Så fik jeg endelig ringet til lægen.

Har i den sidste tid bare fået det ringere og ringere med både depressioner og angst. Jeg har puttet mig og gemt mig. Make up kan skjule de mørke rander, så har kunnet skjule for alt og alle hvor skidt det har stået til men nu går den ikke længere, da det går udover mit elskede barn, som jeg ALTID har sørget for og gjort mit bedste for ikke skal blive påvirket af mit lort.
Søndag vågner h*n meget tidligt og jeg sørger for morgenmad. Jeg går i seng igen og sover 2 timer mens h*n passer sig selv. H*n vækker mig, vi går over og handler. Går på legepladsen, leger og hygger. Hjem til frokost. Vi læser og putter. Jeg falder i søvn og sover gudhjælpemig 2 timer igen mens h*n passer sig selv. Godt jeg har sørget for at alt det farlige ikke kan nåes på nogen måde. I går hygger vi og gør klar til at komme afsted. H*n gider bare ingenting, råber og skriger af mig, slår og sparker mig, så jeg i ren afmagt løfter hånden for at ville slå. Gør det heldigvis ikke men hold op hvor blev jeg ked af det og også meget forskrækket over at jeg kunne komme dertil. Nu er jeg ramt af dårlig samvittighed og tænker kun på at h*n er bedst tjent uden mig, så jeg tænker på selvmord og mine håndled klør, for at jeg skal skære i dem og gøre en ende på det hele, så derfor skal jeg til lægen i dag og så må vi se hvad der så skal ske. For en ting er helt sikker. Mit barn skal ikke være bange for mig. Eller på nogen måde tro at jeg ikke vil ham/hende. Eller at jeg er så upmærksom at der sker ham/hende noget. Det ville knuse mig helt og aldeles.

Hvor er det godt, at du har taget fat i din læge! Det er første skridt i den rigtige retning!

Lad være med at slå dig selv oveni hovedet over den oplevelse, du havde, du har søgt hjælp nu, og det er det vigtigste!

Jeg håber du har en rigtig god læge, som kan tage rigtig godt hånd om dig!

Står du alene med dit barn, eller har du nogen, der kan aflaste dig, nu du har det svært?

Det må være hårdt.... synes det er et rigtig flot skridt du har taget i en god retning.

tarkoflen skriver:

Hvor er det godt, at du har taget fat i din læge! Det er første skridt i den rigtige retning!

Lad være med at slå dig selv oveni hovedet over den oplevelse, du havde, du har søgt hjælp nu, og det er det vigtigste!

Jeg håber du har en rigtig god læge, som kan tage rigtig godt hånd om dig!

Står du alene med dit barn, eller har du nogen, der kan aflaste dig, nu du har det svært?

Ja jeg er alenemor men min familie er med indover, så tror nok vi kommer frem til noget mere aflastning, både en enkelt weekend i ny og næ og lidt mere i dagligdagen. Synes bare det er en falliterklæring men nok alligevel det bedste for mit barn og mig.
Jeg siger tak for dine søde ord. Bare svært.

Sara. skriver:

Det må være hårdt.... synes det er et rigtig flot skridt du har taget i en god retning.

Det er også hårdt, græder og græder hele tiden og så igen.

Anonym skriver:

Ja jeg er alenemor men min familie er med indover, så tror nok vi kommer frem til noget mere aflastning, både en enkelt weekend i ny og næ og lidt mere i dagligdagen. Synes bare det er en falliterklæring men nok alligevel det bedste for mit barn og mig.
Jeg siger tak for dine søde ord. Bare svært.

Det er på ingen måde en falliterklæring at bede om hjælp! Det er en kæmpe stor styrke, hvis du spørger mig! Så du må endelig ikke se det som et nederlag! Kan kun forestille mig hvor hårdt det må være alenemor, og når man så ikke er på toppen, så er det jo dobbelt svært!

Jeg har været nede med stress, og jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan jeg nogensinde ville kunne tage vare på et barn, for jeg kunne knap tage vare på mig selv! Så jeg kan virkelig godt forstå, hvis du ikke kan klare det!

Og det var da virkelig så lidt! Du skal komme ovenpå igen, så du og dit barn kan få det godt! Det har l begge fortjent! Og det kræver hjælp sådan er det bare! Du gør det, der er bedst for dig og bedst for dit barn, husk det

Stort kram herfra

MorDk skriver:

Stort kram herfra

Tak for det.