hvordan tog jeres kærester fødslen. hvordan reagerede de?

Min kæreste er ikke så glad for blod og sådan, han fik det rigtigt dårligt lige i det Benjamin kom ud og han måtte forlade fødestuen.

Min kæreste har været fantastisk alle tre gange.

Han er bare super cool, hjælpsom, støttende og gjort alt hvad jeg har bedt ham om og været nærværende fra start til slut. Helt fantastisk og ikke til at skræmme hvad angår blod mv.

Han har altid til forskel fra mig fældet en tåre når de små er kommet til verden. Ganske kortvarigt og prøvet at skjule det, da han er lidt machomand på det punkt.

Han har bare betydet alt for mig under fødslerne og under veerne hvor vi har joket med veernes "kvalitet" og han bare måtte finde sig i mit hårdhændet tag i hans hånd når veerne var på toppen. Det knytter virkelig bånd at have oplevet noget så stort og overvældende sammen.

Liam's far havde meget ondt af mig og syntes det var hårdt at se mig sådan.. Men han var der dog det meste af tiden og holdte mig i hånden tog billeder o.s.v.. Men måtte på et tidspunkt gå ud og få lidt luft. Heldigvis var min mor også med. 

Han græd da han kom op på min mave, og det gjorde jeg ikke selv. 

Min mand gav mig det største kys begge gange og han var meget rørt og fældede et par tårer:-)

1990h skriver:

Ja nu nærmer vi os jo snart april

hvordan reagerede jeres kærester/mænd under fødslen og da baby kom ud? blev de helt overvældet. nogle gange syntes jeg man ser fødsler hvor manden græder og kvinden ikke gør..

Min kæreste var der 100% for mig og gav mig super meget omsorg og støtte og heppede på mig han kyssede mig og nussede mig og han var bare mere fantastisk end jeg nogensinde havde håbet på. 

Da vores søn kom ud var han totalt i den 7 himmel og kyssede og nussede vores lille dreng, og ville slet ikke slippe ham igen. 

 

1990h skriver:

Ja nu nærmer vi os jo snart april

hvordan reagerede jeres kærester/mænd under fødslen og da baby kom ud? blev de helt overvældet. nogle gange syntes jeg man ser fødsler hvor manden græder og kvinden ikke gør..

Han var fokuseret, nærværende, berørt og rørt, bestemt og kærlig - og overskudsagtig  Lige som han altid er - men vigtigst af alt at han var det lige der hvor man er allermest sårbar 

Den første gang sov min mand mens jeg havde veer, indtil jeg kom bragene ind i soveværelset og vækkede ham og sagde jeg ikke kunne mere. Han forslog at vi skulle ringe til fødegangen og dette afviste jeg. Var helt sikker på der var langt igen. Han valgte heldigvis at ringe og sagde nu køre vi. Var 9 cm åben da vi kom på hospitalet.
Mens jeg blev klar til at presse sad han og snakkede med jordemoderen.
Mens jeg pressede stod han ved min side og holdt mig i hånden. Han blev desværre dårlig lige da vores datter var kommet ud, så han måtte lige over og ligge.
Jeg var ret bekymret for hvordan han skulle klare det, så jeg spurgte flere gange mens jeg pressede om han var ok

Anden gang var han på arbejde da veerne startede. Jeg ringede til ham en time inden han havde fri og sagde han skulle komme lige hjem fra arbejde. Inden han kom hjem nåede jeg og ringe 10 gange og for at sige han skulle skynde sig. Han trådte lige ind af døren og så kørte vi på hospitalet og 14 min efter vi ankom på hospitalet lå jeg ned vores søn i armene 3 timer efter første ve.

Der var ingen af os der græd. Vi var nok mere i chok over at det gik så hurtigt, specielt 2 gang. Men dagene efter tudet jeg flere gange af lykke.

Puha jeg havde en rigtig hård fødsel, med vestorm i 4 timer før jeg fik presseveer, så jeg græd som ingen anden har gjort før af ren smerte. Det påvirkede min kæreste rigtig meget og det var hårdt for ham at se mig sådan, så han var helt rundt på gulvet og måtte gå ud på gangen og tage en tude tur.. Men ikke mindst havde han overskud til at putte om mig og holde mig i hånden.

Da vores datter kom var han fuld af lykke, men også i kæmpe chok. Han klippede navlestrengen og da hun havde ligget lidt hos mig var han så ivrig efter at få hende i armene, og da fældede han endnu og tårer og kunne se hvor stolt han var... Både af mig og vores datter

Tusind tak for alle jeres svar.
Hvor er de søde jeres mænd.

Jeg glæder mig til at se min kærestes reaktion. Hvis man spørger ham så tager han det i stiv arm og der intet at græde over.

ha ha. Jeg tror ikke han har gradt af lykke før så tror denne bliver den første gang

1990h skriver:

Ja nu nærmer vi os jo snart april

hvordan reagerede jeres kærester/mænd under fødslen og da baby kom ud? blev de helt overvældet. nogle gange syntes jeg man ser fødsler hvor manden græder og kvinden ikke gør..

Min kæreste var der under hele fødsels forløbet og var praktiskgris og holdt iltmaske, og sad bag mig og støttede og stod ved min side og hjalp under selve fødslen, men da så vores datter var født ville han ikke holde hende og faktisk så var den første der holdt hende ud over mig, min søster. Han var den der ringede rundt at nu var hun født, stadig uden at have holdt hende overhovedet.
Dog da vi 5 timer senere lå på mor-barn afsnittet og skulle sove (kl 5 om morgnen) tog han hende over så hun lå hos ham og sov indtil næste morgen.
De første par måneder husker jeg ikke så godt idet jeg udviklede en fødselsdepression, men mener at han gjorde sit i den periode. Han ville dog ikke holde barsel og tog i "skole" allerede da hun var 4 dage gammel. Han udviklede senere en svær fødselsdepression, som han først lige er blevet rask fra nu, vores datter er 1,5 år...

Det er dog kun 5-7% af nye fædre der får en efterfødselsreaktion