Hej alle.
Jeg tror jeg er ved at være der hvor jeg har overskuddet til at skrive om mit forløb. Jeg tror det kan hjælpe mig en hel del, hvis jeg får det ned på skrift. Jeg undskylder hvis det bliver lidt langt!
Sommeren 12, beslutter vi os for at vi skal droppe p-pillerne, og gå igang med at lave drømmebabyen.
Min cyklus viste sig at være meget uregelmæssig, og svingede fra 31 dage til 52 dage.
Derfor blev jeg henvist til gyn. af min læge i november, for at finde ud af om jeg havde PCO. Jeg fik en tid d. 16 jan 13, og lagde derfor tankerne om baby lidt i baghovedet, og glædede mig til at vi kunne finde ud af om jeg fejlede noget..
Men vi nåede aldrig dertil, for d. 19/12-12 testede jeg positiv, og min kæreste og jeg var SÅ lykkelige! Allerede samme dag tog vi hjem og fortalte vores tætteste familie den gode nyhed, og de var alle lige så glade som os!
Den 24/12 fik resten af familien det afvide, og vi begyndte rigtig at glæde os.
Da min cyklus havde været meget uregelmæssig, ville min læge gerne have at jeg tog til en terminsscanning, og det kunne jeg komme til d. 16 januar.
Den 16. Januar kommer vi til scanningen, og var som alle vildt nervøs for at se om der overhoved var noget derinde! Men det var der! Der var det fineste lille hjerteblink og jeg fik af vide at jeg var 8+2, og lykken blev kun større!
Graviditeten foreløb som den skulle, og symptomerne var slet ikke slemme. Vi fik tid til nakkefoldsscanning d. 19/2.
Dagen for nakkefoldsscanningen spørger min kæreste mig, om det ikke er i orden at hans far henter ham på hospitalet efter scanningen, så han hjælpe ham med at ordne noget. Men jeg sagde til ham at det ville jeg ikke have, for HVIS noget skulle vise sig at være galt, ville jeg have brug for at han var der! Det havde han slet ikke tænkt på, for der kunne jo ikke være noget galt når nu vi havde set hjerteblink osv, og jeg skulle bare slappe lidt mere af.
Men jeg havde på fornemmelsen at noget ikke var helt rigtigt.
Vi kommer til hospitalet, og er meget nervøs.
Scanningsdamen scanner mig, og vi kan ikke se noget rigtigt på skærmen. og hun er meget stille. pludselig siger hun ''jeg er meget ked af at sige det, men jeg kan ikke se noget som skulle være et foster, og specielt ikke et der skulle være 13+2''. Alt bryder sammen .. hun henter en anden scanningsdame, der så også scanner mig.
Pludselig siger hun noget med at det kunne ligne en MOLA, men at hun ikke var sikker. Men at jeg skulle have en udskrabning.
Jeg kunne ikke komme til at snakke med en læge samme dag, men hun sagde at jeg kunne komme igen dagen efter, om onsdagen.
Min kæreste fik på en eller anden måde mig ned i bilen i parkeringskælderen, og der brød vi begge to sammen .. det var ikke til at holde ud.. Vi sad der i hvert fald en time ..
Dagen efter kom vi til lægen, og jeg var fastende da jeg havde fået af vide at jeg måske allerede kunne få udskrabningen om onsdagen. Det kunne jeg ikke, og fik først tid til udskrabningen om fredagen!
Dagene fra NF om tirsdagen til udskrabningen om fredag, var de længste dage i mit liv! Jeg har aldrig haft det så elendigt. Havde det som om jeg var på vej ned i et sort hul, og kun min kæreste og familie holdt mig oppe.. Hver gang jeg lukkede øjnene så jeg billedet af skærmen fra scanningen og hvad damen sagde til mig .. (sådan er det stadig til tider)
Tiden efter udskrabningen gik med at gemme alle babyting væk, og HÅBE på at det ''bare'' havde været en MA, så vi kunne komme igang med PB igen.
14 dage senere ringer de fra hospitalet og fortæller mig at jeg har haft en partial mola, og derfor skal gå til kontrol. Jeg må ikke blive gravid i kontrol perioden, og skal derfor starte på p-piller igen, og skulle allerede til kontrol dagen efter. Jeg fik også en tid til en læge, der kunne fortælle mig mere om hvad en mola var..
Jeg har nu gået til kontrol i 8 uger, og HCG er på 8 nu, men det falder bare rigtig langsomt.
Når prøven er negativ, skal jeg have 3 prøver mere på tre uger, og efterfølgende skal jeg fortsætte kontrol en gang om måneden i 6 måneder, før vi må gå igang med PB igen ..
Puhaa .. Det er svært at forklare hvordan det føles at blive mindet om det der er sket hele tiden, ved blodprøver, og ventetid.
Jeg er ved at være rigtig godt træt af det hele .. og må indrømme at jeg syntes at livet er ret uretfærdigt ..
Jeg græder stadig tit over det der er sket .. og håber tit bare at det er et slemt mareridt jeg bare ikke er vågnet fra endnu ..
Men jeg skal videre .. og heldigvis har jeg den bedste kæreste i verden der støtter mig. og min familie og svigerfamilie har bakket mig op hele vejen ..
men .. Puuuhh hvor er det hårdt! at gå fra at være SÅ lykkelig, til så dybt ulykkelig på så kort tid, er meget hårdt .. og har tabt mig 6 kilo siden. Det tager al energien fra en.
Glæder mig bare til at jeg har en god blodprøve, så jeg i det mindste har den tidshorisont på 6 måneder at forholde mig til!
Måske vi kan få lov at gå igang igen i start 2014! Jeg håber
Tak hvis du har læst med hertil!
