Puha. Har lige født nr tre

Og vi er alle sammen rigtig lykkelige. Storebror og storesøster er slet ikke til at skyde igennem af stolthed overføres nye lillesøster. Men så kommer tankerne til mig om vi nu kan klare det, hvad når farmand starter job igen og jeg står alene med alle tre om morgenen (og natten) er det en for stor mundfuld. Åh tror det er alle mine hormoner der raser rundt. Den lille er 6 dage og mælken er kun lige løbet til, amningen fungerer ikke rigtig optimalt og vi har været inde og ude af sygehuset alle 6 dage pga gulsot og vægttab.
Nr 2 er lige midt i den fantastiske selvstændighedsalder hvor han udlever mig selv gøre, mig selv vil osv fasen. En fantastisk udviklende, men også sindssyg hård periode.

Har egentlig nok bare brug for at høre om I andre også har haft det sådan efter fødslen af barn nr 2,3 eller flere. Føler mig sådan helt deprimeret og når jeg så kigger på mine skønne børn bliver jeg helt ked af at have tænkt sådan.

henh01 skriver:

Og vi er alle sammen rigtig lykkelige. Storebror og storesøster er slet ikke til at skyde igennem af stolthed overføres nye lillesøster. Men så kommer tankerne til mig om vi nu kan klare det, hvad når farmand starter job igen og jeg står alene med alle tre om morgenen (og natten) er det en for stor mundfuld. Åh tror det er alle mine hormoner der raser rundt. Den lille er 6 dage og mælken er kun lige løbet til, amningen fungerer ikke rigtig optimalt og vi har været inde og ude af sygehuset alle 6 dage pga gulsot og vægttab.
Nr 2 er lige midt i den fantastiske selvstændighedsalder hvor han udlever mig selv gøre, mig selv vil osv fasen. En fantastisk udviklende, men også sindssyg hård periode.

Har egentlig nok bare brug for at høre om I andre også har haft det sådan efter fødslen af barn nr 2,3 eller flere. Føler mig sådan helt deprimeret og når jeg så kigger på mine skønne børn bliver jeg helt ked af at have tænkt sådan.

Har kun een, så mine tanker kan jeg ikke dele, men et kram kan jeg sagtens 

henh01 skriver:

Og vi er alle sammen rigtig lykkelige. Storebror og storesøster er slet ikke til at skyde igennem af stolthed overføres nye lillesøster. Men så kommer tankerne til mig om vi nu kan klare det, hvad når farmand starter job igen og jeg står alene med alle tre om morgenen (og natten) er det en for stor mundfuld. Åh tror det er alle mine hormoner der raser rundt. Den lille er 6 dage og mælken er kun lige løbet til, amningen fungerer ikke rigtig optimalt og vi har været inde og ude af sygehuset alle 6 dage pga gulsot og vægttab.
Nr 2 er lige midt i den fantastiske selvstændighedsalder hvor han udlever mig selv gøre, mig selv vil osv fasen. En fantastisk udviklende, men også sindssyg hård periode.

Har egentlig nok bare brug for at høre om I andre også har haft det sådan efter fødslen af barn nr 2,3 eller flere. Føler mig sådan helt deprimeret og når jeg så kigger på mine skønne børn bliver jeg helt ked af at have tænkt sådan.

jeg sidder helt med samme følelse...

 

jeg blev gravid på ppiller og fandt førstud af det i uge 10, så synes lige det var sent nok at begynde at overveje andet end at beholde...

 

og vi kom så til scanning for at finde ud af hvor lang jeg var henne og der var sørme tvillinger....

 

jeg har i forvejen 2 drenge fra tidligere forhold, og nu 2 oveni, jeg syens også det lød som om at være at for meget til at man kunne håndtere.... MEN fik det også vendt til at det hele nok skulle gå for tvillingerne ville jo være sammen, og de 2 store jeg har er også ret tæt på hinanen så de ville også altid ha hinanden... og jeg ville ALTID uanset trodsalder osv. få den største glæde af mine dejlige børn....

 

tror hele tiden man er nødt til at prøve at vende det til at være positivt, og hive det frem istedet for den negative tanke

MortilElias2010 skriver:

Har kun een, så mine tanker kan jeg ikke dele, men et kram kan jeg sagtens 

Tak for krammet. Det er veltrængt. Tror også bare det ene vælter fordi amningen ikke køre ordentlig endnu.

DianaRJS skriver:

jeg sidder helt med samme følelse...

 

jeg blev gravid på ppiller og fandt førstud af det i uge 10, så synes lige det var sent nok at begynde at overveje andet end at beholde...

 

og vi kom så til scanning for at finde ud af hvor lang jeg var henne og der var sørme tvillinger....

 

jeg har i forvejen 2 drenge fra tidligere forhold, og nu 2 oveni, jeg syens også det lød som om at være at for meget til at man kunne håndtere.... MEN fik det også vendt til at det hele nok skulle gå for tvillingerne ville jo være sammen, og de 2 store jeg har er også ret tæt på hinanen så de ville også altid ha hinanden... og jeg ville ALTID uanset trodsalder osv. få den største glæde af mine dejlige børn....

 

tror hele tiden man er nødt til at prøve at vende det til at være positivt, og hive det frem istedet for den negative tanke

Puha ja, hvor gamle er dine tvillinger?

