Gravid men .... tænker ikke synderlig over det

Jeg er jo så gravid, er alt i mellem 8 og 12 uger henne, hvor langt vides ikke endnu, da min sidste periode kom i januar, og jeg fandt først ud af jeg var gravid i marts, da jeg havde testet negativt  hele februar. Men tænker jeg er maks 8 uger henne. 

Det har været en svær beslutning om hvad vi skulle gøre, manden gik totalt i panik, men nu er det sådan og vi skal have en et afkom mere. 

Jeg er da glad for det, men det var jo ikke planlagt, men jeg mener jo at vi må tage ansvar for vores handlinger. Og især fordi vi er jo ikke børn mere. Jeg vil gerne have barnet, det er der ingen tvivl om.

Men jeg tænker ikke særlig meget over jeg er gravid, føler ikke den der sindsyge glæde, måske fordi jeg har haft to ræderlige graviditeret og to sindsyge fødsler. Hader alt det før, men elsker ungerne. 

Kan ikke helt finde ud af det, jeg arbejder med en pige som er er to mdr længere henne end jeg, hvis vi går ud fra de 8 uger. Og hun er estatisk, det er så også planlagt, og hun snakker baby hele tiden, og ja ... glæder sig.  Og så kom jeg til at tænke, er jeg helt forkert på den, er jeg sær.... 

hun venter nr 4, har haft 3 gode graviditer før, og forholds vis nemme fødsler, og alle har været planlagte

Ork jeg ved godt jeg ikke skal sammenligne os, men kan jo ikke lade være.

Kan det være pga de dumme graviditeter at jeg ikke rigtigt tør glæde mig, eller er det fordi ikke er første gang, eller måske at det ikke var planlagt, troede jo faktisk ikke jeg skulle have flere .

Ellers er det måske fordi at det er SÅ mange år siden jeg fik den sidste ...   føler mig lidt forkert  

Der kan være mange årsager til, at man som gravid ikke reagerer med ovenud lykke i starten.

Det er helt naturligt, at man skal vænne sig til tanken.

Har jeg overhovedet lyst og overskud til en mere?

Orker jeg kvalme, bækkenløsning eller ekstrem smertefulde fødsler mere?

Er det et sundt og rask barn jeg venter? Kan jeg tillade mig at glæde  mig eller lader jeg være for at beskytte mig selv?

Jeg venter nr. 2 nu og er først begyndt at glæde mig efter uge 13 og efter endt nakkefoldsscanning. Jeg glæder mig da til barnet, men jeg bryder mig overhovedet ikke om at være gravid. Det er bare en nødvendighed.

Og jeg føler mig helt normal.

RGN skriver:

Der kan være mange årsager til, at man som gravid ikke reagerer med ovenud lykke i starten.

Det er helt naturligt, at man skal vænne sig til tanken.

Har jeg overhovedet lyst og overskud til en mere?

Orker jeg kvalme, bækkenløsning eller ekstrem smertefulde fødsler mere?

Er det et sundt og rask barn jeg venter? Kan jeg tillade mig at glæde  mig eller lader jeg være for at beskytte mig selv?

Jeg venter nr. 2 nu og er først begyndt at glæde mig efter uge 13 og efter endt nakkefoldsscanning. Jeg glæder mig da til barnet, men jeg bryder mig overhovedet ikke om at være gravid. Det er bare en nødvendighed.

Og jeg føler mig helt normal.

Tak for svar, kan godt være det er sådan. 

jeg har været ved lægen idag, som siger at en af grundene til det kan være at min krop genoplevet det som ejg var igennem første gang jeg blev gravid hvor det også var en upser. Der var jeg ikke så gammel og ja folk var ikke altid så rare. og selv om jeg er 13 år ældre, og har godt fast job, vi har hus, og det hele, så genoplevet min krop det som vi var igennem den gang fordi det igen ikke er planlagt.  Lidt sært, men ja kan ikke forklare hvorfor jeg har det sådan. 

Og jeg er så mellem 10 og 15 uger henne, så skal scannes her om nogle dage for at kan få min termins dato. 

Hvis du er blevet dårligt behandlet første gang er der ikke slet ikke noget at sige til, at du denne gang genoplever det og reagerer negativt.

Jeg håber det i løbet af graviditeten bliver bedre og du får lov til at nyde den.