Vi er blevet forældre til lille Alexander d. 3. juni kl. 18.49 
Nu har jeg godt nok ikke været super aktiv herinde men I skal da ikke snydes for en fødselsberetning Vi valgte at føde hjemme.
D. 3. juni kl. 3.30 om morgenen er jeg vågen ved, at jeg som altid skal ud at tisse for 10 gang den nat. Dog kan jeg ikke rigtigt falde i søvn igen fordi de sædvanlige smerter ikke gider at gå i sig selv. Min kæreste vågner af det og mener helt klart, at vi skal ringe til JM, hvilket vi så gør, selvom jeg ikke mener vi får noget ud af det.
JM siger, at vi skal tage tid på veerne og ringe igen når de bliver regelmæssige eller når vandet går. Der går ca. 3-6 min. mellem hver ve og de varer omkring 30-60 sekunder, men det svinger for meget til at vi gider at ringe.
5.29: Jeg rejser mig op for at tisse og kan mærke at vandet går. Vi ringer igen og JM siger, at jeg lyder til at have gode veer men eftersom de ikke er helt regelmæssige og hun har haft weekendvagten, som skifter om et par timer, at vi skal ringe om et par timer med mindre vi føler og utrygge. Det gør vi overhovedet ikke så vi siger okay og smutter ind i stuen da vi alligevel ikke kan sove.
7.00: JM ringer selv igen og siger, at hun meget gerne vil komme forbi hvis vi har lyst, så hun kan undersøge mig, da mine veer alligevel har været pænt næsten-regelmæssige fra start. Vi takker ja.
7.40: JM ankommer mens jeg ligger over dynen med røven i vejret, da jeg har fundet ud af, at smerterne er nemmere at håndtere i den stilling. Har stadig overskud til at hilse og småsnakke selvom veerne kommer med 3-4 min mellemrum og jeg er begyndt at få kvalme af smerten. Hun undersøger mig og siger, at jeg er 4-5 cm åben og at det er gået hurtigt. Baby vurderes til at være stjernekigger og veje omkring 3100.
9.30: Ny JM og JM studerende ankommer. Jeg ligger stadig på albuer og knæ med røven i vejret for at håndtere smerterne men det gør desværre kvalmen værre. Har dog overskud til at joke med måden jeg modtager gæster på.
10.15: Veerne har taget godt fat men jeg kan stadig fokusere på vejrtrækning med hjælp fra min skønne kæreste. Bliver spurgt om at bedømme smerten på en skala fra 1 til 10, hvor jeg sætter den til 8. Baby's hjertelyd er helt fin og han klarer det bare super flot.
11.00: Smerterne tager til men jeg er kun 6 cm åben. Det går lidt langsommere nu og de spørger om jeg vil have et brusebad eller akupunktur. Jeg takker nej da jeg føler jeg bedst kan overskue veerne men røven i vejret – så de må nøjes med at kigge på den 
11.50: Jeg kaster op endnu en gang og begynder at have meget svært ved at håndtere veerne da de virkeligt har taget fat i styrke og kvalmen gør, at jeg ikke kan have fuldt fokus på vejrtrækning og afslapning. Igen bliver jeg tilbudt akupunktur for at tage kvalmen men jeg takker nej. Jeg har åbenbart antaget at de skal sidde på sådan en måde, at jeg skal ændre stilling, og det vil jeg ikke. Sener finder jeg dog ud af, at de er fleksible og jeg sagtens kunne være blevet i min nye favorit stilling. Øv.
12.10: Jeg går med til at få en varmepude på lænden, da jeg ikke kan overskue hverken brusebad eller akupunktur. Begynder at blive ”lettere opgivende” ifølge journalen, selvom jeg selv mener jeg var mere end lettere opgivende 
13.15: Veerne har virkeligt taget til nu. Bliver undersøgt igen og er stadig kun 6 cm åben - en meget hård melding at få. Bliver opfordret til at komme op at stå for at få lidt gang i det, tage brusebad evt. men jeg har svært ved at overskue at skifte stilling og ender med ”kun” at sætte mig op på kanten af sengen. Takker dog ja til endnu en varmepude da kæresten kun har to hænder og den ene er ved at blive godt klemt af
14.00: Fra journalen: Er træt og ”føler hun skal dø” når veerne kommer. Er på dette tidspunkt fuldstændigt udmattet (sidder og ”sover” mellem veerne) pga. ingen søvn, ingen mad, og bare ingen energi. Begynder at overveje smertelindring og overflyttelse, selvom jeg faktisk ikke har lyst, så ender også med at takke nej.
15.45: Har igen fået styr på vejrtrækningen men skal bruge al min fokus på den og er irriteretpå både JM og JM studerende over at de snakker til mig og spørger mig om ting. Lader kæresten om enten at svare på spørgsmålene eller fortælle dem, når der er en ve – jeg var meget stille så de kunne ikke altid lige gennemskue at den var der, som han heldigvis kunne. Tænker det nok også har noget at gøre med, at han efterhånden ikke kunne føle sin hånd 
16.45: Bliver endeligt overtalt til at komme op at stå for at få gang i tingene. Har lyst til at græde bare ved tanken om, hvor meget værre veerne bliver i den stilling, men vil også godt snart være færdig.
