Som I ved var vi i Århus i onsdags d. 1. juli. Vi fik lige 1½-2 timers søvn inden vi skulle op igen. Jeg skulle lige nå at pakke det hele inden vi skulle køre kl 4.00 om morgenen.
Emma var vågen på hele turen og kunne ikke falde i søvn på sygehuset før langt op ad formiddagen.
Vi skulle være der 7.30 og Emma skulle være fastende og måtte kun få saft at drikke indtil kl 6.00. Da kl. blev 7.30 kom sygeplejersken og sagde, at de desværre ikke var færdige med den første operation endnu, men hun skulle nok give besked så snart der var nyt.
Da kl. blev 10 gik jeg hen og spurgte, om hun havde hørt noget, det havde hun ikke, men ville lige ringe og høre ad. Kort efter kom hun og sagde, at de stadig ikke vidste, hvornår de var klar. Klokken 11.30 kom hun og sagde, at Emma godt måtte få noget saft, for der ville gå 2 timer inden hun skulle på OP.
Det var rart at hun måtte få noget at drikke, for hun svedte så frygteligt i hendes gips. Men vores lille pige brokkede sig overhovedet ikke, hverken af sult, tørst eller varmen. Vi gav hende noget saft og en våd klud på panden. Det var noget hun kunne lide!!
Kl. 13.30 blev vi hentet og da Emma så de grønne mænd og damer, begyndte hun at blive lidt utryg. Det lykkedes mig at berolige hende lige indtil vi selv skulle have dragter og hætter på, så græd hun bare helt vildt, og intet kunne trøste hende.
Da narkoselægen kom, og vi havde svaret på de gængse spørgsmål, spurgte jeg om vi ikke bare kunne få det overstået, så hun ikke skulle være ked af det så lang tid... Narkoselægen holdt hende rimelig stramt under hagen, så hun ikke kunne vride sig væk fra masken, men det er jo osse bedre end at det tager lang tid.
Emma havde ellers ikke villet holde min hånd, men det ville hun nu, og hun holdt bare strammere og strammere. Jeg blev ved med at tale til hende, mens hun havde maske på. Jeg sagde "mor og far kommer snart op og henter dig igen" "mor og far elsker dig, lille skattemus...osv.osv" blev bare ved. Da de sagde, at nu sover hun, sagde jeg bare, "nej det gør hun ikke endnu", så de lod os blive lidt længere indtil jeg kunne mærke på hendes hånd, at nu sov hun.
Da jeg slap hendes hånd (puha det var hårdt, fordi hun havde været så ked) kiggede jeg narkoselægen lige i øjnene uden at sige noget, og han sagde "vi skal nok passe godt på hende" Han kunne vidst se på mig, hvad jeg bad om... De er jo osse så vant til det.
Denne gang var det mig der græd helt vildt bagefter, og Ove der var den stærke. (Det er da godt vi kan skiftes!!!)
En halv time senere kom de og sagde at det hele var gået godt, og at de ville ringe efter os, når hun var på opvågningen. Et kvarter senere kunne vi gå op til hende. Vi kunne høre hende ude på gangen, for hun græd lige så meget nu, som hun havde gjort før. Sygeplejersken bar rundt på hende og forsøgte at trøste. Emma kom så over til mig, men blev bare ved med at græde.
Sygeplejerskerne (der var 2) blev ved med at spørge, hvad jeg troede der kunne være galt. Jeg sagde, at hun jo er træt og sulten...om hun har ondt vidste jeg jo ikke.. Med det samme sygeplejerskerne gik i et stykke tid holdt hun op. Hun havde bare brug for at være alene sammen med sin mor og far.
Vi kiggede så på gipsen og undrede os MEGET over at den var strammere end før
. Det var jo meningen at den skulle skiftes, fordi hun er vokset..... De sagde at de ville få sygeplejersken på afdelingen til at ringe til lægen der havde været tilstede ved skiftet af gipsen, så han kunne komme og kigge på det.
Vi måtte jo gerne tage hjem, når Emma var helt sig selv igen, så vi sad kun og ventede på lægen, så vi kunne få gjort noget ved gipsen, hvis den var for stram. Der kom en rar sygeplejerske (det er de nu de fleste) ind til os. Hun sagde, at hun syntes det så fint ud, men selvfølgelig skulle vi snakke med en læge. Men hun sagde, at hun jo havde set utallige børn med hoftegips, og det var slet ikke alle der kunne få en ble ind under, det kunne vi jo (kun lige, men vi kan dog) Hun sagde, at det jo kunne være, at de faktisk havde lavet den lidt for løs første gang. Lægen ringede til afdelingen og sagde, at han havde overværet skiftet og det var helt perfekt.
Vi aftalte med sygeplejersken, at vi ville gå til egen læge, hvis vi følte den begyndte at genere hende. Hvis han synes den er for stram, så ringer vi til dem i Århus, så de lige kan tjekke det.
Hvor var det dejligt at køre hjemad, det syntes Emma også. Hun var simpelthen så glad. Nu ser vi virkelig bare frem til, at vores skønne lille Emma-mus får gipsen af. Det bliver så dejligt og så mærkeligt for os alle tre. Vi kan slet ikke huske, hvordan det var uden gips. Vi glæder os bare til at se hende uden gips i fuld længde. Se hendes bagdel og hendes nederste del af ryg og mave. Glæder os til at give hende et bad i stedet for etagevask. Glæder os til at hun kan sidde i en alm. klapvogn, så vi kan lægge den ned, når hun bliver træt. Glæder os bare til så mange ting!!!
Hendes første fødselsdag skal bare fejres med manér. Hun få jo gipsen af kort før hendes fødselsdag, regner vi med...
(sorry, det blev godt nok mega langt og detaljeret
)
