Ja så blev det endelig min tur til at skrive fødselsberetning.
Jeg havde terminsdato d. 16. maj og havde af diverse sundhedspersonaler lige fra jordemødre til læger fået af vide at jeg helt sikkert ville føde før termin, både fordi jeg ved mine to tidligere fødsler har født lidt før tid og fordi babyen var lidt lille og jeg derfor var i risiko for at skulle sættes i gang før tid.
Nå men jeg nåede terminsdagen uden det mindste tegn på at der var en fødsel undervejs, dagen efter om eftermiddagen havde jeg tid hos min jordemoder der lavede en hindeløsning på mig, uden dog at love noget som helst. I løbet af aftenen mærkede jeg ikke det mindste til veer eller lign, ikke engang øgede plukveer, så jeg begyndte at tvivle på hvorvidt den hindeløsning ville gøre nogen forskel.
I stadigt håb om at der ville ske noget gik jeg relativt tidligt i seng, jeg sov bedre end jeg længe har gjort og vågnede først lørdag morgen kl. 8.30, da jeg mærkede lidt vådt i sengen ( jeg har ikke tidligere prøvet at vandet er gået), hmm tænkte jeg, kan det være vandet der er gået? smuttede ud af sengen og ud på toilettet, der kom stadig lidt vand, så nu var jeg ikke længere i tvivl, men da jeg ingen smerter eller veer havde overhoved, kunne jeg godt se at der stadig var lang vej igen til vi skulle se prinsessen.
Jeg sagde til min mand at han bare skulle sove videre og jeg nok skulle vække ham når der skete lidt mere og satte mig herefter i sofaen med den mellemste dreng på 6 og hyggede lidt. Kl. 8.40 kunne jeg mærk noget der føltes som en plukve, ikke noget der gjorde ondt, kl. 8.50 kom der endnu en magen til og jeg tænkte at det nok var klogest at smutte i bad, så det da var ordnet.
Jeg var lidt langsom om at snøvle mig ud på badeværelset, men kl. 9.00 kom jeg da derud. Da jeg er ved at tage nattøjet af synes jeg pludselig at det gør mere ondt end jeg havde forventet og kan ikke rigtigt overskue at bade, jeg går i stedet ind på værelset for at se om jeg kunne tage tid på om der var regelmæssige veer, der kommer endnu en ve med smerter kl. 9.05, jeg tænker at det er lige tidligt nok at ringe til fødegangen, men med tanke på at jeg har født relativt hurtigt de to andre gange, vælger jeg alligevel at ringe, det kan der jo ikke ske noget ved.
Imens jeg ringer står min mand op, han har ikke rigtigt forstået at jeg har sagt vandet er gået, men har dog registreret det og kan ikke længere sove. Jeg får fat på fødegangen og taler med en jordemoder, hun vurderer umiddelbart at jeg ikke skal komme ind endnu, da jeg virker meget frisk og klar under mine veeer, hun vil dog lige drøfte det med en kollega og ringe tilbage. ca 9.15 ringer hun igen, og siger hun synes jeg skal komme forbi til tjek, så kan jeg altid tage hjem igen.
Jeg forsøger at finde en barnepige til min søn, men min søster som egentligt skulle stå standby er lige smuttet til træning og er ikke til at få fat på og hendes datter tager ikke sin telefon, jeg bliver lettere desperat og overvejer at tage sønnen med på fødegangen, men heldigvis ringer min niece igen kort efter og manden smutter over med sønnen (heldigvis bor de i opgangen lige ved siden af os), han kommer tilbage for at hente mig og jeg skal lige have tøj på, jeg kan se i hans øjne at han bestemt ikke synes om tanken om at jeg skal føde hjemme med ham som fødselshjælper så han skynder lidt på mig.
Vel nede i bilen og afsted mod hospitalet, vi taler om at vi faktisk ikke har fået undersøgt hvor den fødegang ligger og bliver igen en anelse desperate. ca. halvvejs til hospitalet kl. 9.40, kan jeg mærke at nu er det nu og jeg siger at jeg lige så godt kan føde i bilen, manden får et lidt vildt udtryk i øjnene og sætter farten kraftigt op og kører vist også overfor et par røde lys, mens jeg sidder og skænder på ham. Jeg får ringet til fødegangen og fortalt at jeg er på vej, men at jeg er bange for at føde i bilen, vi aftaler at de går ud på p-pladsen for at tage imod mig.
Kl. 9.48 ankommer vi til p.pladsen, der står to jordemødre klar med en kørestol så jeg ikke skal gå det sidste stykke, da jeg sætter mig i den opdager vi at den er flad, som i helt flad og den kan slet ikke køre, hmm de diskuterer lidt mens jeg sidder og tænker kan jeg ikke bare løbe selv, kan snart ikke vente mere:-) de ender med at trække den afsted ind igennem skadestuen, hvor der sidder alt for mange mennesker og kigger underligt på mig.
Kl. er nu ca. 9.52 og jeg er inde på fødestuen, jordemoderen leder efter hjertelyden, mens jeg stadigt tænker kan du ikke bare undersøge mig så jeg kan få det barn ud. Heldigvis får hun samme ide og siger kort efter, du kan bare presse når du er klar.
Kunne vist ikke blive mere klar og efter tre pres får vi kl. 9.58 den sødeste, smukkeste lille pige.
Kl. 13.00 udskrives vi og kan tage hjem til de stolte storebrødre:-)
Bliver helt øv over ikke at skulle føde igen, for det var en super oplevelse, men må nok hellere holde mig til mine tre børn:-)
Tak fordi du læste med.
