Janne T. skriver:
Advarsel: meget lang!
Fødselsberetning af James
13-4-13
Da det er relevant for de forventninger jeg havde til denne fødsel, vil jeg kort opsummere, at fødslen af Rose, vores første, startede med at kl. 3 om natten gik den yderste fosterhinde sammen med slimprop og tegnblødning, kl. 4 startede nonstop meget voldsom vestorm, og hun var ude 10.31.
Af den årsag forventede jeg, at fødsel nr. 2 ville gå lidt ala det samme, men nok endnu hurtigere! Det var jeg mentalt indstillet.
Fredag morgen (41+2) kl. 7, havde jeg den første gang tegnblødning. Forventningsfuldt indstillede jeg mig nærmest på, at nu var det nu! For sådan var det jo med Rose. Borstet fra nej: Der skete ikke mere!
Kl. 11. havde jeg atter en gang tegnblødning, og igen blev jeg spændt! Men igen skete der ikke mere. Ved 17-tiden gik der en god gang slimprop, og nu var jeg for alvor spændt! Men stadig; Intet! Begyndte efterhånden at føle mig lidt slukøret.
Kl. 21 om aftenen, stadig 41+2 kom den første ve. Nu var det spændende! Jeg begyndte at forberede mig mentalt på vestomens ankomst, men den udeblev. Veerne kom cirka hvert kvarter, og gjorde ikke særlig ondt. Og så begyndte de at være helt vildt uregelmæssige og stoppe helt i perioder. Jeg kløede mig i hovedet – nu var det længe siden tegnblødning, og hvad skete der for de uregelmæssige og rimelig harmløse veer? Det var jo ikke sådan ”det skulle foregå”!
Sådan fortsatte det natten igennem. Flere gange var jeg ved at tænke, at nu var det snart nu, fordi de i perioder gjorde ret ondt. Men igen, det var enormt korte og uregelmæssige! Jeg fik ikke sovet den nat, fordi de vækkede mig konstant. Begyndte at blive lidt irriteret og tænkte, at det kunne fandme ikke passe, at fødsel nr. 2 skulle trække sådan ud!
Omkring kl. 6 om morgenen, 41+3, besluttede jeg, at nu ville jeg gerne ses af fødegangen. Veerne gjorde egentlig ikke specielt ondt, de kom med 6-8 minutters interval og var korte, men jeg følte mig bare usikker ift. at første fødsel gik stærkt, og jeg var andengangs.
På fødegangen blev vi modtaget af en ældre jordemoder. Hun startede med at undersøge mig, og havde egentlig satset på, at hun ville sende L og jeg hjem igen. Til min store glæde, var jeg 4 cm åben og ikke mere livmoderhals! Wohoo! Der var kl. 7.30 cirka. Jeg fik kørt CTG i en halv time med veer hvert 5 minut, som begyndte at gøre så ondt, at jeg virkelig måtte koncentrere mig om vejrtrækningen. Og så blev vi hentet af en sød JM-studerende, Nanna, som førte os til fødegangen.
Her begyndte veerne at gå i sig selv igen, og jeg tænkte bare: ”Ej, det passer bare ikke!” – Jeg hyggesnakkede og jokede med Nanna og L, og jeg sad og hoppede lidt på en oppustelig bold, imens vi hørte min fødselsCD. Jeg havde stort set ingen veer – måske kom er hvert kvarter, og varede kun 20 sekunder og gjorde overhovedet ikke ondt!
Nannas overordnede kom ind, og vi aftalte lige at undersøge mig invendigt, selvom der kun var gået en time, og så kunne det godt ske, at vi skulle aftale vestimulerende akupunktur.
Nanna undersøgte mig indvendigt, og så helt forkert ud i hovedet. Hun rodede rundt derinde længe, og sagde ”Ej, det kan simpelthen ikke passe!” – blev bange for den første JM havde taget fejl, og jeg faktisk var helt lukket! Hun sagde: ”Ja, altså det er godt for dig!” – Og så kom hun lige til at prikke hul på fosterhinden, så vandet fossede ud.
”Ja, jeg forstår simpelthen ikke hvordan det er muligt, men du er altså 8 cm åben nu!” – Vi var alle et stort spørgsmåltegn! Hvordan fanden udvider man sig 4 cm på en time, når man stort set ingen veer har, og de er mega korte og stort set smertefri!? De blev enige om, at jeg måtte være superføder! Forstervandet var grønt, så fik sat elektrode på hans hoved, og han havde det heldigvis fint.
Jeg var helt vildt glad, og synes det var fantastisk, at jeg havde en fødsel med vepauser, og hvor jeg kunne have en aktiv fødsel med at hoppe rundt på en bold for at få ham ned i bækkenet. Jeg informerede om, at jeg ikke ønskede andet end naturlig smertelindring.
Veerne fortsatte med at være små og ubetydelige, men pludselig begyndte de at tage fart, så jeg måtte koncentrere mig og puste og få lændemassage af L. Men det gik da! Dette tidspunkt var cirka 2 timer før fødselstidspunktet. Jeg brugte bolden godt og hoppede op og ned på den, og arbejdede på at få ham ned. Jeg synes det begyndte at tynge og presse, og da vi var blevet enige om, at jeg gerne ville føde på fødestol igen, fandt Nanna den frem.
