Hej Piger.
Undskyld fordi jeg skriver anonymt, men dette er fordi jeg ikke vil findes blandt min kæreste, min familie og min kærestes familie.
Jeg håber virkelig i kan hjælpe mig med at finde ud af om det er mig der er krævende, eller hvordan det hele ligesom står til. :/
Sagen er den at jeg pt føler min kæreste og jeg lever hvert vores liv. Jeg savner ham, mildt sagt, af pommeren til. Forstået på den måde at jeg savner hans nærvær, hans hjælp, ja egentlig bare det hele. Vi er nu oppe på det halve år, hvor vi kun har haft sex en gang, hvilket frusterer mig helt vildt! Det skal måske lige nævnes at jeg er 25 og min kæreste 26, og vi har før (da vi mødte hinanden) haft et helt fint sexliv, men dette er dalet enormt, og vi har, som tidligere skrevet, kun haft sex 1 gange i løbet af det sidste halve år. For mig betyder det en del at man som kærester nyder hinanden og er sammen på den måde. Samtidig kan han sagtens bruge enormt meget tid foran sin computer, med alt hvad der nu kan laves der, og han har før i tiden brugt enormt meget tid på at lyve, modtage billeder af andre, skrive med andre osv.
Der er efterhånden ikke noget der hedder "godmorgen" og "godnat" kys længere. Vi lægger os i hver sin side af sengen, for bare at falde i søvn, og næste morgen, står den ene af os op sammen med vores søn, mens den anden sover videre, og derefter forløber dagen somregel med at han spiller computer eller er i skole, i mens jeg ordner det huslige, og det er ved hænge mig langt ud af halsen. Det er dog blevet bedre, og han er begyndt at kan tage vasketøjet af sig selv, Men alligevel føler jeg pt at vi overhovedet ikke vil det samme, og samtidig føler jeg stadigvæk der foregår en masse ting bag min ryg (min kæreste var før han mødte mig, enormt glad for sex, og jeg synes det er ret usansynligt at han ikke har haft noget somhelst sex, andet end 1 gang på det halve år.)
I går, modtog han så to billeder på sin telefon - ansigtsbilleder af en pige, som han har været sammen med før, og de har ikke snakket sammen (Siger han), men hvorfor pludselig sende billeder.
Jeg er virkelig i et dilemma om det her er værd at blive ved med, om det er mig der er underlig, eller om det virkelig ikke kan passe at det er sådan det er at være forældre.. Hvad ville i gøre hvis i var i mit sted? Det skal siges at jeg har haft samtalen med ham 200 gange i løbet af det sidste halve år, og jeg orker ærlig talt ikke at tage den en gang mere, for der bliver lovet guld og grønne skove, som ikke kommer alligevel.
Undskyld det blev så langt, og jeg håber nogen kan fortælle mig om det er mig den er gal med eller om dette ikke er måden at leve sammen med en på.
Stort knus til jer 
