Fejl i oprdagelsen er måske lidt hårdt sagt. Men ja, jeg tror det handler om at, personen ikke har fået sat grænserne på plads da han/hun selv var i trodsalderen - og så bliver man på en måde lidt hængende der, da man ikke har lært hvordan man skal takle modstand... Sådanne mennesker har det ofte svært med at blive sagt imod og kan også nemt føle sig forudrettede eller blive vrede over den mindste modgang...
Og nogle mennesker har også mere temperament end andre, det har selvfølgelig også noget at sige.
Hvordan undgår man at lave samme fejl?? Det kan være svært, hvis det er noget som ligger i ens personlighed, så vil man nok altid give lidt af "fejlen" videre. Men det hjælper at man er bevidst om hvilke behov barnet har og at du forsøger at sætte dig ind i og rumme de følelser barnet har. Men det handler også om at du fra starten er tydelig i dine grænser over for dit barn, forsøge at møde barnet i de behov det har og lærer det at håndtere modgang. Barnet lærer dette ved at se på dig og spejle dig. Så selvreflektion er vigtigt.
Jeg har svært ved at sætte grænser for min datter, da jeg ikke altid kan fornemme mine egne. Jeg bruger meget tid på at tænke over om det nu er rigtigt at stille de krav jeg gør til min datter, og om det er for meget eller for lidt. Og jeg har selv meget svært ved at takle hendes grænsesøgning. Jeg kan blive meget hidsig og reagerer ofte ved at blive vred. Hvilket jeg arbejder med, da jeg er meget bevidst om at det er det jeg gør. Men det gør selvfølgelig at min datter ikke altid bliver mødt i hendes forsøg på at få grænserne defineret. Jeg kan se at hun ofte bliver meget frustreret fordi jeg ikke altid formår at gøre det "rigtige". Men ingen er perfekte 
Anmeld