Jeg kom ned og sidde i den med L bag mig, og trods det gik så godt første gang med Rose, var det som om det ikke fungerede rigtigt for mig. Mine arme og fingre blev ved med at sove og summe, det samme med min tunge 
, og det var bare ret mærkeligt. Jeg synes det pressede, og kunne ikke lade være at presse lidt med, men Nanna opfordrede mig til at prøve en ny teknik, hvor man ”puster” barnet ud – altså får det ned og ud mod udgangen uden at presse med. Men kunne ikke lade være en enkelt gang, og fik pludselig skubbet en maske med ilt til ansigtet, fordi hans hjertelyd faldt en del, da jeg pressede!
Derefter blev vi enige om, at jeg måtte op at sidde på bolden igen, og nu begyndte det virkelig at blive forfærdeligt. For mig altså, lillebror havde det fint! Det var virkelig rædsomt, det var værre end med Rose, veerne var ekstreme, og fra at kunne fokusere på vejrtrækningen, gik det bare helt galt for mig, og jeg tudede og nærmest skreg ”Jamen jeg KAN IKKE MERE!” jeg blev ved med at sige, at jeg ville have ham ud, og tudede sågar: ”Hvorfor kunne han ikke have været blevet ved med at vende forkert, så det var blevet kejsersnit i stedet?” og sagde også til L: ”Det er SLUT efter det her barn, jeg nægter flere børn!” (L siger, at Nanna smilende sendte ham et overbærende blik her 
)
Jeg var total ukontaktbar, og presseveerne var efterhånden rigtig slemme, og jeg brølede dem ud, imens Nanna forsøgte at nå ind til mig og sige: ”Janne, TRÆK VEJRET, du skal IKKE presse!”, men jeg var bare helt væk, og kunne slet ikke koncentrere mig. Jeg kastede op en hel masse gange, fordi det var så voldsomt, og det var faktisk en rigtig grim oplevelse. Fra at have fuld kontrol til ingen på ingen tid!
Nu skulle jeg på fødestolen igen, og der måtte jeg gerne presse lidt med, men kun på toppen af veerne. Men desværre begyndte hans hjertelyd at dykke meget voldsomt under veerne, helt nede i det røde felt, så pludselig hørte jeg Nanna sige til sin overordnede JM, at de skulle tilkalde en læge, imens jeg trak vejret i iltmasken.
Pludselig var der 5 mennesker på stuen, og de bad mig om med det samme at komme op på sengen i knæ/albueleje (altså på alle 4) og prøve at presse fra den stilling. Jeg følte der var en meget intens og bekymret stemning på stuen, og det eneste jeg tænkte var bare ”Nej, han skal ud NU, og jeg skal ikke have sugekop, og jeg kan bare ikke mere!!” – Så jeg pressede godt med, som de bad mig om, og det var en ret syret følelse, kunne føle hvordan han blev presset helt frem og det brændte i mellemkødet, og kunne også mærke hvordan han gled tilbage igen, når veen stoppede. Jeg ved faktisk ikke helt hvad alle de mennesker lavede omme bag ved mig, jeg var ikke lige til stede der, og ænsede kun L, som heppede og støttede.
Endelig kunne jeg mærke, at hovedet var på vej ud, og derefter fik den lige et godt nyk, og kroppen var ude. Og så skreg han! Et vandet skrig, men han skreg! De snakkede om, om han lige skulle suges, men han var ok, og havde det godt! De rodede rundt med navlesnoren og noget omme bag mig, imens jeg fik ham op i armene, da jeg sad på knæ, men igen, jeg ved faktisk ikke lige hvad de børnelæger og det lavede.
De klippede navlesnoren, fordi de havde skulle gå lidt stærkt og de skulle tage nogle blodprøver fra den, og så kom jeg om på ryggen og ligge med den lille fyr. L var meget rørt – jeg var glad, mest for helvedet endelig var ovre, og ventede bare på den sidste presseve for at få moderkagen ud, som kom ret hurtigt. Vores lille fyr faldt hurtigt til ro på mit bryst.
Efterfølgende undersøgte de mig, og de var en årgang bekymret for, om der var sket noget med ringmusklen, men heldigvis ikke! Nanna blev ved med at tale om en meget dyb bristning, fik da helt sved på panden, da de måtte have en læge ind og tilse det, men hun havde bare set forkert, og det var en almindelig 2. grads som med Rose. Så det blev syet, og alt var fint. Jeg synes det generer meget mindre end min anden grads med Rose.
Efterfølgende var der bare god stemning og hyggesnak på stuen, og de synes jeg var super sej, selvom jeg panikkede til sidst J Jeg holdt fast i ingen smertelindring, og havde jo heller ikke kunne nå noget af betydning alligevel. Det der hjalp for mig var at L trykkede hårdt i lænden af mig, og masserede deromme.
James blev født 11.38 med målene 4380 gram og 56 cm. Vi var på fødestuen længere end ventet, fordi jeg BARE ikke kunne tisse, som man jo skal! Kl. 16-17-tiden fik vi lov at gå, hvis vi lovede at kontakte dem, hvis ikke jeg havde tisset en god tår 4 timer senere. Men det lykkedes heldigvis derhjemme 
Storesøster Rose har ikke set ham endnu, hun kommer hjem i morgen, så vi lige kan hvile ud den første nat. Jeg har ikke sovet siden natten til fredag, og er helt færdig nu. Men jeg er meget mere velbefindende og godt tilpas end jeg var efter fødslen af Rose, selvom det hele var meget voldsomt til sidst. Det får jeg nok brug for at få talt igennem senere.
Nu skal der gå nogle år inden vi skal have en mere, kan mærke denne fødsel har skræmt mig en hel del, selvom det hele endte godt for alle. Nu er vi en perfekt lille 4-mands familie, og vi er lykkelige <3
