pinligt pinligt pinligt!!!

Jeg er i bussen sammen med Julie, som sidder på søskendesædet oven på barnevognen. På sædet ved siden af sidder en stor kvinde i burka. Lige fra vi kommer ind i bussen, stirrer Julie meget interesseret på hende - jeg prøver at aflede hendes opmærksomhed, men Julie er meget interesseret i kvinden. I et af mine afledningsforsøg (står og tæller Julies tæer.....!!!) Kigger hun pludselig op på mig og derefter på damen peger på damen og siger "se Moar - Bøøøh bøøøh" - hvorefter hun tager hænderne for øjnene og siger bøøøh igen og peger på damen.....
Hvordan reagerer man lige på det???!!!! Heldigvis skulle vi af ved næste stoppested........
Helle - med uopdragen datter....!!!?!!

Pinligt, ja, men også sjovt

Hun troede vel bare at kvinden legede "bøhh"

.. Ja, det var sikkert pinligt for dig, men det var da en sød og helt naturlig reaktion fra Julie!

Men hvordan dælen er det lige at vi som forældre skal opføre os for at børnene forstår at det der ser mækrligt og andeledes ud i deres øjne er noget normalt i vores?

Marie

LOL!!!
Det er faktisk MEGA sjovt!!

aaiiiii ja man er aldrig så kvik i replikken når der kommer noget så uventet!
men det er lidt ligesom dem i kørestol
mine unger er konstant pinlige, og spørger altid mega højt om alt muligt..
så jeg er stille og rolig ved at vænne mig til at fortælle dem hvad vi ser..
fx råbte arthur engang i bilka(efter han havde stået og gloet mega længe på en i kørestol!) mor hva det????
så måtte jeg jo foklarer drengen at det var en kørestol, og manden i den nok ikke kunne gå.. men han var sikkert rigtig sej til at race hurtigt

hende med burkaen ville jeg nok ha grint til og have spurgt julie om hun troede at hun ville lege bøh med hende, og derefter sige at nogle mennesker skal gå med sådan noget på...
jeg bliver virkelig rød i hovedet indvendig når de gør det, men har lært at fortælle....
ikke at det nødvendigvis er det rigtige.. men jeg kan ikke bare lade som om jeg hører det.. det er mine unger sgu for højtrystede til

Hi hi hi - jeg prøvede lidt af det samme med en af drengene i den børnehave, jeg arbejde i. Bortset fra, at han sprang op i favnet på mig, pegede og råbte: "hjææælp et spøgelse, et spøgelse", hvorefter han begyndte at græde. Han troede, det var Sorte Slyngel fra Anders And bladene

Jeanette skriver:

Hi hi hi - jeg prøvede lidt af det samme med en af drengene i den børnehave, jeg arbejde i. Bortset fra, at han sprang op i favnet på mig, pegede og råbte: "hjææælp et spøgelse, et spøgelse", hvorefter han begyndte at græde. Han troede, det var Sorte Slyngel fra Anders And bladene

LOOOOOOL

 Det er da en herre-fed historie!! Jeg griner stadig over den når jeg læser den og det gjorde Thomas også da jeg fortalte ham det.

Totalt grineren...

AG

Hahahahahahahahahaha, kæmpe grineren Især den med Sorte Slyngel.

Men spøg til side ( ) er det jo helt i orden, at de spørger og glor på folk, der ser anderledes ud og jeg tror også, det vigtigste, man kan gøre som forælder, når man har overvundet sin frygtelige pinlighed, er at forklare lige så naturligt, hvad det er, de ser. Det ville jeg i hvert fald til hver en tid foretrække, hvis der var nogle unger, der begyndte at glo og spørge om et eller andet ved mig selv.
I det tilfælde ville jeg føle mig 1000 gange mere mærkelig og udstødt af samfundet, hvis jeg kunne mærke at forældrene til ungerne blev flove og forsøgte at komme væk fra mig hurtigst muligt. Så ville jeg føle, at de ville skynde sig væk for at grine ad mig sammen. Hvis man forklarer foran dem og undskylder hvis det er nødvendigt, ville jeg som Den Sære føle mig meget bedre tilpas.