvinder har tendens til cyster på æggestokkerne, heldigvis har du to og jeg vil berolige dig med at det er de færreste f.eks. 20 årige der ikke kan få børn af DEN grund
Så den skal ikke skræmme dig alt for meget

altså det med at dømme dig fordi du er ung.... må da indrømme at jeg på ingen måde var klar til børn som 18 årig, men heller ej ville jeg nogensinde dengang have en kæreste med børn, så det bliver lidt svært at give dig et bedre råd, end at du skal følge dit hjerte.
Om du er 18, 25 eller 40 er sgu lidt ligemeget idag (synes jeg), så længe du har din uddannelse, bagland i orden og en kæreste som også vil det, så go for it...

Det med uddannelsen er af personlig erfaring, jeg var under uddannelse med nr. 1 og nu igen med nr. 2..... DET ER HÅRDT!!!! for mig i hvert fald.

Mitallerstørsteønske skriver:

Er også ved at blive helt dum.!!!!

Min dejlige pap søn, har for lidt tiden siden fået en lillesøster hos hans mor, og hende snakker vi selvf. Meget om

men puha, skulle selv have haft en lille på samme tidspunkt, men fik en abort. Og nu syntes jeg det bider mig totalt i røven..!!

Så forstår dig totalt.. :/ :/

Hm, min kæreste vil gerne, men han/vi vil vente fordi jeg skal starte pædagog udd. til august. Er først færdig om 3 1/2 år.
ALT for lang tid til.....

Ha måtte ligge alt baby ting væk osv. Undtaget stedet her, fordi her føler jeg en smule trøst

Må jeg lige sige at pædagog uddannelsen er faktisk en super god uddannelse at gå på, mens man får børn! Har selv startet op på den, blev gravid og da jeg fik bækkenløsning så fik jeg lov at beholde min plads, UDEN lægeerklæring og på skrift. Det er faktisk den eneste uddannelse jeg har gået på som er nem selvom man bliver gravid - som ret mange på uddannelsen var

Så man kan godt begge dele

Flodkilling skriver:

Vil lige trøste dig med at mange kvinder har tendens til cyster på æggestokkerne, heldigvis har du to og jeg vil berolige dig med at det er de færreste f.eks. 20 årige der ikke kan få børn af DEN grund
Så den skal ikke skræmme dig alt for meget

altså det med at dømme dig fordi du er ung.... må da indrømme at jeg på ingen måde var klar til børn som 18 årig, men heller ej ville jeg nogensinde dengang have en kæreste med børn, så det bliver lidt svært at give dig et bedre råd, end at du skal følge dit hjerte.
Om du er 18, 25 eller 40 er sgu lidt ligemeget idag (synes jeg), så længe du har din uddannelse, bagland i orden og en kæreste som også vil det, så go for it...

Det med uddannelsen er af personlig erfaring, jeg var under uddannelse med nr. 1 og nu igen med nr. 2..... DET ER HÅRDT!!!! for mig i hvert fald.

Hm, det er jeg glad for at høre, men udmeldingen fra de tre læger der overværede min scanning, tanken om mine forældres kamp for graviditet og så det faktum at min kærestes veninde nu har fået fjernet begge æggestokke pga. cyster og derfor ikke kan få flere børn end den ene søn end hun har, gør bare at jeg frygter for mine odds, og derfor aldrig vil turde risikere at misse chancen ved en abort.. 

Jeg er klar over at jeg er en af få der er klar til at få barn i en alder af 18år, men jeg tror måske det har meget at gøre med hvad man er vokset op med  Synes at D.U.M giver et forkert billed af hvad unge mødre er i stand til, jeg er 100% overbevist om at jeg vil klare det lige så godt som en på 30  

Igen, tak for svar 

Vi tænker at det nok kommer på tale til næste sommer.. Så er pap søn også 3 1/2 år.

Men altså sker uheldet selv om jeg er på p-piller, så er jeg kold i røven... Så bliver den bebs i maven

Med hensyn til aborten, så var der så mange grunde, da jeg tog beslutningen på det tidspunkt, og nogle af grundene var gode og fornuftige, og andre usikkerhed og uvidenhed om hvordan jeg ville se livet efter..

Hm, men for mig tager det ret lang tid at komme over.! Men gør fandme heller ikke tingene nemmere for mig selv.. :/
Kikker i alt om baby osv. For at dulme skrukheden... Haha.! Ku da bare lade vær.! Men nul. Er ikke så let.. heheh.

Mitallerstørsteønske skriver:

Vi tænker at det nok kommer på tale til næste sommer.. Så er pap søn også 3 1/2 år.

