Jeg har haft en lang og hård graviditet som har budt på alt fra kvalme og svimmelhed til bækkenløsning og voldsomme lændesmerter pga. en diskusprolaps. Nu har forløbet langt om længe fået en ende – vi har fået vores smukke engel i armene, og her er historien fra de sidste døgn op til fødslen og en beskrivelse af denne:
Siden uge 37 har jeg haft svært ved at bevæge mig rundt pga. smerter. Efter gentagne besøg på fødeafdelingen, og mange samtaler med læger og jordmødre fik jeg endelig lov at blive sat i gang før tid – helt præcist fredag d. 10. maj 2013 kl. 8, hvor jeg var 38+6!
Derfor stod vi tidligt op fredag morgen, pakkede alt hvad vi ville få brug for under/efter fødslen, og kørte ind på fødeafdelingen. Jeg blev undersøgt af en jordemoder og da jeg hverken var åben eller havde tegn på at noget var på vej, fik jeg lagt en stikpille kl. 8. Aftalen herefter var at, vi skulle komme igen kl. 14.30, og også her ville jeg få lagt en stikpille hvis der ikke var sket noget.
Vi kørte hjem, og jeg oplevede ingen ændringer i løbet af dagen, og var derfor forberedt på at få endnu en stikpille da vi kørte mod fødeafdelingen igen lørdag eftermiddag. Og ganske rigtigt, den første pille havde ikke haft den store effekt, og jeg fik derfor lagt endnu én.
Vi fik en ny tid lørdag morgen, og her skulle vi også forberede os på at, det blot blev til endnu en stikpille hvis der ikke havde været nok fremgang. Vi kørte hjem endnu engang, og prøvede at få tiden til at gå.
Så, i løbet af aftenen, begyndte der så småt at ske noget. Jeg fik små veer med 3-4 minutters mellemrum. Disse tog dog til som timerne gik, og jeg ringede til fødeafdelingen kl. ca. 2 om natten, da jeg ikke længere kunne være nogen steder. Jeg håbede selvfølgelig at der var godt gang i fødslen, så jeg vækkede kæresten og vi kørte derind for at få status på situationen. Jordmoderen som undersøgte mig sagde at jeg var lidt blød, men ikke nær nok til noget som helst. ØV! Dog fik vi lov at blive på afdelingen og sove, da vi jo havde en aftale næste morgen (blot fire timer senere på dette tidspunkt). Jeg fik en sovecocktail og en varmepude, og fik da også lidt søvn derefter.
Lørdag morgen blev jeg undersøgt igen, men der var stadig ikke sket særlig meget, og endnu en stikpille blev lagt. Vi aftalte igen en ny tid lørdag eftermiddag – tro det eller lad være – til endnu en stikpille hvis jeg endnu ikke var åben nok. Vi tog hjem og veerne kom STADIGVÆK med 3-4 minutters mellemrum, så ventetiden var lang og hård.
Til min store skuffelse var der stadig ikke sket nok om eftermiddagen da vi kom ind på fødeafdelingen igen, og jeg fik hvad der skulle vise sig at blive den sidste stikpille, og en ny tid søndag morgen. Det var virkelig hårdt at forlade afdelingen igen, med de samme smerter, og vide at de sandsynligvis blot ville fortsætte til næste morgen.
Jeg kæmpede mig igennem resten eftermiddagen og aftenen med tv-serier, et langt bad og måske ½ times søvn. Natten til søndag tog jeg alene i stuen med pusten og vandren rundt i stuen, mens jeg lod kæresten sove (jeg vidste jo godt at han ville få brug for energien senere ;-)), og da han endelig stod op søndag morgen, var jeg bare SÅ KLAR til at køre ind og tigge om noget andet – noget mere effektivt - end en ny stikpille, som jo ellers var planen.
Vi kom ind til en ny undersøgelse, hvor en jordmoderstuderende fik lov at mærke efter om der skulle være sket et fremskridt. Mine veer var aftaget i hyppighed fra ca. kl. 03 om natten, så jeg frygtede at der bare ikke var sket en fis, og jeg fældede næsten en tåre da den studerende og den tilknyttede jordmoder mente jeg nu var åben nok til at de kunne tage vandet.
Herefter blev vi hurtigt flyttet til en fødestue og den studerende tog vandet kl. 10 (ALDRIG har jeg oplevet noget værre - selv veerne var mere udholdelige!).
