Kan en psykolog / noget terapi hjælpe? (Lidt lang)

Hej herinde..

Jeg er ny i denne gruppe, og håber jeg kan få nogle gode råd og hjælp.. Måske bare lidt snak med nogen som kender til følelsen af noegt panik angst halløj..

Min "historie" starter for snart 6 år siden, hvor jeg første gang blev ramt at en anfald (som jeg kalder det).. Jeg var ude og køre med min mor, og lige pludselig får jeg det MEGET skidt, jeg begynder at svede, mit hjerte hamrer derudaf og jeg skal på toilet NU! Det kunne ikke vente bare 5 min, nej NU! Dette oplever jeg nogle gange, og det ender så med at jeg faktisk ikke tør hverken spise eller drikke hvis jeg skal ud af huset, ikke engang gå med vores hund turde jeg den gang, hvis jeg havde drukket et glas vand.. Og jeg levede faktisk sådan i næsten 3 år, hvor jeg næsten ingen ting fik af vådt eller tørt, fordi så turde jeg ikke tage nogle steder over hovedet.. Det begyndte så at blive lidt bedre, da jeg begyndte at skrive ned hvad jeg spiste, hvornår jeg spiste, og hvad min mad enlig indeholdt. Så var det ligesom om at JEG havde kontrol over hvordan min mave havde det, og det havde jeg det rigtig godt med.. Men men men, jeg kan ikke leve resten af mit liv med at skal bruge flere timer dagligt på at veje mad af og sktive ned hvad jeg indtager, for at turde tage nogle steder.. Så jeg stoppede for noget tid siden, og det gik fint i starten, men nu kan jeg mærke at jeg er begyndt at blive meget bange igen, og tør ikke spise når vi skal noget.. hvis vi ved vi skal i byen som man jo skal her i påsken, kan jeg sidde flere dage i forvejen og være nervøs over at skulle ud til folk, mine tanker går på hvor mange toiletter der er der hvor vi skal hen, og hvad nu hvis der er optaget hvis jeg får et anfald.. Puh det er bare ikke sjovt..

Vi vil jo også gerne have os en lille, og kæmper på livet løs, så det går jo ikke med at jeg har det sådan.. Og så hæmmer det jo forøvrigt også mig og min mand i at gøre mange ting..

Mine spørgsmål er så:

- Er det mig der er mærkelig, og bare skal tage mig sammen? (det får jeg tit af vide hvis folk får afvide hvordan jeg har det)

- Tror du/i at en psykolog eller noget terapi kan hjælpe mig?

Jeg håber så meget der er nogen der ude der har lyst til at kommentere og komme med deres menninger..

Hilsen hende den forlegne

Undskyld længden

 

Anonym skriver:

Hej herinde..

Jeg er ny i denne gruppe, og håber jeg kan få nogle gode råd og hjælp.. Måske bare lidt snak med nogen som kender til følelsen af noegt panik angst halløj..

Min "historie" starter for snart 6 år siden, hvor jeg første gang blev ramt at en anfald (som jeg kalder det).. Jeg var ude og køre med min mor, og lige pludselig får jeg det MEGET skidt, jeg begynder at svede, mit hjerte hamrer derudaf og jeg skal på toilet NU! Det kunne ikke vente bare 5 min, nej NU! Dette oplever jeg nogle gange, og det ender så med at jeg faktisk ikke tør hverken spise eller drikke hvis jeg skal ud af huset, ikke engang gå med vores hund turde jeg den gang, hvis jeg havde drukket et glas vand.. Og jeg levede faktisk sådan i næsten 3 år, hvor jeg næsten ingen ting fik af vådt eller tørt, fordi så turde jeg ikke tage nogle steder over hovedet.. Det begyndte så at blive lidt bedre, da jeg begyndte at skrive ned hvad jeg spiste, hvornår jeg spiste, og hvad min mad enlig indeholdt. Så var det ligesom om at JEG havde kontrol over hvordan min mave havde det, og det havde jeg det rigtig godt med.. Men men men, jeg kan ikke leve resten af mit liv med at skal bruge flere timer dagligt på at veje mad af og sktive ned hvad jeg indtager, for at turde tage nogle steder.. Så jeg stoppede for noget tid siden, og det gik fint i starten, men nu kan jeg mærke at jeg er begyndt at blive meget bange igen, og tør ikke spise når vi skal noget.. hvis vi ved vi skal i byen som man jo skal her i påsken, kan jeg sidde flere dage i forvejen og være nervøs over at skulle ud til folk, mine tanker går på hvor mange toiletter der er der hvor vi skal hen, og hvad nu hvis der er optaget hvis jeg får et anfald.. Puh det er bare ikke sjovt..

Vi vil jo også gerne have os en lille, og kæmper på livet løs, så det går jo ikke med at jeg har det sådan.. Og så hæmmer det jo forøvrigt også mig og min mand i at gøre mange ting..

Mine spørgsmål er så:

- Er det mig der er mærkelig, og bare skal tage mig sammen? (det får jeg tit af vide hvis folk får afvide hvordan jeg har det)

- Tror du/i at en psykolog eller noget terapi kan hjælpe mig?

Jeg håber så meget der er nogen der ude der har lyst til at kommentere og komme med deres menninger..

Hilsen hende den forlegne

Undskyld længden

 

Først får du et stort
Du skal havde prof. hjælp og det kan ikke gå for langsomt
Du skal ud og snakke med en der har forstand på det for det forsvinder ikke af sig selv og du kan jo ikke som du selv skriver leve sådan resten af dit liv sådan og når du ikke har det godt selv hvordan skal du så kunne overskue og tage vare på et barn
Det er nemt af sige til andre "du skal bare tage dig sammen " men når det er "hoved" det er galt med så er det nemmer sagt end gjort

Tak for svaret.. 

Jeg er også blevet enig med mig selv om at jeg skal have noget hjælp til det her.. Nu går det ikke længere.. 

Så håber jeg bare at der er nogen der kan hjælpe mig.. Puh.. Jeg synes det har været en svær beslutning.. Eller det har været besværet at inddrømme over for mig selv at jeg ikke selv kan klare dette.. 

Men nu er beslutningen taget, og så håber vi det bedste