Det blev en mindre roman jeg fik skrevet, men her er historien altså 
I den sidste del af graviditeten blev der holdt ekstra øje med mig pga. forhøjet blodtryk og derfor blev det også bestemt, at jeg skulle sættes i gang til fødsel da jeg var 38+4, den 10/6 2013.
Dagen startede med at vi tog til hospitalet, hvor vi skulle møde kl. 7:30. Da vi kom til, var jeg ikke åben, men lillepigen i maven havde det fint og kl. 9:45 fik jeg lagt en stikpille op. Derefter blev vi sendt hjem og skulle møde på hospitalet igen 14:30 om eftermiddagen. Det gik stille og roligt derhjemme, jeg fik lidt flere og kraftigere plukkeveer, men derudover skete der ikke det vilde.
Det gjorde der til gengæld på hospitalet… jeg fik tiltagende plukkeveer da der blev kørt CTG om eftermiddagen og de begyndte også at blive lidt bekymrede for lillepigen, som ikke havde en helt perfekt kurve. Så det blev besluttet at prikke hul på fosterhinden og tage vandet, hvilket skete kl. 16:40. Der blev sat en elektrode på lillepigens hoved for at holde øje med hende og jeg begyndte at få ret kraftige veer med meget korte mellemrum, men åbnede mig ikke rigtig mere end de 3-4 centimeter, som jeg åbnede mig da vandet blev taget. Veerne blev værre og værre og der blev taget blodprøver fra prinsessens hoved for at holde øje med hendes ph-værdi… det endte med at den blev for lav og så var det på tide at få hende ud.
Kl. 18:14 blev der bestilt akut kejsersnit og jeg blev kørt på operationsstuen. Jeg havde stadig meget kraftige veer med korte mellemrum, som gjorde virkelig ondt og det var virkelig svært at ligge stille, da der blev lagt en epiduralblokade – jeg måtte simpelthen holdes fast for at det kunne lade sig gøre. Det eneste smertestillende jeg havde fået indtil da var ilt/lattergas. Blokaden virkede som den skulle og kl. 18:36 kom lillepigen til verden – 48,5 cm lang og 2967 gram… men hun var noget mat og slap i det, så blev med det samme kørt ud for at få hjælp til at folde lungerne ud og fik ilt så hun kunne trække vejret. Hendes blodsukker var også lavt. Hun blev lige bragt ind til mig en enkelt gang så jeg kunne se hende, men så skulle hun videre til børneafdelingen hvor de kunne få hende på ret køl igen. Min kæreste gik selvfølgelig med lillepigen og imens blev jeg syet sammen og kørt til opvågningen på sygehuset.
På opvågningen fik jeg selvfølgelig at vide at jeg skulle slappe af og prøve at få sovet lidt, men det var bare helt umuligt… jeg havde udsigt til et ur og det eneste jeg kunne tænke på var at ”nu har jeg været mor i lidt over en time og jeg har kun set min pige én gang” og ”nu har jeg været mor i 2 timer…” osv osv.. Så hver gang de spurgte hvordan jeg havde det, fik jeg også sagt at jeg så gerne ville se min pige, men jeg måtte jo ikke komme fra opvågningen før jeg havde følelsen tilbage i begge ben igen og kunne bøje dem selv. Det endte med at der blev ringet op til børneafdelingen og jeg fik at vide hun havde det fint… og så fik de min kæreste til at komme ned til mig, så jeg ikke var helt alene mere.
Han blev hos mig indtil jeg kunne bøje benene, hvilket vel tog ca. 4 timer og så blev jeg fragtet med op til børneafdelingen og fik endelig lille Victoria op og ligge hos mig 
Indtil da havde hun været vågen, men hun faldt i søvn første gang kort efter hun kom op og ligge hos mig. Vi blev dér et par timer og så kørt op til barselsafdelingen til vores stue, så vi kunne få lidt søvn.
Dagen efter havde Victoria det stadig fint og før frokost var jeg med ned i kørestol til børneafdelingen igen. Da vi forlod børneafdelingen havde vi hende med os op til barselsgangen og så var det bare mig som skulle komme mig ovenpå kejsersnittet - og Victoria som skulle lære at drikke hos mig - på børneafdelingen fik hun jo MME i et lille snapseglas.
Vi blev i alt 3 nætter på hospitalet, før vi endelig kom hjem den 13/6
Jeg syntes det var en meget voldsom omgang og selvfølgelig slet ikke sådan jeg havde forventet at skulle føde min lille datter. Det værste var klart adskillelsen de første timer, hvilket jeg stadig får tårer i øjnene af bare at tænke på 
Men det vigtigste er at Victoria har det godt og selvom det er lidt hårdt her i starten med nyfødt baby (og ligenu et vildt spændt og ømt højre bryst), er hun bare det dejligste og smukkeste og elsket højt af begge hendes forældre
Her er lige lidt billeder af vores mirakel 
Hos mor for første gang:
Man sover godt hos mor efter en tår at drikke: 
Mødet med pirat-blæksprutten: 
I en af min mors hjemmestrikkede kjoler for første gang:
