Jeg er bare så stolt af mine forældre - de har virkelig tilsidesat deres eget liv for at gøre min morfars sidste tid så god som mulig.
Min morfar har fået konstateret spiserørskræft - han har tidligere haft kræft i halsen, men er blevet erklæret rask - nu har den så fat igen - og han kan derfor ikke få stråler igen.
Han har været en stor mand - både i omfang og i livet som sådan - vice-skoleinspektør, lærer, kirkesanger, oplæser og kendt af ALLE i vores lille landsby - men efter min mormor døde for 10 år siden er han blevet meget gammel. Ja, han er også gammel - 92 er en pæn alder.
Men siden nytår er han virkelig faldet meget af på den pga sygdommen - han er skrumpet ind til skind og ben - frygteligt at give ham "knusere" - ja, det er nærmere blot løse omfavnelser, for jeg tør ikke "knuse" ham.
Nå, men det fantastiske ved mine forældre er, at de har åbnet deres eget hjem for min morfar. Han blev efter sygehusophold tilbudt en stue på et plejehjem i en anden by end hvor han bor - og han kendte INGEN. Han var meget trist. I forvejen har han stort set hver dag siden min mormor døde spist hos mine forældre - og siden nytår har min far været på besøg hos ham 2-3gange om dagen for at holde modet oppe hos ham.
Nu er mine forældres hjem så blevet indrettet, så min morfar kan komme omkring - der er installeret hospitalsseng i deres soveværelse, kaldeapperater og lignende - og hjemmeplejen kan komme ind selv, hvilket de gør 2 gange om natten og flere gange i løbet af dagen.
Det er et kæmpe indgreb i mine forældres privatliv - jeg kender ikke andre, der har åbnet deres hjem på den måde (udover i de sydeuropæiske lande, hvor det jo nærmest er kutyme) Jeg synes det er SÅ flot af dem at sætte dem selv i 2. position "så længe det varer" - for der er vist ikke mange, der regner med at min morfar oplever sin 93. fødselsdag.
Mette, der er stolt af at have opkaldt sønnike efter Oldefar og stolt af sine forældre.
Anmeld