Tænker at det nok også skal gå, men frygter bare at være alene om natten, den lille vågner oh vækker den mellemste og så står man med to trætte børn der ikke kan sove. Men det er jo slet ikke sikkert det kommer til at ske.
Selvfølgelig kommer det hele til at gå, er bare bange for at glemme/overse en af dem.

henh01 skriver:

Puha ja, hvor gamle er dine tvillinger?

Tænker at det nok også skal gå, men frygter bare at være alene om natten, den lille vågner oh vækker den mellemste og så står man med to trætte børn der ikke kan sove. Men det er jo slet ikke sikkert det kommer til at ske.
Selvfølgelig kommer det hele til at gå, er bare bange for at glemme/overse en af dem.

har først termin til december, eller de siger hvis jeg er heldig får jeg lov at gå til 1 december   så november december

 

men tankerne har virkelig fløjet igennem hovedet på mig, for 2 babyer kræver jo meget, og de 2 store er jo stadig "små" Andreas bliver 5 til august, og Sebastian 4 til januar næste år, så de er jo altså stadig små...

henh01 skriver:

Og vi er alle sammen rigtig lykkelige. Storebror og storesøster er slet ikke til at skyde igennem af stolthed overføres nye lillesøster. Men så kommer tankerne til mig om vi nu kan klare det, hvad når farmand starter job igen og jeg står alene med alle tre om morgenen (og natten) er det en for stor mundfuld. Åh tror det er alle mine hormoner der raser rundt. Den lille er 6 dage og mælken er kun lige løbet til, amningen fungerer ikke rigtig optimalt og vi har været inde og ude af sygehuset alle 6 dage pga gulsot og vægttab.
Nr 2 er lige midt i den fantastiske selvstændighedsalder hvor han udlever mig selv gøre, mig selv vil osv fasen. En fantastisk udviklende, men også sindssyg hård periode.

Har egentlig nok bare brug for at høre om I andre også har haft det sådan efter fødslen af barn nr 2,3 eller flere. Føler mig sådan helt deprimeret og når jeg så kigger på mine skønne børn bliver jeg helt ked af at have tænkt sådan.

Først og fremmest stort tillykke med den lille ny....  

jeg havde det selv på samme måde med nr 2... frygtede det helt vildt, det gik nu ret godt... Mon ikke det også gør det hos dig, når der er kommet ro på...  

henh01 skriver:

Og vi er alle sammen rigtig lykkelige. Storebror og storesøster er slet ikke til at skyde igennem af stolthed overføres nye lillesøster. Men så kommer tankerne til mig om vi nu kan klare det, hvad når farmand starter job igen og jeg står alene med alle tre om morgenen (og natten) er det en for stor mundfuld. Åh tror det er alle mine hormoner der raser rundt. Den lille er 6 dage og mælken er kun lige løbet til, amningen fungerer ikke rigtig optimalt og vi har været inde og ude af sygehuset alle 6 dage pga gulsot og vægttab.
Nr 2 er lige midt i den fantastiske selvstændighedsalder hvor han udlever mig selv gøre, mig selv vil osv fasen. En fantastisk udviklende, men også sindssyg hård periode.

Har egentlig nok bare brug for at høre om I andre også har haft det sådan efter fødslen af barn nr 2,3 eller flere. Føler mig sådan helt deprimeret og når jeg så kigger på mine skønne børn bliver jeg helt ked af at have tænkt sådan.

Jeg venter nr. 3... Så kan ikke helt snakke med endnu. Men jeg kan fortælle dig, at da jeg fødte nr. 2, var det som om mit hjerte knækkede midt over. Det gjorde så uendeligt psykisk ondt lige pludselig at skulle administrere/systematisere sin omsorg til sine børn. Det var jeg jo ikke vant til. Var vant til at nyde det umiddelbare, tilstedeværende. Nærværet. Hele tiden. 

Det var hårdt at blive mor igen. Meget hårdt. Og vi blev også indlagt på neonathal osv. Også gulsot i øvrigt.. 

Men da der kom ro på, kom der også mere og mere accept af tingenes tilstand fra min side. Jeg blev gladere, jeg kunne overskue mere. Jeg så, hvordan det hele jo lykkedes. Hvor glad min familie var. 

Så det var en enorm følelsesmæssig tumult i starten, men det endte jo lykkeligt. 

Jeg bliver ikke overrasket hvis et ligenende forløb folder sig ud til december, når vi bliver 5 i familien. 

Jeg er sikker på, I/du nok skal finde ud af det hele, og at din tryghed og selvsikkerhed vil vende tilbage.

Der findes intet på en gang så smukt, stærkt og skrøbeligt som en nybagt mor.

Tillykke.

Jep kender følelsen!

Fødte nr. 3 da mine tvillingedrenge var knap 2 år gamle. Og ja det var sku hårdt! Men man kommer igennem det, for det skal man.

Min yngste søn fylder 1 år på torsdag, og min mand og jeg er fuldstændig enige om at det har været det hårdeste år i vores liv. Vi troede det umuligt kunne blive ligeså hårdt som at have for tidligt fødte tvillinger, men hvor tog vi dog fejl.

Men nu begynder det at lysne. Den mindste har været rigtig syg og vi har rendt ind og ud af børneafdelingen med ham uden at blive ret meget klogere. Men han begynder så småt at blive en glad dreng.

Du/i skal nok klare det! Man kan langt mere end man tror.