Hejsa
Min kæreste og jeg forsøger at få børn, men har indtil videre kun resulteret i 2 MA i træk hvilket vi overhovedet ikke havde forudset... Ved den første tænkte vi begge "Nå jah, det kan jo ske, sker for 1/3 af alle gravide". Men da det for 2gang viste sig at der ikke var hjertelyd så blev vi ganske nedslået især min kæreste, da hendes graviditetssymptomerne var meget kraftigere 2. gang...
Grunden til at jeg skriver er at det jo hovedsaglig er kvinder som skriver herinde, så ville gerne kaste et mandeligt problem på debatten...
Min kæreste har i perioden efter den 2. MA haft lettere humørsvinginger og til tider være meget deprimeret over fremtiden. Tanker som "Jeg får ALDRIG børn" og "Hvis det bliver MA en 3.gang nægter jeg at forsøge igen!!!" flyver til tider forbi og igen kan hun andre gange være meget optimistisk og kigger på babyudstyr til "Når den lille engang kommer"...
Mit spørgsmål er ganske enkelt til jer kvinder som har prøvet MA - Gjorde jeres kæreste noget som kunne få jeres humør særligt op, hvordan holdt i selv hovedet højt, og tænkte i nogensinde at i ikke ville forsøge igen pga den psykiske belastning hvis det gik galt igen :s
Jeg føler mig meget magtesløs til tider da jeg som mand på ingen måde kan forestille mig 100% den kvindelige tanke-gang efter en abort... Jeg trøster når det er nødvendigt og vi snakker meget om det... Men nogen gange kan jeg også tænke en grim tanke at "Når barnet aldrig har været i live burde man ikke kunne følge det store tab" - Men igen jeg som mand vil aldrig kunne forstå den psykiske belastning, så jeg væmmes ved mig selv, når jeg tænker sådan 
Det er ikke første gang jeg hører at mænd har svært ved at forholde sig til det, på samme måde som kvinderne. De kloge siger, at det er en ganske naturlig ting, så ikke vær for hård ved dig selv. Mænd forholder sig til det, i det øjeblik de står med barnet fysisk i armene, hvor kvinderne, som en anden bruger skriver, er mentalt så indstillet på hvad der skal ske, i det øjeblik testen viser to streger. Synes det er super at du er interesseret i at gøre hvad du kan, og se ud over egne behov ved at søge råd, hatten af for det! Dét er da at være en rigtig mand.
Jeg har ikke selv oplevet en spontan abort, men en nær veninde af min har. Hun havde brug for tid til at hele sine sår, og havde brug for at have lov at være ked af det og være omkring støttende omsorgspersoner som ville lytte til hende, også selvom hun havde brug for at stille det samme spørgsmål 100 gange... Set i bakspejlet, sagde hun til mig, at hun var glad for, at hendes nærmeste var med til at få hende videre, og samle mod på at prøve igen, og det er jo klart en svær opgave for de personer man har omkring sig. Opmuntring og forsøge at se fremad, skridt for skridt, er vejen frem, og stille og rolig bevæge sig væk fra det negative men se positivt. Det er klart det er hårdt, og helt naturligt at man skal samle mod til at komme videre, da man klart vil beskytte sig selv følelsesmæssigt efter sådan en omgang.
Der findes heldigvis rigtig mange måder at få hjælp på i Danmark og der findes mange dygtige læger, så helt alene om det er man ikke. Det kan måske være en lille opmuntring.
Det er nok en svær balancegang imellem at give plads til at lade den ramte være ked og frustreret, men samtidig forsøge at "lægge låg" på det som er sket, for at hun selv mentalt også kan lade sig selv acceptere det. Svært at forklare, men desto mere tragisk man lader noget blive, desto længere synes vejen ud af det.
Det lyder til at du gør det rigtige, og tid heler alle sår, men nogle er hurtigere end andre.
Hvad med at invitere hende på weekendophold et dejligt og rart sted? Overrask hende, gør nogen ting du ikke plejer, for så vil dét tage noget af hendes opmærksomhed fra det hele på en positiv måde.
Varme tanker herfra
