hjælp hjælp hjælp...
Jeg har "desværre" fundet ud af jeg er gravid.
ved at det burde være en glæde men jeg er desværre en af de alene forældre der er endt med "kommunen på nakken"
Jeg klarede sidste år enormat ringe for at sige det lige ud.
2 års kamp om forældre myndigheden over mine 2 prinser på 3 og 4½ år, en xkæreste der blev ved med at chikanere os, alenemor på fuld tid til 2 baryler. og ingen familie/venner til at hjælpe. en børnehave der hele tiden var på nakken af mig da jeg var ung mor. Det hele udviklede sig til at jeg blev enormt stresset, og alt bare gik ned af bakke.
i december var der brænd i min lejlighed, og politi og brændmænd blev mødt af en lejlighed fuld af kaos, jeg kunne ikke overskue oprydning/rengøring.
ved det lyder som om jeg har været utrolig uansvarlig. men sådan hænger det ikke sammen. det hele stod på ½ år iden da ingen problemer, kampen om forældre myndigheden tog mildelst talt alt min energi, da jeg vidste deres far udelukkende ville gå imod mig for at ramme mig, men ikkef or at se hans børn. og det kan man rolig sige han gjorde, jeg fik neden om og hjem, og endte med kommunen på nakken 
men nok om det.
jeg må være en af dem der bare bliver gravid så snart jeg kigger på en mand. min kæreste og jeg havde sex, skal siges det både har været med ppiller og kondom, kondomet sprang og jeg blev gravid.
nu står jeg på det punkt at jeg VIRKELIG ikke ved hvad jeg skal gøre.
for at sætte endnu et barntil verden i det kaos der er med kommunen lige nu, ville også være synd. MEN når det så er sagt er jeg desværre en af dem der bare ikke kan få en abort, jeg føler mig ærligtalt som en morder,og jeg VED at ham jeg er blevet gravid med er meget mere ansvarlig en hvad mine drenges far er.
jeg har møde med kommunen i morgen og ved ikke om jeg bare skal slynge den ud og høre hende hvad jeg kan gøre.
men er også bange for det hele bare forværre min sag, skal dog siges at kommunen IKKE er bange for at jeg ikke gør min job som mor godt nok, men vil gerne at jeg tager imod psykolog hjælp for at få bearbejdet den svære tid, så de er 100% sikkre på at det ikke kommer til at ske igen.
udover det har jeg SELV valgt at få hjælp eller er vel ikke hjælp men rådgivning til at sætte grænser, jeg var desværre dum og umoden da drengenes far og jeg gik fra hinanden og syntes det var så ih og åh synd for drengene at jeg nok mere eller mindre gav dem deres vilje.
men jeg arbejder sammen med kommunen, og gør som de vil havde for at bevise overfor dem det bare var en meget svær tid for mig. for andet har det ikke været.
what to do?
skal jeg gå over mine egne grænser og få en abort?
eller hvad synes i.
jeg har det elendigt med at skulle gå med sådan en hemmelighed, og nu har jeg bare brug for råd fra andre mødre.
og undskyld mit lange brev men havde virkelig bare brug for at komme ud med det :/
