Jeg har virkelig brug for at høre fra andre i lignende situation�� Er nød til at fortælle om mit forrige forløb først: jeg fik en længere varende depression efter min søn kom til. havde SÅ meget angst for at jeg ikke elskede ham... Jeg kunne simpelthen ikke finde mine følelser frem nogen steder, og samtidig græd jeg HVER dag, på min søns vegne.. Tænk hvis han skal vokse op uden en mor der elsker ham... Følte at jeg elskede min mand, men kunne ikke helt føle det for min søn... Jeg lover for jeg var ødelagt i sjæl, hjerte og krop! Men jeg kom igennem det hele, med psykolog og medicinsk hjælp. Og ikke mindst hjælp fra min mand og familie. Er lige nu, er jeg der hvor jeg ikke FATTER, at jeg nogensiden har været et sekundt i tvivl!!❤ Elsker mit barn højere end livet selv, og ville uden at blinke med øjne, ofre mig til hver en tid, for ham Er fyldt med kærlighed til min søn!
Siden depressionen er min "angst og depression" er svingende. Går stadig til psyk . Da jeg kan få nogle frygtelige angst anfald.(Angst for at blive pædofil, slå min søn ihjel, skade ham på andre måder) Men jeg har det faktisk ret godt. Jeg har kendt min mand i 9 år, og vi har altid elsket hinanden VANVITTIG højt! vores familie og venner har altid ville have det forhold som vi havde/har. Og vi har begge to altid vist, at vi havde noget specialt sammen. Masser af sjove stunder, forståelse for hinanden og ømhed for hinanden... Det sidste år har vi fået masser af kys og kram fra vores søn. Og har i længere tid glemt at kysse og kramme hinanden. Lysten har heller ikke været der i lang tid. MEN... Pludselig vender den "modbydelige"angst tilbage til mig! Og pludselig(over 2 dage) bliver jeg mere og mere bange(angst) for at jeg ikke føler noget for min mand, eller elsker ham... Det gav mig en SKÆKKELIG følelse i maven og jeg stivnede i hele min krop! Gud nej... "Tænk hvis jeg er stoppet helt med at elske ham" tænk hvis han skal gå rundt ulykkelig over at elske mig, og jeg så ikke elsker ham"? Bare tanken giver mig kvalme og åndedrætsbesvær!!! Tænk hvis vi bliver nød til at blive skilt og flytte(hvilket jeg jo ikke har spor lyst til).. Jeg kikker på ham, og mærker KONSTANT efter hvad jeg føler. Der er pludselig slukket. Lige præcis samme følelse med min søn, da jeg havde en depression... Jeg VED at jeg elsker ham, og bare tanken om at han skulle dø, gør så ondt... Det er som om at jeg lever i en osteklokke lige nu, og kan bare ikke komme i kontakt med mine følelser... Græder meget lige nu... hvorfor må jeg bare ike nyde vores liv sammen...?? Har IKKE brug for råd til at genfinde kærlighed osv. Vil bare af med denne mærkelige angst... Søger i den grad erfaring fra andre... undskyld det rod af en tekst og længden af dette Brev... Mit hjerte bløder...
Anmeld