Veerne blev hurtigt værre og mere hyppige igen, og jeg kunne godt fornemme at jeg ikke ville kunne klare mange flere timer med så mange smerter i lænden, så narkoselægen kom og lagde en epidural allerede kl. 11, selvom jeg kun var 3 cm åben. GULD VÆRD! Man plejer først at lægge epidural ved 5-6 cm, men han forbarmede sig over mig pga. mine smerter, og det viste sig at der overhovedet ikke var et problem i at lægge den, selvom jeg havde frygtet at min diskusprolaps ville kunne forhindre det. I øvrigt var han en meget spøjs og sjov fætter, med mange vittigheder. Dem jeg lige husker bedst er at ”Veer er noget kvinder får for at kunne forstå hvordan mandeinfluenza føles” og ”Der findes faktisk hospitaler for mænd med influenza – de hedder hospice!” J
Timerne herefter gik med tiltagende veer, dog færre smerter i lænden, og kæresten var fantastisk til at underholde mig, kysse mig, holde mig i hånden, tage billeder og få mig til at smile undervejs <3
Jeg fik lagt ve-drop for at sætte gang i systemet, de mente nemlig at jeg allerede havde kæmpet længe, og ville gerne hjælpe mig hurtigere på vej mod fødslen.
Min største glæde (udover min datter!!) den dag, var da min egen jordmoder fra konsultationerne kom ind kl. 15.30 og fortalte at hun "overtog" mig nu, og regnede med at jeg ville føde inden midnat (hendes vagt sluttede nemlig kl. 23.30)! Af alle de jordemødre vi har mødt i dette lange forløb var hun absolut den jeg ønskede mig allermest til fødslen, og her kom hun bare valsende ind til min redning!
Aftenen skred frem, veerne blev værre og jeg fik feber (nok pga. epiduralen), så der blev tilkaldt en børnelæge, som to gange tog blodprøver fra min datters hoved for at tjekke at hun havde det godt, og ikke var stresset. De kunne nemlig ikke måle hendes hjertelyd hver gang jeg fik en ve, så de ville hellere være på den sikre side, selvom alt andet tydede på at hun havde det godt. Alt var heldigvis også fint, og fødslen fik lov at fortsætte uændret.
De sidste "almindelige" veer husker jeg som virkelig ubehagelige, så da jeg fik lov at presse fra kl. 23, åndede jeg først lettet op. Jeg kæmpede alt hvad jeg kunne, og fik fantastisk støtte og hjælp af kæresten og min jordmoder, som fik mig igennem forløbet hurtigere end jeg selv kunne have klaret! Havde det ikke været for deres ”skæld ud” og opmuntren, er jeg overbevist om at jeg ville have været dobbelt så længe om at komme igennem presse-fasen.
At det ville være så smertefuldt at presse hovedet ud havde jeg godt nok fået fortalt, men aldrig havde jeg forestillet mig den smerte det virkelig var! Det virkede som evigheder når der var pause mellem de få veer det tog at presse hovedet ud, og øjeblikket hvor hovedet var halvt ude og jeg skulle veksle mellem at gispe og presse for at få resten ud uden at ”gå i stykker”, husker jeg som bestående udelukkende af min vejrtrækning og min jordmoders stemme. Jeg tror jeg glemte alt om det der med at trække benene op, lægge hagen mod brystet, og selve presse-følelsen.
Kl. 23.28 kom vores Gry langt om længe til verden. Hun blev lagt på min mave meget kort mens navlesnoren blev klippet. Herefter blev hun undersøgt af børnelægen på et bord ved siden af mig, og jeg fik hende hurtigt over i armene, efter hun var blevet ”godkendt”.
Verdens største oplevelse! Det kan slet ikke beskrives hvor meget kærlighed der vælter frem i én i netop det øjeblik <3
Kæresten har senere fortalt mig at han, på et enkelt tidspunkt i løbet af fødslen, blev så rørt over min reaktion at han selv var tæt på at fælde en tåre:
Jeg havde skældt lidt ud i mellem to presseveer, og min jordmoder sagde så til mig i et klart øjeblik at det var helt okay at blive ”lidt hidsig” på det her tidspunkt, hvortil jeg svarede at det ikke var smerterne men følelserne der gjorde mig rundt på gulvet. Hun smilede og sagde ”Det er da klart, du skal være mor om et øjeblik, det er da stort!”, hvorefter jeg STORTUDEDE!
Havde jeg set ham i øjnene på netop det tidspunkt, var han nok også ”faldet i”. Det havde højst sandsynligt kun gjort det sværere for mig at presse efterfølgende, når følelserne sådan stormer frem, så på en måde var det nok meget godt at jeg ikke nåede at se det. Men her efter fødslen ville jeg have givet alt for at se hvor ramt han blev af mine følelser for ham og vores lille mirakel <3
