Kæresten og jeg har længe snakket om opstart af PB. Men blev egentligt enige om, at vente tl en af os havde job.
Så igår sender han en mail til mig angående, "hvornår er det det rigtige tidspunkt at få barn nr. 1".
Jeg tænker lidt for mig selv, hvorfor tænker han nu på det. Og hvorfor dælen sender han mig den på mail?! 
Læser den igennem, og venter lidt med at gå ind til ham.
Efter nogle minutter går jeg så ind og spørger ind til, hvorfor han har sendt den til mig.
Ham: "Øhh.. Øhm.. Det ved jeg ikke. Syntes bare du skulle se den".
Mig: "Jamen, hvorfor skal jeg se den? Vi har da snakket om at vente noget tid endnu?!".
Ham: "Ja men hvis nu man ikke skal være alt for gammel, når man får børn. Og hvis man gerne vil nyde tilværelsen igen, når de en gang er flyttet hjemmefra. Så skal man nok heller ikke vente for længe med at gå igang".
Mig: 
"Hvad mener du?".
Ham: "Jeg syntes, at hvis alt går, som vi regner med, så kan vi begynde til sommer. Jeg lover ingenting. Men umiddelbart syntes jeg, at det er det der passer bedst ind".
Mig: Tænker for mig selv. Hvad sker der lige? "Okay skat. Jamen så lad os umiddelbart aftale det. Og ja du skal intet love. For bliver så ked af det hver gang det går i vasken".
Havde godt nok aldrig troet, at det var min kæreste der skulle komme og sige sådan. Men hold da op, hvor var det (ifølge mine øjne) en romantisk måde at gøre det på. 
Havde bare lige brug for at dele det med nogen. Og i det tilfælde er baby jo en god side at gøre det på. Når nu der ikke er nogen, der skal vide noget om projektet.
Hvis nogen kan genkende mig, så "shhh". Det en hemmelighed.
