Er super deprimeret og har mærkelige tanker

Jeg har en pige på 9 år med en anden mand, ofte hvis hun foretager sig noget der minder om hendes far bliver jeg irriteret på hende. Hendes far og jeg havde et meget turbulent forhold og det har sat nogle dybe spor hos mig. Jeg synes somme tider hun siger og gør nogle mærkelihe ting som jeg bliver lidt flov over. Hun kan finde på at brøle ud i sang selvom vi er omringet af mennesker osv.

Har to børn med min nuværende mand og elsker selvfølgelig alle mine børn. Jeg føler bare ofte det er mange kampe forbundet med nr et, kampe jeg ikke altid føler jeg kan overskue. Overvejer virkelig en psykolog til at få bearbejdet de tanker oh følelser omkring nr et men det koster bare alt for meget.

Jeg føler mig meget deprimeret og er ofte fyldt op af dårlig samvittighed. What to dó?

Synes helt klart du skal søge hjælp, især også for din ældstes skyld for hun kan mærke det og det vil sætte dybe spor i hende at du ikke kan acceptere hende for den hun er og hun har jo ikke valgt.

Det er dit ansvar at finde råd, og få hjælp til de ting, NU inden det er for sent. Det skylder du både dig selv og ikke mindst din datter så hun også kan føle sig lige så elsket, værdsat, accepteret og værdifuld som dine fælles børn med din mand

Maja84 skriver:

Synes helt klart du skal søge hjælp, især også for din ældstes skyld for hun kan mærke det og det vil sætte dybe spor i hende at du ikke kan acceptere hende for den hun er og hun har jo ikke valgt.

Det er dit ansvar at finde råd, og få hjælp til de ting, NU inden det er for sent. Det skylder du både dig selv og ikke mindst din datter så hun også kan føle sig lige så elsket, værdsat, accepteret og værdifuld som dine fælles børn med din mand

Jeg er helt sikker på at hun intet mærker til det. Hun er meget knyttet til mig og vi laver generelt rigtig meget alene. Hun elsker tiden med mig (og resten af familien) og trives rigtig godt både her, socialt og i skolen.

Men de følelser tager livet af mig, jeg bliver deprimeret over at tænke sådan og føler mig utilstrækkelig. Jeg elsker hende af hele mit hjerte, håber bare det er en periode at jeg har det sådan. Men tænker samtidig at jeg må kontakte lægen og høre hvad jeg kan stille op.

Anonym skriver:

Jeg er helt sikker på at hun intet mærker til det. Hun er meget knyttet til mig og vi laver generelt rigtig meget alene. Hun elsker tiden med mig (og resten af familien) og trives rigtig godt både her, socialt og i skolen.

Men de følelser tager livet af mig, jeg bliver deprimeret over at tænke sådan og føler mig utilstrækkelig. Jeg elsker hende af hele mit hjerte, håber bare det er en periode at jeg har det sådan. Men tænker samtidig at jeg må kontakte lægen og høre hvad jeg kan stille op.

Børn mærker langt mere end hvad man tror og skjuler det godt, for at beskytte.

Synes stadig du skal søge hjælp

Jeg ville søge hjælp, ikke kun for din egen skyld, men også hendes. Børn er super godt til at opfange hvis der er noget galt... desværre.. Hun vil sikkert ikke vide hvad der er galt, men det er ikke nødvendigvis bedre. 

Uanset hvad er det jo ikke godt at du går rundt og er deprimeret - og det lyder som om du har brug for at snakke med nogen om de følelser og udfodringer du har. Så jeg ville helt sikkert tage en snak med lægen. Hvis det ikke bliver bedre, ville jeg se om jeg ikke kunne finde pengene til en psykolog. Det er dyrt, men hvis det er det, der skal til for at du får det bedre, så ville jeg spare på andre udgifter.

Jeg kan genkende lidt af det du beskriver. Min søn ligner sin får meget af sind, og farmand har desværre nogle ret uheldige egenskaber, som jeg af og til kan se i min søn, hvilket kan frustrere mig (jeg er heller ikke sammen med far). jeg bliver bekymret for at han skal blive som sin far, for jeg vil jo ønske for min dreng at han vokser op og bliver næstekærlig og et rart menneske at omgås, hvilket kan være svært at beskrive far som.. 

Det hjælper at sige til mig selv at min dreng altså ikke ER sin far men sit eget dejlige menneske med sit eget sind, for selvfølgelig er han det.