Men altså sker uheldet selv om jeg er på p-piller, så er jeg kold i røven... Så bliver den bebs i maven

Med hensyn til aborten, så var der så mange grunde, da jeg tog beslutningen på det tidspunkt, og nogle af grundene var gode og fornuftige, og andre usikkerhed og uvidenhed om hvordan jeg ville se livet efter..

Hm, men for mig tager det ret lang tid at komme over.! Men gør fandme heller ikke tingene nemmere for mig selv.. :/
Kikker i alt om baby osv. For at dulme skrukheden... Haha.! Ku da bare lade vær.! Men nul. Er ikke så let.. heheh.

Det lyder da også fornuftigt! 

Her er ungerne hhv. 5 og 10år, så det ville ikke gøre noget for deres vedkommende hvis det blev nu... 

Jeg tror ikke man bare kan pakke det væk, er man skruk, så er man skruk, og man skal nok sørge for at spotte alle gravide, barnevogne, tilbud på Pampers og børneprogrammer på tv, hi hi 

Lookingforward skriver:

Er ved at blive sindssyg tror jeg 
Jeg er SÅ skruk efterhånden! Synes jeg ser gravide alle vegne, og ønsker mig bare sådan den store mave og glæden ved graviditet og familieforøgelse... 

Desværre er manden ikke helt lige så indstillet på det som jeg, han har to børn fra et tidligere forhold, og selvom han ikke er direkte afvisende overfor det, så er det absolut heller ikke et samtaleemne.. 

Jeg er 18år, og mange af jer vil med stor sandsynlighed mene at jeg er alt alt for ung til at gå med de tanker, men omstændighederne gør bare at jeg er totalt babyklar! Ydermere er jeg meget moden, og til daglig går jeg i rollen som "bonusmor"  Jeg er ud af en familie hvor alle er blevet mor i 16-23års alderen, hvilket jeg ikke har nogle dårlige erfaringer med  Min kæreste har to børn, og jeg ser ham hver dag nyde sine unger, elske dem mere end noget andet, og jeg vil SÅ gerne dele det med ham, ved at have vores eget fælles 
Min kæreste er noget ældre end mig, +10år, så det er også et spørgsmål om at det ikke skal blive "for sent" for hans vedkommende heller... 

Det der plager mig mest er at jeg er klar over at mine forældre kæmpede 7 år for at få mig, og i forbindelse med en scanning for underlivssmerter i april fik jeg afvide at jeg har tendens til cystedannelser på æggestokkene  Dette kan resultere i at en cyste en dag "kvæler" en eller begge æggestokke, og den/de derved må bortopereres - dvs. ingen børn 

Åh, måtte bare lige ud med det alt sammen... Håber nogen kan forstå min frustration og kan komme med lidt trøst 

Alder er bare et tal! Kender mange der følte sig klar i din alder. Havde det også sådan selv. Tænker at det også hænger sammen med din situation. Du er i et fast parforhold med en ældre og mere moden fyr, som oven i købet har børn, som du agerer bonusmor for - du ved lige som godt hvad det vil sige at have børn og at det måske ikke altid er lutter lagkage. 

Konfronter ham/tal pænt med ham og hvis han ikke er klar nu kan i måske blive enige om et tidspunk i igen kan tale om det. Så giver du ham også tid til at tænke over det, og måske vende sig til tanken om at være far til 3. 

smsh skriver:

Alder er bare et tal! Kender mange der følte sig klar i din alder. Havde det også sådan selv. Tænker at det også hænger sammen med din situation. Du er i et fast parforhold med en ældre og mere moden fyr, som oven i købet har børn, som du agerer bonusmor for - du ved lige som godt hvad det vil sige at have børn og at det måske ikke altid er lutter lagkage. 

Konfronter ham/tal pænt med ham og hvis han ikke er klar nu kan i måske blive enige om et tidspunk i igen kan tale om det. Så giver du ham også tid til at tænke over det, og måske vende sig til tanken om at være far til 3. 

Åh, tusind tak for dit svar, du har fat i det helt rigtige!

Ligesom vores forhold, der er baseret på filosofien "alder er bare et tal", så er emnet forældreskab vel også noget man kan putte ind under at alderen ikke har betydning, men derimod graden af modenhed og et stabilt grundlag 

Tror jeg vil prøve at snakke med ham om det som du foreslår, og så må vi se hvor han står på nuværende tidspunkt  Nu er det også godt og vel et år siden vi sidst havde det oppe og vende...  Man skal vel kunne dele alt med sin partner, og lige præcis sådan noget som at være skruk og ville have børn er vel det vigtigste at tale om! Vil så gerne kunne dele mine tanker med ham, og hvem ved, måske tænker han det samme...