Fødsels depression ???

Hejsa alle i skønne piger... Jeg skriver fordi jeg det sidste stykke tid (½års tid ca) har brugt meget tid på at lave scrapbog til Mikkel. Som er født 10 uger for tidligt. Jeg har været nød til at lave lidt af gangen for efter kort tid sidder jeg og stor tuder - alene af den grund at han var så lille - alle de ting han var igennem - osv.. Jeg kan slet ikke bære det.. Jeg kommer til at tude bare jeg ser et billede af ham fra den gang.. :'( Efter fødslen var jeg til samtaler med en psykolog på sygehuset, vi fik snakket det hele igennem igen og igen.. Og på et tidspunkt i det forløb følte jeg virkelig at det gik godt.. Jeg skulle være stærk, ikke kun for mig selv, men også for Mikkel - han havde virkelig brug for en mor sagde sygeplejeskerne til mig, når jeg havde en af mine 1000 tudeture på sygehuset.. Men, men nu 2 år efter kan jeg ikke samle mig om at tænke tilbage på det med den glæde det jo faktisk var - min lille skat kom til verden og vi fik ham med hjem fra sygehuset.. Istedet for tænker jeg på hvor hårdt det var for mig kun at kunne kigge på og krydse fingre for at lægerne gjorde det bedste de havde lære.. Jeg har ind i mellem i de seneste to været glad og helt på dupperne samtidig med at jeg også har haft en tudetur.. Men jeg synes bare det næsten er for meget nu, jeg tuder ikke dagligt, men det sker 3-4 gange om ugen, så snart jeg kommer til at se på et billede fra den gang eller kommer til at tænke på det.. Min spørgsmål kommer så nu: "kan man godt udvikle en fødselsdepression to år efter man har født??? knus fra Camilla tudemor... :$

Hej...
Prøv at tale med din læge...måske du "bare" har en depression, måske det bare er alt det for fra dengang du lige skal have bearbejdet med en psykolog??
Kan fortælle dig at jeg stadig her snart 11 år efter min ældste søn blev født, begynder at græde når jeg fortæller om fødslen og dagene efter. Det sidder også inden i mig, men jeg kan jo ikke så godt ændre det der skete dengang. Jeg har acceptereret at fødslen bare ikke var som jeg regnede med og det er jo nu det gælder om at være der...fortiden kan vi jo ikke ændre.
Men tal med din læge, lige meget hvad der er grrunden til du er nede, så skal det da afhjælpes, så du får det godt igen..
Knus og tanker..
Eva

Hejsa Eva.. Tak for dine ord og tanker:) Jeg har været på nettet og rode lidt efter ting om fødsels depressioner.. og kan desværre nikke ja til nogle af de ting der kommer som "reaktion" men kan heller ikke se mig selv i nogle af de ting der står skrevet.. f.eks. elsker jeg Mikkel og har ikke følelsen af at han ikke skulle have været født osv.. Jeg er lidt glad for at du skriver at du også stadig har det svært med fødslen for 11 år siden (ikke fordi det glæder mig at du har det svært, overhovedet ikke) men fordi det er dejligt nok at vide at andre også har tanker om fortiden, eller hvad man nu skal sige.. Håber du forstår hvad jeg mener..:$ Jeg ved ikke om jeg har accepteret at Mikkel fik sådan en start på livet, tænker ofte på om jeg kunne have gjort noget anderledes, men det ved jeg jo godt at jeg ikke kunne, men tanken er der ind i mellem alligevel.. :'( Måske jeg skulle prøve at ringe til lægen og få en snak med ham om det, efter påsken.. Synes også bare på den anden side at det virker underligt at gå til lægen når det nu er 2 år siden, og jeg alligevel ikke kan ændre på noget af det Mikkel var udsat for... :( Mange tak for svar.. Håber du forstår mit indlæg, som vist er belevt lidt rodet.. :$ Knus fra Camilla.

Hej igen..
Kan sagtens finde rundt i dit indlæg og følge hvad du skriver...lige meget hvor mange år siden det skete påvirker en, så synes jeg da at man skal søge hjælp. For der er helt sikkert noget ubearbejdet, som jo kan blive ved med at dukke op resten af livet og det er da virkelig trist at gå og have det skidt, hvis det kan afhjælpes.
Håber din læge kan hjælpe dig på vej...desværre kan systemet være lidt trægt når det handler om at have ondt i psyken.
De aller bedste tanker fra mig til dig...
Stort (H)
Eva..