jeg skal da lige love for, at jeg har lukket vand ud de sidste 2 timer. Jeg har været fuldstændig færdig over Jacksons mindehøjtidelighed. Og jeg føler mig helt akavet over at sidde og tude over en vild fremmed mands død. Jeg har aldrig været den store Jackson fan, men jeg har nydt hans musik gennem årene, og jeg har været imponeret over hans optræden, hans musiske evner, hans gå-på-mod, hans overlevelsesevne til trods for verdens pres på ham og hans måde at leve på.
Jeg tænker, der ligger en masse historie og facts, som vi aldrig får kendskab til. Men om han fik operationer for at blive hvid, om han misbrugte de små drenge, om han har levet et sindsygt liv, om han har haft en meget uheldig barndom og være udsat for alverdens grufuldheder, om han har en falsk personlighed eller om han har lavet en masse lort. Det er jeg egentlig ligeglad med. Jeg er imponeret over manden, og jeg beundrer ham og hans livsværk. Jeg tænker stadigvæk at det er underligt, at sidde og græde over en så fremmed mands død, men han har rørt noget i mig kan jeg mærke. Han har ofret få øjeblkke af sit eget liv for at glæde andre, og han har brugt tid blandt verdens syge børn på hospitalerne. For mig betyder det mere end alle de grusomme historier der er om ham. Han har forandret livet og hverdagen for mange børn og unger verden over, og det tænker jeg er værd at tage hatten af for og hylde ham som den sande kunstner han var.
Hmm..... ja det var noget af en tale herfra. Men stakkels mand. Jeg håber, som de også sagde i tv, at han får fred for alle de rygter og historier nu.
Her skulle have været et lille engle-ikon :-)
Anmeld