Anonym skriver:
Jeg må simpelthen lige høre om det er mig der er noget galt med her!
Jeg er gravid i 10. uge med vores første barn. Vi har mistet før, så derfor havde vi på forhånd besluttet at vi ville vente mindst til efter NF scanningen før vi deler nyheden.
Den har vi så ikke kunne holde helt. Jeg har måtte sige det til nogen veninder og min kæreste til nogle venner 
- Men familien ville vi holde udenfor lidt endnu. Ved at der er gode grunde til at fortælle det så de kan være der til at støtte hvis det forfærdelige skulle ske, men vi mener begge at vi helst vil være sammen om det kun os to.....
Nå, her kommer det så.
Til påskefrokost hos kærestens familie havde jeg lige akkurat fundet ud af at jeg var gravid. Jeg er tidligere ryger men var stoppet nogle uger før påskefrokosten, og det er meget sjældent at jeg til disse arrangementer drikker alkohol, og det gjorde jeg selvfølgelig heller ikke den dag. Det tolkede min svoger så på, og han sad og lavede hentydninger til mig så jeg til sidst bare måtte sige "ja, jeg er gravid" , inden anden hørte det. For det var så tidligt, og havde virkelig bare lyst til at det bare skulle være min og min kærestes hemmelighed bare lidt længere!!!!
- Jeg får så at vide af min svoger at min Svigerfar og hans kone, har siddet og visket hver gang jeg ikke lige hørte det, til frokosten, at de troede jeg var gravid og om han ikke nok ville spørge mig!
Min svoger sagde så bare han ikke vidste noget.
Jeg var ret berørt af situationen og følte mig virkelig bagtalt..... Ved godt at det er fordi de er glade osv. men de ved udemærket godt vi har mistet før, og min svigerfar og hans kone har selv lige fået barn, og jeg synes derfor de burde vide at det er rigtig dejligt selv at bestemme hvornår man føler sig klar til at dele den gode nyhed. Jeg lurede sgu også da de var gravide, inden de sagde det, men kunne da aldrig drømme om at opføre mig på den måde de har gjort.
Men det bliver værre.... Her i weekenden var vi til et arrangement hvor min svigerfar og svigermor + hendes mand var der. Min svigerfar siger så "Nå, har de fortalt dig at X er gravid?".... Vi har altså ikke fortalt svigerfar at jeg er gravid endnu?????
Så det endte jo med, at da vi kom hjem måtte min kæreste fortælle sin mor det. Jeg synes jo man har ret til at fortælle det i det tempo man selv har lyst til og selv er klar til og ikke det tempo en eller anden anden synes er bedre????
- Så havde han i hvert fald ødelagt glæden ved at fortælle det første gang... Jeg blev rigtig gal, men tænkte at jeg ville komme over det for det var nok bare en smutter...
For lidt siden ringede min kæreste så. Han var blevet nødt til at fortælle sin farmor nyheden, da hun havde ringet til ham og spurgt ham om jeg var gravid.... Grunden til hun havde spurgt ham var...... AT MIN SVIGERFAR HAVDE SAGT DET TIL HENDE...... Og vi har altså STADIG ikke sagt det til min sivgerfar. Så i princippet kunne han tage fejl.....
Nu er jeg bare så gal at jeg ikke ved hvor jeg skal gøre af mig selv. Min kæreste tager det helt roligt. Han synes da det er lidt irriterende men han er overhovedet ikke sur over det. Jeg synes det er noget af det tarveligste jeg nogensinde har været udsat for! mangel på respekt og situationsfornemmelse skal man sgu da lede længe efter.
Hvad havde i gjort i denne situation? Overreagerer jeg fuldstændig, og skal derfor bare lade det ligge? Føler mig virkelig virkelig trådt på, men er også klar over at jeg nogen gange kan være for følsom, så det kunne være rart med lidt andre øjne på sagen...
Undskyld det blev så langt og indviklet
Hmm.. Nu kunne min svigerfar finde på det samme, så jeg forstår dig udemærket! Ud fra det tøj jeg havde på til en familiefødselsdag, mener min svigerfar også at vide, at jeg er gravid, fordi jeg sådan gik og viste maven frem (i en kjole jeg har haft i flere år og har haft på ved flere anledninger, 8 uger henne og ikke et gram eller en cm ekstra på det tidspunkt). Han har indtil videre kun snakket med svigermor om det, men nu føler jeg mig lidt tvunget til at fortælle familien det ved et arrangement om små 14 dage, for ellers er jeg ret sikker på, at han begynder at fortælle om sin mistanke til gud og hver mand.
Og det er rigeligt, at jeg de næste mange år skal høre på hans bedrevidende "ja, JEG vidste det jo længe inden de sagde noget!", at han skal gøre vores store lykke til noget, der handler om ham, så han kan være centrum, ligesom han gør med alt andet
Dét, at han tror han ved det, og kommer med små stikpiller har gjort, at jeg slet ikke har lyst til at gøre noget særligt ud af, at fortælle svigerfamilien det, som jeg ellers havde planlagt.. Så ja, det har ødelagt en stor del af fornøjelsen for mig!
Planlægger stadig at gøre lidt ud af, at fortælle mine forældre det, men synes det er ærgeligt at forskelsbehandle dem
Hvis jeg var dig, ville jeg nok tage en snak med min svigerfar om det, og rent ud fortælle ham, at han ikke skal sprede rygter om dig fremover, som han ikke ved om der er hold i, eller har snakket med dig om først!