17.05: Kæmper med begyndende presseveer samtidig med at mine ben ryster under mig. JM siger jeg skal bevæge mig under veerne for at hjælpe mig på vej. Fortæller hende at jeg hader hende Men jeg gør et ynkeligt forsøg.
17.45: Kommer ned at ligge og bliver undersøgt. Skal presse til men jeg KAN bare ikke mere, da jeg bare IKKE kan klare at ligge på ryggen under veerne overhovedet, samtidigt med, at hun skal massere den sidste kant væk under veerne hvilket bare gør sindssygt ondt og jeg råber og skriger bare af hende, at hun skal lade være og tage at få fingrene ud. Er glad for at kæresten kan sige fra på mine vegne for føler virkeligt ikke at hun lytter til mig når jeg siger, at jeg lige har brug for en pause til lige mentalt at gøre mig klar til, at hun skal rode mig i underlivet og jeg samtidig skal presse, for føler virkeligt at det er den værste smerte, jeg nogensinde har oplevet.
18.12: Ligger på ryggen og presser aktivt nu. Føler at jeg intet styr har på noget som helst og tigger og beder JM om at lade mig presse uden at hun skal ”hjælpe” med kanten, og om jeg ikke godt må skifte stilling da smerterne simpelthen gør, at jeg ikke kan overskue at presse til.
18.20: Får endeligt lov så jeg hopper tilbage om på alle fire, hvilket er en stor lettelse. Jeg får at vide, at jeg skal presse alt det jeg kan og føler jeg gør det, men de insisterer på, at de skal være mere. Er udkørt og har det skidt, og både JM og studerende er meget irriterende for mig nu – bliver ved med at sige, at jeg skal presse til og holde den liiiidt længere, selvom jeg gang på gang fortæller dem, at jeg ikke kan holde vejret så længe (anstrengelsesastma). Føler desværre at de er meget dårlige til at lægge mærke til når veen er væk, hvilket resulterer i at jeg bliver bedt om at presse videre når jeg ikke kan. Så jeg er super taknemmelig over, at kæresten tydeligt kan se/mærke, når veen stopper, og beder dem om ikke at fortælle mig at jeg skal presse videre; det gør det nemmere for mig at få vejret og forsøge at gøre mig klar. Føler jeg pga. dette får det lille bitte overskud jeg skal bruge, for virkeligt at fokusere på at presse.
18.40: Vi er ved at være tæt på og JM siger, at jeg skal puste/gipse når hun siger til og selvom jeg ved de vil undgå at jeg sprækker at jeg bare mest af alt lyst til at slå hende og fortælle, at han bare skal ud NU! Koste hvad det vil. Den studerende hjælper mig dog ved at fortælle, at hun nok skal puste med mig når det er så jeg kun skal tænke på at efterligne hende, hvilket hjalp gevaldigt. Jeg tager mig sammen og tænker nu er det NU så jeg presser alt hvad jeg kan men løber tør for luft lige da hans hoved er halvejs ude. Det var det eneste tidspunkt jeg meget højlydt bad om en ve SNART for hold kæft, hvor gjorde det ondt 
Ved næste ve presser jeg og hans hoved kommer ud. Det føles så underligt at se ham hænge der, og det eneste jeg kan tænke på er, om han har det godt. Husker jeg meget inderligt beder dem om at sørge for, at han ikke komme til skade fordi han er så lille og skrøbelig. Og så presser jeg ellers bare alt hvad jeg kan for at få ham ud for jeg er virkeligt bange for, at der sker ham noget ellers, da han ingen lyd giver fra sig eller noget. Sjovt som man kan glemme alt om den smerte når det kommer til de små (:
18.49: Alexander er ude og har det helt fint, er helt bitte lille og perfekt, og jeg giver mig så ellers bare til at tude og har fuldstændig glemt de næsten 16 timers konstante smerter fordi det bare er så uvirkeligt.
Jeg fik en ”lille 2. grads bristning” ifølge JM (sandsynligvis fordi hans hoved sad fast) men min kære lille dreng valgte at vende sig fra stjernekigger til normal stilling så der næsten ikke rigtigt var noget alligevel. Han var vidst en smule fornærmet over, at JM og studerende var optaget af at sy, jeg var optaget af at de havde skarpe ting nede omkring mit underliv, og min kæreste var optaget af at jeg havde det godt, til at nogen af os lagde ham helt op til brystet, så han valgte at ”trække” sig selv næsten hele vejen derop før vi fik lagt ham til
Det var alt i alt en dejlig og yderst vellykket fødsel. Både JM og JM studerende var super gode på hver deres måde, men mest af alt min skønne, dejlige kæreste der ikke veg fra min side en eneste gang i over 15 timer. Jeg var ikke den eneste, der var udkørt bagefter, men det var det hele værd for os begge, og jeg fik endeligt lov til at se far og søn sammen for første gang.
Jeg er super glad for at vi valgte en hjemmefødsel og er stærkt enige i, at det også bliver valget til næste gang.
Han er 50 cm lang og vejer 3200, og er en meget rolig og tilfreds baby.
