Synes lige jeg ville skrive lidt ned om min graviditet som den har været ind til nu
jeg er i dag 23+0.
Helt fra starten..
Efter en MA i november og fertilitetsbehandling næsten 2 år inden havde vi næsten ikke mere at give af. Jeg tror måske at jeg inderst inde havde opgivet håbet en smule.. Vi fik startet op på hormoner, og synes det var super skræmmende med injektioner, men jeg mærkede dem jo næsten ikke
endelig kom dagen hvor vi skulle insemineres, vi havde bestilt en taxa ind til klinikken, da vi på det tidspunkt ikke havde nogen bil.. Det hele var fyld med panik, på grund af sne var taxaen 30 minutter forsinket, og der stod manden med sin prøve, så vi var godt stressede!
Vi får prøven oprenset, og gynækolog synes ikke der er nogen grund til at scanne mig inden
og så kunne vi ellers bare vente 14 lange dage på at tage en test! Jeg var et nervevrag, og var sikker på at der ikke var sket noget på trods af et par symptomer.. Allerede 5 dage efter inseminationen får jeg mens. Smerter og giver fuldstændig op. Men der kommer dog ingen blødning. Dagen inden testdag er jeg er nervevrag, og beslutter mig for at tage en test (om aftenen) tager testen og løber ud af badeværelset, havde pludselig ikke mod til at se resultatet og kalder på min kæreste.. Han kigger på den og spørger om der skal være 2 streger, jeg kigger og den er POSITIV !!
Efter 2 minutter er den meget tydelig og både jeg og manden tuder af glæde! Dagen efter ringer jeg til klinikken, og fortæller den gode nyhed. Får tid til en scanning men først 3 uger senere, puha den var hård! Dagene går og pludselig får jeg voldsomt ondt i maven, og kan næsten ikke ligge ned
får fat i vagtlægen som kommer meget hurtigt, han konstatere at jeg nok har en GUL og vi bliver sendt til sygehuset i Silkeborg, hvor de så ikke kunne gøre noget.. Vi fik besked på SELV af finde transport til Viborg sygehus så vi kunne blive scannet, på en søndag! Jeg var rasende, havde så mange smerter, og så tanken om selv at skulle finde transport var uoverskueligt.. Vi finder dog en løsning og kommer der ind, i mellem tiden er smerterne blevet meget værre, og vi frygter det værste! Vi kommer ind og bliver scannet, og så siger lægen pludselig:" jeg kan da godt forstå du har ondt, DE ligger jo og lukker for blæren.. Jeg fatter intet før jeg ser man har tårer i øjene og siger at der er to hjerter der blinker
lægen skubber godt til maven og så kunne jeg pludselig mærke stor tissetrang, får tisset af og alle smerterne forsvinder
så nu kunne vi tage hjem med viden om to babyer i maven
Graviditeten går fremad og jeg kan se formen på maven ændre sig en smule.. Jeg når til 11+ da den igen er gal og jeg bløder.. Kommer til akutscanning, som heldigvis viser at begge babyer har det godt, og at blødningen stammer fra en rids på livermoderhalsen (så ikke noget sex i en uge)
Uge 12+ skal vi til NF scanning, og gud hvor er der sket meget :O lægen laver nogle beregninger og kan ikke så datoerne til at passe og vi bliver rygget 8 dage frem
så jeg har allerede været gravid til inseminationen
lægen mener bestemt at hun allerede kan mærke babyerne med scanneren og siger at jeg også kan om et par dage, og ganske rigtigt, små 2 uger senere mærker jeg de berømte bobler
Måske grundet den tidligere MA er jeg konstant bange for at miste igen (det var også tvillinger første gang) så lægen henviser mig til en ekstra scanning i uge 17+. Scanningen rammer min egen fødselsdag, og jeg nyder det fuldt ud! De er så fine de to små. Lægen der er fødselsoverlæge spørger om jeg vil vide kønnene, og det vil jeg selvfølgelig meget gerne! To DRENGE! Jeg græd af ren lykke!
20+ var det tid til MD scanningen, som vidste to sunde og store drenge
alt er som det skal være.. Men de ligger til den store side med en kampvægt på knap 400 g stykket!
I morgen 23+1 står den på vægt scanning igen, vi glæder os til at se hvor store de nu er.. Livlige er de ihvertfald og nu mærker kæresten dem også tydeligt uden på maven
Det blev til en lang smøre, tak fordi du læste med
